Nye lifte løfter bedre
Alle kan blive syge. Også mennesker, der er meget udadreagerende. Og mennesker, der lider af bariatri (svær overvægt). Alle kan få brug for hjælp.
Den hjælp får de. Af dygtige medarbejdere i plejesektoren. Men det kan være en voldsom opgave for en medarbejder at skulle tæt på en borger, der måske slår om sig, lige som det kan være stort set umuligt at skulle løfte og hjælpe en borger, som vejer 200 kilo eller mere.
Hidtil er opgaverne blevet løst ved, at der har været to medarbejdere hjemme hos borgeren. Nogle gange med fysiske skavanker til følge for medarbejderne.
Men nu er der hjælp på vej.
For at sikre medarbejdernes arbejdsmiljø har man nemlig i Sundhed og Omsorg undersøgt mulighederne for at indkøbe flere af de såkaldt ”fritstående lifte”.
Fordele ved fritstående lifte:
- Fritstående lifte gør arbejdet med forflytninger lettere og forbedrer dermed arbejdsmiljøet for sundhedspersonale i hjemmeplejen.
- En del af de borgere, som i dag har brug for to hjælpere i forflytninger, behøver med den nye lifttype kun besøg af én hjælper i sit hjem ad gangen.
- At opgaverne kan løses med færre medarbejdere er godt i en tid, hvor der kommer flere ældre og færre kommer ud på arbejdsmarkedet.
- Den fritstående lift kan stilles op uden at fastmontere skinner i boligens vægge. Når der ikke længere er behov for liften, kan den fjernes uden besvær.
- Fritstående lifte er fleksible og kan nemmere tilpasses flere rumstørrelser end de traditionelle lifte.
- De fritstående lifte er endnu et initiativ, der kan sikre medarbejderens tilknytning til arbejdspladsen, da arbejdet kan udføres på en mere smart måde og arbejdsmiljøet bliver væsentligt forbedret.
God og lang proces
Medarbejdere på alle arbejdspladser bliver med jævne mellemrum bedt om at udfylde en APV (arbejdspladsvurdering). Her har medarbejderne i plejeområdet givet udtryk for, at situationer, hvor udadreagerende borgere eller meget tunge borgere skal vendes i sengen, måske have pleje i sengen eller har brug for hjælp til at komme på toilettet eller over i en kørestol, kan være vanskelige – især når det foregår i borgerens hjem, der sjældent er optimalt indrettet til plejesenge, lifte og kørestole.
- Derfor har vi været igennem en proces, hvor vi har kigget på, hvilke muligheder der er for at gøre arbejdsforholdene bedre for medarbejderne – og for borgerne, fortæller Gregor Hein, apv- og forflytningsterapeut i Sundhed og Omsorg.
- Vi har haft dialog med leverandører om, hvilke specifikationer vi gerne ville have, hvad der kan lade sige gøre og hvad vi kan få. Og efter en længere prøveperiode er vi nu endt med at købe en stribe af disse lifte – og de kommende år vil vi købe endnu flere i takt med, at de gamle gulvlifte skiftes ud. Det betyder, at de fritstående lifte nu er vores første valg, hver gang der skal bruges en lift, tilføjer han.
I Sundhed og Omsorg er man, lige som i resten af kommunen, optaget af at skabe den attraktive arbejdsplads. Det kræver, at arbejdsmiljøet er godt og sikkert.
- Indkøbet af de fritstående lifte er et vigtigt skridt fremad i den teknologisk udvikling for at sikre, at alle medarbejdere kan arbejde under de bedst mulige arbejdsforhold, mens vi samtidig leverer den bedste omsorg og pleje til borgerne, siger Kirsten Bjerg, leder af Myndighed i Sundhed og Omsorg, og fortsætter:
- Liftene er en stor forbedring i hverdagen for vores medarbejdere, som vi er så glade for. Et bedre arbejdsmiljø er med til at sikre, at de ikke går ud og søger nye job, Samtidig vil vi gerne følge med den teknologiske udvikling og købe bæredygtige produkter, som kan bruges hos flere borgere. For borgeren er det her også et godt indkøb, fordi hjemmet ikke behøver blive bygget om, når liften skal monteres.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri