Grønnere busser i Ringkøbing-Skjern Kommune
Naturens Rige bliver den første kommune i Danmark, hvor de lokale busruter udelukkende køres på affaldsproduktet HVO. Derved reduceres udledningen af CO2 med 600 ton årligt.
Når busserne i Ringkøbing-Skjern Kommune fra sommer skal tankes, bliver det med det grønne biodieselprodukt HVO som brændstof. Ved at erstatte almindeligt diesel med HVO biodiesel, reducerer Ringkøbing-Skjern Kommune sin årlige CO2 udledning med godt 600 ton.
Dermed bliver Ringkøbing-Skjern den første kommune i landet til at udskifte fossilt brændstof i hele den busdrevne kollektive trafik med det miljøvenlige alternativ.
Dét står klart, efter at Ringkøbing-Skjern Kommune – i samarbejde med trafikselskabet Midttrafik – har forhandlet sig frem til en ny - og bedre - aftale omkring udbud af kommunens lokale ruter på sammenlagt 861.000 km kørsel årligt.
- Vi er de første, der vælger muligheden for at bruge den miljørigtige biodiesel i busserne, og det synes jeg godt, vi kan være tilfredse med, siger formand for Teknik- og miljøudvalget John G. Christensen og understreger, at han håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere, så der med tiden kan dannes økonomisk grundlag for et HVO-produktionsanlæg i Danmark. I øjeblikket importeres brændstoffet fra Finland.
Besparelse
På Teknik- og Miljøudvalgets møde tirsdag fik politikerne en orientering om fordelene ved HVO-brændstof, der er CO2-neutralt, da brændstoffet er produceret af organiske materialer, som fx affald fra slagterier og landbruget.
Ulempen ved at køre på HVO er prisen. En liter koster pt. 12-13 kr., hvilket fordyrer busdriften i forhold til dieseldrevne busser. Derved beløber meromkostningen ved at køre grønt sig til 1.8 mio. kr. om året.
Alligevel er udbuddet billigere for kommunen, der samlet set ender med at spare knap 200.000 kr. om året på busdriften i forhold til det seneste udbud.
Besparelserne sker ifølge Midttrafik både som følge af en reduktion i køretiderne og billigere timepriser. Til gengæld indeholder aftalen bedre pauseforhold i ’tidssvarende’ bygninger for chaufførerne på rutebilstationen i Skjern og på banegården i Ringkøbing.
Godt tilfreds
Udover at blive mere grøn, vil busdriften i Ringkøbing-Skjern Kommune også blive mere tryg for fremtiden. Med et tillægskrav i udbuddet om sikkerhedsseler i skolebusserne bliver det nemlig mere sikkert for skolebørn i Ringkøbing-Skjern Kommune at pendle med bus mellem skole og hjem.
På dén konto besluttede Teknik- og Miljøudvalget at bruge de 20.000 kr. som sikkerhedsseler i busserne ville koste.
- Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet af udbuddet, siger John G. Christensen – og tilføjer:
- Udover at vi kan se frem mod billigere kørsel og en mere sikker kørsel med vores skolebørn, så taler overgangen fra diesel til biobrændstof direkte ind i kommunens ambition om at blive 100 procent fossilfri allerede i 2040 – ti år før resten af Danmark – og understreger, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at Ringkøbing-Skjern Kommune er Danmarks mest ambitiøse kommune, når det gælder energiudnyttelse og grøn omstilling.
De nye kontrakter træder i kraft i sommeren 2020, og løber som minimum over en periode på seks år.
Følgende busselskaber blev vinder af de fem udbudte kontrakter:
- Silkebus A/S vinder lokalruterne 515, 560, 570, 580 (Ringkøbing og omegn)
- Brande Buslinjer ApS vinder lokalruterne 561, 567, 568, 590, 595, 596 (Ringkøbing og omegn)
- Holstebro Turistbusser vinder skoleruterne 517, 518, 572, 573 (Skjern og omegn)
- Brande Buslinjer vinder skoleruterne 574, 575, 577, 578 (Skjern og omegn)
- Brande Buslinjer vinder skoleruterne 551, 562, 564, 566, 593, 594 (Skjern og omegn)
FAKTA
Biodieselsproduktet HVO (Hydrotreated Vegetable Oil, 2. generation) består af brintbehandlende affalds- og restprodukter fra slagterier, landbruget (fx majs), fiskeri og madolie og er CO2-neutralt. Affalds- og restprodukterne er uegnede til fødevareproduktion.
Læs mere i disse referater fra Teknik- og Miljøudvalgets møder:
Referat fra 21. januar 2020, pkt. 10
Referatet fra 4. februar 2020, pkt. 2
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri