24. januar 2024

Demensvenlig kommune: Livshistorien er et vigtigt hjælpeværktøj

Demensvenlig kommune: Livshistorien er et vigtigt hjælpeværktøj

I 2022 vedtog Social og Sundhedsudvalget demensstrategien med det overordnede mål:

​Ringkøbing-Skjern Kommune bidrager sammen med borgere med demens, pårørende og lokalsamfundet til at skabe et trygt og godt liv for borgere med demens og deres pårørende.

Det mål skal nås ved hjælp af fire pejlemærker:

  • Forebyggelse og tidlig opsporing
  • Det gode og trygge liv for borgere med demens og pårørende i et demensvenligt samfund
  • Høj faglighed i demensindsatsen og sammenhængende forløb
  • Demensvenlige plejecentre og inddragelse af lokalsamfundene

- Vi ser desværre en stigning i antallet af borgere med demens. Det er en frygtelig sygdom, der har voldsom indvirkning på en familie, og derfor er jeg også glad for, at vi står sammen om at løfte opgaven med at give de her borgere en så god hverdag som muligt, siger Jens Erik Damgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Et af elementerne i demensstrategien er at fortsætte det "personcentrerede arbejde", hvor den enkelte borger og vedkommendes livshistorie er i fokus.

Derudover er demenskoordinatorerne Kirsten Holmgaard Jensen (th i billedet) og Tina Enevoldsen (tv) den enkle indgang til kommunen, når det drejer sig om mistanke om eller bekymring for, at en borger er ved at udvikle demens.

- Alle kan henvende sig til os, og så kommer vi med forskellige tilbud, der spænder fra en snak og en kop kaffe til information om de kommunale tilbud og et tilbud om at følge familien, da demens er en sygdom, der udvikler sig i forskellige tempi, siger de.

De to koordinatorer har gennem flere år arbejdet sammen med Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold, hvor plejepersonalet i Sundhed og Omsorg alle får et grundigt kursus i, hvordan man bedst kan hjælpe og arbejde med borgere med demens.

- Samarbejdet med Sundhedsstyrelsen er en stor støtte. Både på det økonomiske plan men også på det praktiske plan, hvor de har været med til at holde kurser ude i enhederne i en skala, der havde været svær for os selv at stå med, siger Tina Enevoldsen.

Kompetenceniveauet øges derfor gradvist, som enhederne gennemfører demensrejsehold-forløbene. Der er nu kun fem enheder, der mangler - men de er planlagt til at gennemgå forløbet inden udgangen af 2024.

- Ved at vi alle bliver en del af Demensrejseholdet, får vi det samme sprog omkring demens og for, hvordan vi hjælper borgeren bedst, siger Kirsten Holmgaard Jensen.

Livshistorien i centrum

Et af elementerne i uddannelsen via Demensrejseholdet er, at personalet arbejder ud fra borgernes livshistorie. Livshistorien fungerer altså som et vigtigt redskab til at skabe et mere sammenhængende forløb i et komplekst sygdomsforløb.

- Der kan være en borger, der har arbejdet som lærer. Her kan det være, at vi finder en stak gamle kladdehæfter med stile, som borgeren kan finde ro ved at sidde og rette i. En anden har måske været direktør. Så får vedkommende et skrivebord og nogle mapper ind til sig, mens en tredje borger gerne vil gå uden for og feje og hjælpe med at tage sig af udeområderne. På den måde kan deres livshistorie være med til at give dem en bedre hverdag, selvom de har fået demens, forklarer demenskoordinatorerne.

Og den mere personcentrerede tilgang bærer frugt. Geronto-sygeplejersken i Gødstrup har således bemærket, at der kommer færre henvendelser fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Vi kan selvfølgelig ikke sige, at det er 1:1 på grund af arbejdet med Demensrejseholdet, men der er helt klart en bevægelse i gang, hvor vores fælles sprog og personcentrerede tilgang giver en bedre opgaveløsning, siger koordinatorerne, der er i kontakt med omkring 300 borgere med demens.

- Vi ved, at der er mange flere med demens, og vi vil derfor gerne opfordre folk til at henvende sig til os. Der er selvfølgelig nogen, der ikke kender os, men der ér også stadig nogen, der føler et stort tabu i forhold til demens, og det er ærgerligt, for der ér ting, vi kan hjælpe med, hvis vi kender familien, siger Tina Enevoldsen og opfordrer folk til at henvende sig tidligt i forløbet:

- Man må også gerne kontakte os, hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er demens, der er tale om.

 

Du kan kontakte demenskoordinatorerne på telefon: 9974 1529/9974 2007

 

Fakta:

- Der findes ikke præcise tal omkring antallet af borgere med demens i Ringkøbing-Skjern Kommune, men der er sket en stigning i antal borgere tilknyttet demenskoordinatorerne fra ca. 260 borgere i 2021 til 291 borgere i 2023.

- Der vil ifølge demens-strategien i 2024 og 2025 blandt andet blive arbejdet med:

  • Hvordan vi rettidigt hjælper hjemmeboende borger med demens, hvor der er stort både fysisk og psykisk pres på ægtefælle
  • Større fokus på aflastning i hjemmet i perioden op til indflytning i plejebolig
  • Forventningsmøder med pårørende ved opstart af hjælp til afklaring af diverse spørgsmål
  • Indflytningssamtaler med fokus på borger og pårørendes liv, vaner og trivsel før indflytning i plejebolig eller kort efter.
  • Tage kontakt til handelsstandsforeninger, og tilbyde undervisning til butiksansatte og andre erhverv fx frisører, chauffører med flere.
  • Fortsætte det videre arbejde med indsatser, som strækker sig over længere tid fx arbejdet med nedbringelse af forbruget af antipsykotisk medicin.