11. februar 2022

Filmfest hylder lokale talenter

Foto: Ringkøbing Bio

Filmfestivalen ”Filmfest i Vest – Next Level” hæver niveauet med fremvisning af kvalitetsfilm fra lokalt forankrede, professionelle filmfolk. Foto: Ringkøbing Biograf. 

Det er kun få måneder siden, at Ringkøbing-Skjern Kommune i november 2021 rullede den røde løber ud foran Ringkøbing Biograf og inviterede filmmagere fra lokale 8. og 9. klasser til prisfest i forbindelse med den årlige filmfestival Filmfest i Vest.

Og nu tager kommunens kulturafdeling fat på den i filmverdenen ellers så svære to’er.

I forbindelse med lysfestivalen Vinterlys, der finder sted i Ringkøbing den 19.-26. februar, blænder kommunen i samarbejde med Ringkøbing Biograf nemlig op for endnu en filmfestival i uge 7 og 8, kulminerende med en festforestilling i Ringkøbing Biograf den 23. februar:

- Vi havde det luksusproblem i november, at vi havde flere gode kortfilm vi gerne ville vise i forbindelse med ’Filmfest i Vest’. Men de unge 8. og 9. klasser havde produceret så mange fremragende film, at vi ikke havde mulighed for at få udefrakommende kortfilm med i programmet, forklarer filmkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune, Rebecca Molders.

Hun tilføjer:

- Derfor arrangerer vi nu kortfilmfestivalen ”Filmfest i Vest – Next Level” i uge 7 og 8 og festforestilling i Ringkøbing Biograf den 23. februar, hvor vi vil vise en dokumentar- og tre kortfilm, som er lavet af lokalt forankrede professionelle filmmagere, eller af folk, der godt på vej ind i filmbranchen – og som har taget arbejdet med at skabe film til et højere niveau – til ’the next level’.

Festforestillingen begynder kl. 19.00 – og på programmet er ifølge Rebecca Molders nogle stærke og virkelig seværdige film.

Det drejer sig om følgende film – og filmmagere med lokale rødder:

  • ”Så længe vi taler om det” kortfilm af Michel Ryddeskov (Lem)
  • ”Fjendeblod” kortfilm af Jannick Raunow (Hvide Sande)
  • ”Og i hendes øjne så jeg døden” kortfilm af Victor Vejstrup Sloth (Skjern)
  • ”Drømmen om Maremma” Dokumentar af Jannik Splidsboel (Ringkøbing)

- Vi håber på at få en eller flere af ovenstående til at komme og fortælle om deres film, fortæller Rebecca Molders og tilføjer, at instruktør, skuespillere og andre medvirkende på filmholdene bag de fire film vil være inviteret til filmfesten i biografen.

Ikke-inviterede kan bestille billet til forestillingen i biografen. Det sker efter først til mølle-princippet.

Gensyn med unges kortfilm

Forud for festforestillingen den 23. februar varmer kommunen og biografen op med to ugers filmfestival. Fra uge 7 kan man derfor se alle de nominerede film fra Filmfest i Vest ’21 på hjemmesiden www.filmfestivest.dk - ligesom fotos og optagelser fra awardshowet vil være tilgængeligt på hjemmesiden.

Herudover vil nogle af vinderfilmene fra Filmfest i Vest blive vist på det store biograflærred forud for de ordinære filmfremvisninger i Ringkøbing Biograf i uge 7 og 8:

- Så man skal være hurtig med at få købt slik og popcorn og med at finde sin plads, så man kan nå at få det hele med i biografen, siger Ringkøbing Biografs daglige leder, Bjarne From.

I samarbejde med kommunens kulturafdeling fik han idéen til Filmfest i Vest-festivalen efter, at en gruppe elever fra Alkjærskolen havde spurgt, om de måtte bruge biografens indgang til filmoptagelser til et skoleprojekt.

- For os er det fint at få brugt biografen i dagtimerne, og vi vil gerne bakke op om kommunens filmstrategi. Og så er det da sjovt at kunne vise, hvad de unge mennesker laver – og positivt, at vi kan være med til at højne interessen for filmmediet hos kommunens unge, forklarer Bjarne From og tilføjer:

- Og kan vi være med til at sikre, at nogle af talenterne tager skridtet videre og forfølger drømmen om at arbejde med film, er det kun endnu bedre.

Filmkommune

Selv om ”Filmfest i Vest” med ”Next Level”-tilføjelsen nu hæver niveauet lidt fra filmfestivalens sædvanlige amatør-film, er kommunens primære fokus i arbejdet med filmfestvalen fortsat at oplære børn og unge i film som fortællemedie.

Blandt deltagerne i filmsatsningen, der har rod i kommunens filmstrategi, er 8. og 9. klasses elever og lærere fra bl.a. Ringkøbing Skole, Hvide Sande Skole og Amagerskolen. Gennem det såkaldte POV-forløb afholder de hvert år workshops om grundprincipperne i at skabe film.

POV, der står for det engelske Point of View, er en metode, som sikrer, at filmene bliver velfortalte og interessante for et bredt publikum – og at historierne fortælles fra de unge filmskaberes perspektiv og afspejler deres virkelighed.

- Med satsningen på filmproduktion vil vi gerne udvikle talenterne – give de unge et medie at fortælle historier gennem og gøre dem til mere bevidste kulturforbrugere, forklarer Rebecca Molders.

Hun peger på, at den årligt tilbagevendende filmfestival ”Filmfest i Vest” blot er ét afkast af den store indsats, kommunen gør for at markere sig som en film-kommune.

- Udover at vi – mig bekendt som den eneste danske kommune – har en decideret filmstrategi, lægger vi også både tid og kræfter i det opsøgende arbejde over for produktionsselskaber og i forhold til at stå til rådighed, når der bliver indspillet film og TV-serier i lokalområdet, forklarer Rebecca Molders og tilføjer:

- Med filmstrategiens indsatser arbejder vi på flere fronter for at placere Ringkøbing-Skjern Kommune eftertrykkeligt på landkortet. Og hvem ved, hvor den næste danske Oscar-vinder går og gemmer sig. Måske er det en vestjyde…

Rebecca Molderes peger på TV2’s seriesucces ’Hvide Sande’ som ét eksempel på, at kommunen har været involveret i alt fra medfinansiering til location-scouting og kontakt til lokale statister, frivillige og samarbejdspartnere under indspilningen.

- På samme måde har vi naturligvis en god kontakt til Nordisk film, der går i gang med optagelserne til ”Meter i sekundet” i og omkring Velling i næste måned, fortæller Rebecca Molders.