Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler
I dag bor Holmsland Hjemmepleje på Numitvej i Hvide Sande. Med en trappe, toilet og kontorfaciliteter der ikke lever op til Arbejdstilsynets krav til den gode arbejdsplads.
Det ændrer sig alt sammen onsdag den 23. oktober. Da flyttes hele kontoret nemlig til nye lokaler på Kirkevej 4, hvor også blandt andet Destination Vesterhavet hører til.
- Dét glæder vi os meget til, siger Mette Nørgaard, der har været leder af Holmsland Hjemmepleje i 1,5 år.
Hvor de 35 sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i dag skal sidde i ét kontor og foretage deres dokumentations- og andre kontoropgaver, så får de på Kirkevej hele syv kontorer til opgaven. Det vil give en anden arbejdsro – også til at læse journaler, inden personalet kører ud til borgerne. Men det er ikke den eneste forbedring:
- I dag har vi kun én klinik, hvor borgerne kan komme ind og få behandlinger. Fra på onsdag har vi to klinikker, og det vil give helt nye og bedre arbejdsvilkår, siger Mette Nørgaard.
Der er mange som benytter hjemmeplejens klinik. Det kan være turister eller lokale, som har brug for hjælp til sårpleje, indsprøjtninger eller samtaler. Her doseres og udleveres også medicin, lige som nogen kommer og får antabus:
- Udgangspunktet er, at dem, der selv kan køre hertil eller har en ægtefælle der kan, de får en tid til at komme på klinikken fremfor, at vi skal køre ud til dem. På Kirkevej får vi derfor også et godt venteværelse, hvor man sidde i fred og ro og vente, siger Mette Nørgaard.
Hjemmeplejen dækker stort område
330 borgere fra Nymindegab i syd til Houvig i nord og Gl. Sogn i øst modtager hjælp fra Holmsland Hjemmepleje. Plejen spænder fra, at man har fået tildelt et nødkald, som man måske aldrig benytter, til at man får hjælp i hjemmet seks gange i døgnet. Med andre ord er der brug for at hjemmehjælpen kan komme godt rundt.
Med flytningen til den sydlige ende af byen skal hjemmeplejen krydse sluse-arealet flere gange om dagen, men der er taget højde for trafikken:
- Der er foretaget trafiktællinger, der viser, at vi også fremover stadig sagtens kan løse vores opgaver uden problemer, lover Mette Nørgaard, der i øvrigt roser sin medarbejderstab i Holmsland Hjemmepleje:
- Det er virkelig en dygtig flok. De er selvstændige og handlekraftige og får løst problemer og udfordringer, når de opstår. De har styr på tingene, og der er ro på – og det gælder også i sommertiden, hvor vi oveni vores ”egne” borgere også får en række turister, der har brug for hjemmehjælp eller sygepleje, mens de er på ferie.
Der er gået en tid nu med at pakke flyttekasser. Når medarbejderne møder ind på arbejde onsdag morgen, er det sidste dag på Numitvej – og når de får fri, sker det fra Kirkevej.
- Vi glæder os meget til flytningen. Det bliver så dejligt med faciliteter, der er gode og egnede til opgaverne, siger Mette Nørgaard.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri