Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne
Når man ikke længere selv kan skære grønsagerne, når øjnene svigter, eller gigt og andre sygdomme sætter en stopper for, at man selv kan lave sin mad, er det rart at kunne få god mad leveret til døren.
Det får 500 borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune hver dag. De er af forskellige grunde visiterede til at få maden leveret, og de har valgt at få maden leveret fra det kommunale storkøkken Åkanden.
- Vi har helt klart en fornemmelse af, at modtagerne er glade for maden, men det er vigtigt også at få spurgt dem direkte og ikke bare gå rundt med en fornemmelse. Derfor laver vi en gang imellem en undersøgelse for lige at sikre, at vi er på rette vej og at borgerne får det, de gerne vil have, for god og sund mad er en væsentlig faktor i det gode liv, siger Ulla Svendsen, leder af Sundhedscenter Vest, som Åkanden hører under.
Åkanden har derfor endnu en gang spurgt de 500 mænd og kvinder, om de vil svare på spørgsmål om, hvordan de oplever den mad, der hver dag står på bordet hjemme i deres hus eller lejlighed. 290 har svaret på spørgsmålene, og resultatet er overvældende positivt.
Nogle udvalgte punkter er:
- 96 procent er ”meget enig” eller ”lidt enig” i, at maden er godt tilberedt (meget enig: 89,4% og lidt enig: 7,0%)
- 97 procent er ”meget enig” eller ”lidt enig” i, at der er nok menuer at vælge imellem. (meget enig: 93,7% og lidt enig: 3,3%)
- 98 procent er ”meget enig” eller ”lidt enig” i, at maden er af god kvalitet (meget enig: 90,3% og lidt enig: 7,3%)
- 98,2 procent er ”meget enig” eller ”lidt enig” i, at maden har god smag (meget enig: 90,5% og lidt enig: 7,7%)
- 99,7 procent er ”meget enig” eller ”lidt enig” i, at det er nemt at ændre aftaler vedr. dagens levering (meget enig: 95,0% og lidt enig: 4,7%)
Den store tilfredshed ses også i de kommentarer, borgerne kunne tilføje sine svar. Der er dog også flere, som efterspørger flere kartofler og grønsager.
- Det er virkelig flotte tal, som jeg er meget stolt af. Når der står en menu på menukortet – det kan være eksempelvis boller i karry – så laver medarbejderne den ret i op til 36 varianter tilpasset hver borgers behov. Det er et stort arbejde, som medarbejderne hver dag åbenbart løser til næsten 100 procents tilfredshed, siger Lone Fløe, leder af Åkanden.
Der er for tiden en del debat om Åkandens fremtid som kommunalt køkken. Det betyder dog ikke noget for den daglige produktion og levering af maden, der fortsætter som aftalt, indtil andet bliver besluttet, så modtagerne kan trygt glæde sig til deres næste mange måltider.
Uanset debatten er der stadig frit valg på madservice-ordningen også for borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune. Man må altså selv vælge, hvorfra man gerne vil have maden leveret. Den ordning gælder også i dag.
På linket herunder kan du se hele undersøgelsen. Filen er ikke webtilgængelig, så hvis dit hjælpeværktøj af den årsag ikke kan gengive indholdet, kan du kontakte Lone Fløe på Åkanden, som vil gennemgå undersøgelsen med dig.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri