7. maj 2020

Nationalpark-arbejdet fortsætter trods corona-nedlukning

SCREEN SHOT

Sidst Nationalpark Skjern Å-Udvalget mødtes over en kop kaffe, var det til den endelige afrapportering af den rapport som konsulenter fra Orbicon og Landudviklerne havde skrevet efter lodsejerdialogen med den første godt 200 lodsejere med jord langs Skjern Å - eller langs ’rygraden’ af den kommende nationalpark.

På mødet blev planerne for de kommende lodsejerdialoger drøftet, ligesom regeringens 2 mia. statslige kroner til udtagning af lavbundsjorde over de kommende ti år blev gennemgået.

Ifølge rapporten nævnte en række lodsejere, at jordfordeling kan blive en vigtig nøgle for at komme videre i processen hen imod en realisering af nationalparken.

Derfor har Nationalpark Skjern Å-sekretariatet siden mødet haft travlt med at læse sig ind på rammerne for uddeling af de statslige kroner til udtagning af lavbundsjorde – og med at arrangere den næste runde af lodsejermøder.

Og så kom corona-nedlukningen af Danmark – og foråret. Og alle aftalte lodsejermøder blev udsat på ubestemt tid.

Både sekretariatet og flere udvalgsmedlemmer har da også fået henvendelser fra lodsejere og andre, der undrer sig over, at de endnu ikke er blevet kontaktet af sekretariatet. Det fremgik af det virtuelle møde, Nationalpark-Udvalget holdt i sidste uge:

- Flere har spurgt, om vi har opgivet planerne om en nationalpark. Men lodsejerdialogen er ikke aflyst, blot udsat, fortæller Per Høgh Sørensen, afdelingsleder for Ringkøbing-Skjern Kommunes Land, By og Kulturafdeling og chef for Nationalpark Skjern Å-sekretariatet.

Han peger netop på corona-nedlukningen og foråret som de to faktorer, der kan forklare, at lodsejerdialogen har stået lidt i stampe:

- Der er den helt åbenlyse grund, at vi følger de retningslinjer, regeringen og sundhedsmyndighederne har udstukket, og derfor ikke anser det som forsvarligt at banke på hos lodsejerne for at tage en længere dialog om deres syn på en nationalpark omkring Skjern Å. Det andet er, at vi fra starten af har sagt, at vi naturligvis ikke ønsker at trænge os på i de perioder, hvor landmændene har allermest travlt som f.eks. her i forårsmånederne, hvor det jo er tydeligt at se, at markarbejdet tager alle vågne timer for den enkelte lodsejer, siger han.

Men blandt udvalgsmedlemmerne og i sekretariatet, der nu blot arbejder fra hjemmearbejdspladser, bliver der stadig arbejdet ihærdigt på at sikre, at Danmarks 6. nationalpark bliver omkring Skjern Å:

- I sekretariatet har vi om ikke en hot-line så i hvert fald kontakt til ministeriet og til Christiansborg, hvor vi forsøger at finde ud af, hvornår forligspartierne bag den nuværende nationalparklov mødes for at revidere loven. Det er dér, vi gerne skulle byde ind med vores forslag til endnu en nationalpark i Danmark, forklarer Per Høgh Sørensen.

Desuden arbejder sekretariatet pt med en film, der på få minutter skal komme med kernefortællingen om Nationalpark Skjern Å.

- Tanken er, at vi gerne vil minde folk om, hvilken unik natur vi har lige uden for vores dør – en natur, som mange af os måske er så vant til at se på, at vi kan komme til at tage den for givet. Men ikke desto mindre er åløbet, deltaet og områderne omkring Skjern Å unikt – ikke bare for vores område men for hele Danmark, siger Per Høgh Sørensen og peger på, at corona-nedlukningen har haft den ene positive bivirkning, at den har fået danskernes øjne op for naturen:

- Mange vidste det selvfølgelig allerede, men under corona-nedlukningen har folk for alvor opdaget, at i naturen altid der altid åbent og plads nok til alle. Mange har forhåbentlig også fået øjnene op for, at naturen er værd at beskytte og bevare til eftertiden. Det er dét vi vil med Nationalpark Skjern Å.

Læs mere om nationalpark Skjern Å på projektsiden her: https://www.rksk.dk/om-kommunen/projektsider/skjern-aa

Og følg nationalparken på Facebooksiden her: https://www.facebook.com/NationalparkSkjernAa/?modal=admin_todo_tour