Svar på åbent brev til byrådet
Nedenstående er det fulde svar fra borgmester Hans Østergaard på det åbne brev til byrådet fra Vivi Altenburg, som Dagbladet Ringkøbing-Skjern bragte den 16. januar 2024. Brevet kan læses her: https://dbrs.dk/debat/11-spoergsmaal-til-byraadet-er-det-demokratisk-vaerdigt-at-i-ikke-deltager-i-megatons-moeder og som pdf-fil nederst på siden her.
Kære Vivi
Tak for din interesse i processen for udbygningen af vedvarende energianlæg i kommunen. Udbygning af vedvarende energi er en vigtig men også langvarig proces, som Byrådet tager meget alvorligt. Derfor forstår jeg også, at det giver anledning til spørgsmål.
Byrådet har med den vedtagne Plan- og Udviklingsstrategi sat retningen for en satsning for yderligere udvikling af vedvarende energianlæg i det åbne land. En satsning der samlet set skal bidrage ind i kommunens målsætninger på klimaområdet. Men vi vil også udnytte, at en sådan satsning samlet set skal skabe værdi for Ringkøbing-Skjern Kommune og kommunens borgere.
Byrådet har blandt andet givet signal om, at der i kommunen skal gives mulighed for en større energipark indeholdende vindmøller, solceller og PtX (en energipark kan bestå af flere geografiske adskilte lokaliteter). Konkret arbejdes der med projektet Megaton Energipark. Men også andre projekter kan være aktuelle.
Byrådet er ved at revidere kommuneplanens retningslinjer, således at der er politisk bestemt grundlag til at udpege nye arealer til solcelleanlæg og vindmøller.
Sideløbende har byrådet besluttet at indkalde ansøgninger. Herved kan byrådet få et overblik over, hvor der arbejdes med konkrete projekter for vedvarende energianlæg.
Som du selv peger på, er det Byrådets ønske og håb, at der kan skabes projekter med lokal opbakning, og hvor borgerne inddrages fra start. Det er også byrådets håb, at borgerne kan være med til at forme projekterne.
Derfor har Byrådet bedt potentielle ansøgere om at afholde informationsmøder, så borgerne får mulighed for at høre om ansøgningerne inden de sendes til kommunen. Målet er, at borgerne inddrages så tidligt som muligt. Informationsmøderne handler derfor som udgangspunkt ikke om Megaton, men om de enkelte solcelle- og vindmølleprojekter, som Megaton og andre måtte overveje at ansøge om.
Hele Byrådet er inviteret til at deltage i møderne, og efter min bedste vurdering vil Byrådet være repræsenteret med deltagelse af flere politikere.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget Ole Nyholm Knudsen har oplyst, at han vil deltage i så mange af informationsmøderne han kan. Han svarer også gerne på spørgsmål til møderne. Hele Byrådet er inviteret til at deltage i møderne, og efter min bedste vurdering vil Byrådet være repræsenteret med deltagelse af flere politikere.
Når alle ansøgninger er modtaget og Byrådet har haft lejlighed til at kigge på dem, vil kommunen afholde et borgermøde. På borgermødet vil fortælle om de ansøgninger der er kommet ind og om den proces der er i gang.
Vi forsøger på bedste vis, at skabe en god proces, men er klar over at der blandt borgerne opstår mange spørgsmål og bekymringer. Derfor vil vi i den nærmeste fremtid informere mere om processen og hvor langt vi er.
For nu vil jeg i det følgende svare på dine konkrete spørgsmål.
Her får du svar på dine konkrete spørgsmål.
1:
Alle områder i kommuneplanen, som er udlagt til VE-anlæg er allerede udnyttet med eksisterende anlæg. Vi fastlægger med retningslinjerne i kommuneplanen principper for placering af nye anlæg og udlægger de nye områder ved efterfølgende kommuneplantillæg i forbindelse med den konkrete planlægning for områderne. Ansøgningsrunden skal danne grundlag herfor.
2:
Ole Nyholm Knudsen og flere andre politikere har deltaget på alle møder indtil nu, og ville også have deltaget i Skjern. Politisk deltagelse er således ikke fravalgt. Jeg er meget ærgerlig over at borgermødet vedr. evt. solcelleanlæg i Stauning blev aflyst, og at borgerne i Stauning derfor ikke er blevet fuldt oplyst om projektet
3:
Området er meldt ind til staten som energipark af GreenGo Energy og dermed tænkt som en del af Megaton, uanset om det er energipark eller ej. Byrådet har netop besluttet at henstille til staten, at endelig stillingtagen til hvorvidt Tændpibe skal indgå som en statslig energipark, afventer kommunens proces for behandling af indkomne VE-ansøgninger.
