Frivilligheden trives i Ringkøbing-Skjern Kommune
Foreningerne mangler frivillige selvom 59 procent af os arbejder frivilligt - og flere ville sige ja, hvis de blev spurgt direkte.
Spørger man de frivillige i nogle af Ringkøbing-Skjern Kommunes mange foreninger, hvilke udfordringer de oplever, lyder svaret oftest, at de godt kunne bruge flere frivillige kræfter - både til hverdagens opgaver som trænere og ledere og til ekstraordinære opgaver i forbindelse med f.eks. større arrangementer.
Dét fremgår af kapitlet om frivillighed i kommunens nye borgerpanelundersøgelse, der følger op på de politikker, som har sat retning på kommunens indsats i den nuværende byrådsperiode.
Her kan man også læse, at foreningslivet desuden oplever administrativt bøvl på grund af bl.a. hvidvaskloven, GDPR-lovgivning og dokumentationskrav, ligesom bankernes høje gebyrer for en foreningskonto og stigende husleje er blandt de frivillige foreningers udfordringer.
Et stort potentiale
På den positive side bekræfter borgerpanelundersøgelsen, at det frivillige engagement lever og har det godt i Ringkøbing-Skjern Kommune: Hele 59 procent – eller seks ud af ti - af alle borgere over 18 år har ydet en frivillig indsats inden for de seneste 12 måneder.
- Frivilligheden har det rigtig godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. De 59 procent frivillige er meget tæt på rekordårene 2020 og 2023, hvor 60 procent af os arbejdede frivilligt, fortæller kommunens frivillighedskoordinator, Emil Sloth Sig.
Han tilføjer, at undersøgelsen ikke spørger ind til, om de frivillige bruger flere eller færre timer på deres frivillige indsats end tidligere, men peger på, at en tilsvarende undersøgelse på frivilligområdet fra 2022 viste et stort potentiale for at rekruttere nye frivillige:
80 procent er nemlig ’ikke afvisende’ overfor at påtage sig en frivillig opgave, hvis de blev spurgt, viser undersøgelsen.
- Frit oversat betyder det, at 15.000 borgere over 18 år i Ringkøbing-Skjern Kommune vil sige ja, hvis de bliver bedt om at yde en frivillig indsats for en sag, de brænder for, hvis der er et godt socialt fællesskab, eller hvis de bliver personligt opfordret til at påtage sig en frivillig opgave, forklarer Emil Sloth Sig.
Unge med engagement
Som frivillighedskoordinator glæder han sig især over, at 38 procent af de 18-29 årige har udført frivilligt arbejde i løbet af de seneste 12 måneder.
- Da vi for nylig arrangerede frivilligbasarer på ungdomsuddannelserne i Ringkøbing, mødte 20 forskellige foreninger op i skoletiden og fortalte de 800 elever om deres foreningsarbejde. Netop fordi foreningerne fik mulighed for at møde de unge ansigt til ansigt og opfordre dem til at blive en del af deres sociale fællesskab og arbejde for deres sag, fik de deltagende foreninger i gennemsnit 12 nye frivillige, fortæller Emil Sloth Sig.
Han håber, at flere af de lokale foreninger i den sydlige del af kommunen vil tilmelde sig næste gang, kommunen inviterer til frivilligbasar, så der også kan arrangeres et lignende møde mellem foreningslivet og de studerende på ungdomsuddannelserne i Skjern og Tarm næste gang.
Særligt på tre områder, lægger borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune timer og engagement i det frivillige arbejde. Det gælder på det sociale område, der engagerer 36 procent af alle frivillige og på fritidsområdet, der ligeledes engagerer 36 procent af alle frivillige. 33 procent er frivillige på idrætsområdet.
Borgerpanelundersøgelsen viser desuden, at to tredjedele af alle frivillige kender til FrivilligVest, der implementerer kommunens frivilligpolitik – og at 84 procent er ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’, med den hjælp de får hos FrivilligVest.
Ringkøbing-Skjern Kommune indgik i foråret 2024 en samarbejdsaftale med DGI, hvor Frivillighed på skoleskemaet indgik som en af tre fælles indsatser.
Dyk ned i borgerpanelundersøgelsens tal om frivillighed her
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri