11. december 2024

Kommunen køber stort areal i Naturbydelen i Ringkøbing

Kommunen køber stort areal i Naturbydelen i Ringkøbing

Med beslutningen om at købe jord af selskabet Ringkøbing K ApS, som står bag Naturbydelen, får Ringkøbing-Skjern Kommune nye muligheder for at udvikle området i den østligste del af Ringkøbing.

Da kommunen i sin tid indgik partnerskab med Realdania By og Byg om at nytænke og udvikle et nyt stort og naturrigt boligområde med op til 1.000 nye boliger, var formålet at skabe en ny bydel med meget mere natur og biodiversitet - og mindre ”ligusterhæk og garage”.

Ambitionerne og forventningerne til grundsalget var store – men salget af den nye type boliger og byggegrunde er gået noget langsommere end forventet. Det kræver en modnings-proces, før borgere her i området kan se sig selv bo i en ny type boliger – og derfor er der brug for at gentænke projektet. Det bliver muligt, når kommunen køber en større del af arealet og dermed får mulighed for at udvikle nye lokalplaner.

I dag ligger Naturbydelens areal både nord og syd for jernbanen. Arealet nord for banen forventes at blive udbudt og solgt som landbrugsjord snarest. Arealet syd for banen bliver med opkøbet en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes jord til byudvikling.

- Det her er en rigtig god mulighed for at udvikle et område, så det kommer mere i tråd med det, vestjyder i dag er interesserede i, når de vil bosætte sig, siger Kristian Andersen, viceborgmester og medlem af Økonomiudvalget.

- Når vi vælger at købe arealet nu, er det, fordi vi ser rigtig gode muligheder for byudvikling i den del af byen i de kommende år. Når vi selv ejer jorden, får vi også som kommune råderet over, hvordan udviklingen fremover skal være i området, og vi kan udvikle lokalplaner og foretage salg, som stemmer mere overens med efterspørgslen på byggegrunde, siger han. 

Når alle arealer er frasolgt, og alle økonomiske udeståender afviklet, vil ejerne gennemføre en solvent likvidation af selskab bag Naturbydelen.

Vestjyder vil have egen have

Den seneste tid er det blevet undersøgt, hvilke muligheder og udfordringer, der er i Naturbydelen. Ejendomsmæglere og boligudviklere har været taget med på råd, mens Naturbydelen har lyttet til input fra borgere, som har vist interessere i at bo i området, men som har droppet idéen igen på grund af de begrænsninger, lokalplanen har givet.

- Det vi hører er, at mulige beboere ønsker mere plads til dem selv. De vil gerne have fællesområderne, men de vil også gerne have lidt have for sig selv, de vil have en carport, og det er dét, vi nu får mulighed for at udvikle, siger Kristian Andersen.

Planen er derfor, at der med tiden skal laves nye lokalplaner for de forskellige delområder. Her tænkes på egen ude-opholdsplads, som have, plads til skur, egen carport ved huset, terrasse og lignende. Der er ikke besluttet noget endnu, men der bliver muligheder for at planlægge, så der kan laves forskellige typer boliger, som små huse med egen lille have, carport osv, til dem, der ikke har brug for meget plads. Der er også tænkt på klassiske villagrunde til børnefamilier, og sidst er der planer om lejligheder i form af enten rækkehuse eller etagebyggeri for dem, der ikke ønsker have men stadig gerne vil bo tæt på naturen. 

Borgmester er glad for naturrig bydel

Byudvikling er en kontinuérlig opgave for et byråd, og byrådet afsætter derfor hvert år i de kommunale budgetter midler til at opkøbe jord til både bolig- og erhvervsbyggeri. Behovet for byggegrunde i den østlige del af Ringkøbing er fortsat aktuelt, og med opkøbet af det ubebyggede boligområde i Naturbydelen får Ringkøbing-Skjern Kommune nu et stort attraktivt område, hvor udvikling af 245 nye boliger kan ske i det tempo, der passer til efterspørgslen. Ambitionen er at sælge grunde til cirka 12-13 boliger om året – altså har man en tidshorisont på 20 år.

Borgmester Hans Østergaard og viceborgmester Søren Elbæk er begge med i bestyrelsen for selskabet bag Naturbydelen. De har derfor været inhabile i den politiske behandling af spørgsmålet om at købe jorden.

Hans Østergaard er dog glad for, at der nu kan sættes mere fart på udviklingen i Naturbydelen:

- Jeg vil gerne sige stor tak til Realdania By og Byg for samarbejdet gennem årene. Sammen så vi nogle nye muligheder her i kommunen, og det har været spændende at være med i udviklingen af et helt særligt område. Udviklingen af Naturbydelen har gjort en stor forskel for biodiversiteten. Der er observeret 150 forskellige fuglearter, der er kommet skov, eng og vådområder, lige som der er plantet tusindvis af træer. Vi har altså fået en bydel med helt særlige muligheder for planter, dyr og mennesker, siger han.

 

Fakta

Naturbydelen er et boligområde lige midt i naturen, som navnet antyder:

  • I den nordøstlige del er der plantet 7,5 hektar ny skov.
  • I den sydøstlige del er der en 4 hektar stor sø. Desuden rummer området en lang række mindre søer og vandløb, der både giver naturoplevelser og afleder regnvand fra de kommende boliger.
  • I Tranmose Bæk findes gedder, skrubber, trepigget hundestejler og ørreder. Under overfladen er der skabt gydebanker med større sten til fiskeskjul og udplantning af vandløbsplanter som eksempelvis vandranunkel og vandstjerne.
  • Ringkøbing-Skjern Kommune ejer i forvejen det 36 hektar store område, der er udlagt som et nyt og flot naturområde med tilhørende stiforbindelser m.m.

Realdania By og Byg ejer 75 procent af selskabet Ringkøbing K, mens Ringkøbing-Skjern Kommune ejer 25 procent.

Lige nu sælges selskabets aktiver nord for banen til markedspris. Summen af dette beløb – modregnet evt. gæld - bliver herefter udbetalt til selskabets ejere. Når selskabet nedlægges, får kommunen 25 procent heraf, som er svarende til kommunens ejerandel.

Da Ringkøbing K ApS blev etableret i 2011, købte Ringkøbing-Skjern Kommune en andel på 25 procent til en pris på 10,9 mio. kr. Over årene har der været yderligere indskud i selskabet, så de samlede indskud er 27,5 mio. kr. Kommunen har løbende nedskrevet værdien med i alt 8,2 mio. kr. og har i sit regnskab 2023 optaget værdien af Ringkøbing K ApS til 19,3 mio. kr.