4:
Byrådet lytter på både positive og negative tilkendegivelser på projekterne, og lægger stor vægt på lokal opbakning, lokal inddragelse og medbestemmelse. I sidste ende vurderer Byrådet om den ønskede lokale opbakning er til stede, og tager ansvaret for beslutningen.
5:
Projektet skal opfylde retningslinjerne i kommuneplanerne, som er under revision nu og bliver vedtaget til efteråret 2024. Revision af kommuneplan tager udgangspunkt i den retning som Plan- og udviklingsstrategien sætter.
6:
Vi har ikke udtalt at Skjern Enge ikke er unik - det er hele Skjern Å dalen. Staten har tidligere peget på området som muligt testmølleområde. Hvis der ansøges om vindmøller i Skjern Enge skal byrådet forholde sig til ansøgningen. Her vil vi også forholde os til projektet i forhold til landskab og natur. Hvis planlægningen igangsættes for et projekt i Skjern Enge, skal der gennemføres en planproces, hvor der konkret tages stilling til om projektet har negative påvirkninger på naturen. Der skal blandt andet udarbejdes en miljørapport og foretages høringer af såvel borgere som myndigheder.
7:
Signalet fra Byrådet er, at der skal gives mulighed for en større energipark indeholdende vindmøller, solceller og PtX anlæg. Hvis vi skal have flere vindmøller skal de samles i større sites - vi vil hellere have tre parker med 10 møller end 15 “parker” med 2 møller.
8:
Det er Byrådets intention, at strøm, der produceres i nye VE-projekter, skal forbruges lokalt via PtX eller andet lokalt forbrug. Det betyder, at har man et 5 ha projekt til et fjernvarmeprojekt i en landsby, er det i orden. Et projekt på f.eks. 50 ha solceller, giver måske mulighed for, at en klynge af virksomheder eller landbrug kan aftage strømmen. Er projekterne større, er det mest realistisk, at strømmen skal bruges i PtX - her i kommunen. Derfor har GreenGo Energy fået at vide at udbygningen af VE skal ske i takt med udbygning af PtX-anlægget. Vi ser muligheder i at få den værdiskabelse, som forædlingen af strøm giver her i Ringkøbing-Skjern kommune.
9:
Det samlede Megaton forventes ikke godkendt og udbygget indenfor indeværende valgperiode. Bare godkendelsesprocessen for PtX-fabrikken tager 2-3 år - så der bliver valg inden. Om det bliver en del af valgkampen, vil jeg ikke spå om.
10:
Følgende fremgår af Plan-og udviklingsstrategien som er besluttet af Byrådet:
"I Ringkøbing-Skjern Kommune er vi ambitiøse på klimaets vegne. Med de store åbne vidder og den friske vestenvind har vi både muligheden for og pligten til at tage ansvar og producere langt mere vedvarende energi, end vi selv bruger. Den mulighed skal vi udnytte. Derfor skal der fortsat være mulighed for at etablere varierede typer af vedvarende energianlæg i det åbne land. I samarbejde med borgere og erhvervsliv vil vi arbejde for at sikre lokal indflydelse og medejerskab."
Vi ser muligheden for både at bidrage med vores del ind i den grønne omstilling og samtidigt skabe merværdi i kommunen. Vi producerer og eksporterer mange varer fra Ringkøbing-Skjern kommune til hele verden, og det skaber arbejdspladser og skatteindtægter. Vi ser muligheder i at PtX kan skabe værdi, også selvom der skal rejses mere VE.
Og så opfordrer vi alle projekter til at indtænke andre tiltag, såsom rekreative tiltag som f.eks. stisystemer, foruden skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde og biodiversitet til gavn for både borgere og miljø. Vi håber også at I som borgere kan komme med andre gode idéer til, hvordan vi kan skabe merværdi lokalt.
11:
Vi har stor fokus på at finde muligheder for at udnytte potentialet for placering af solceller på kommunens bygninger. Om der konkret er taget stilling til placering af solceller på taget ved Jobcentret i Skjern kan jeg ikke svare på.
Jeg, og Byrådet ser frem til at få udfoldet alt dette på et borgermøde senere på året.
Til slut vil jeg oplyse, at det ikke er muligt at placere 130 møller kystnært (4-15 km) da open door ordningen ikke eksisterer længere. Havvind er vigtig for Megaton, men møllerne kommer ud og stå i havmølleparkerne længere ud på havet.
Venlig hilsen
Hans Østergaard, Borgmester
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan