11. december 2024

Kommunen fjerner bøvl – du får kun én regning i stedet for to

Kommunen fjerner bøvl – du får kun én regning i stedet for to

Regningen plejer at være delt i to halvdele med betaling i februar og i august. Men fra årsskiftet bliver det samlet i én betaling, der forfalder i februar.

Det gælder regningen for renovation, som alle husejere og feriehusejere betaler. Det gælder også betalingen til skorstensfejer, lige som 4500 husejere primært i landområderne fra årsskiftet også kun skal betale for pumpelag og landindvindingslag én gang om året.

Hidtil er betalingerne blevet opkrævet to gange om året sammen med grundskylden, der også blev opkrævet i to rater. Men da kommunen ikke længere skal opkræve grundskyld  er det derfor oplagt at forenkle og kun opkræve renovationsgebyret én gang om året:

- Der ér mange regler i det kommunale system. Derfor benytter vi os altid af muligheden, når vi får chancen for at fjerne noget af bureaukratiet og gøre det nemmere for både borgere og for medarbejdere, siger Jane Eichenwald Henriksen, der er økonomichef i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ændringen blev mulig allerede i januar 2024, men det er først nu, Ringkøbing-Skjern Kommune benytter muligheden, der ifølge Jane Eichenwald Henriksen har flere fordele:

- Det vil for eksempel i høj grad gøre det nemmere, når en borger skal sælge et hus, da reguleringen af, hvad sælger allerede har betalt, bliver mere simpel.

Færre opringninger

Hver gang det har været tid til at betale for renovation, skorstensfejer og pumpelag, har en række borgere haft spørgsmål til regningen. De har derfor ringet til administrationen for at få hjælp og svar på deres spørgsmål. Det er hidtil sket to gange om året, men når betalingen fremover kun skal ske én gang om året, vil behovet for hjælp også være én gang om året:

- Det bliver mere overskueligt for borgere og virksomheder, når de kun skal følge op på en årlig betaling, og hos medarbejderne i administrationen vil der også kun være én ”højsæson” for disse spørgsmål. Det vil betyde, at vi kan spare tid på administrationen og bruge den sparede tid på vores mange andre opgaver, siger Jane Eichenwald Henriksen.

Pr. 1. januar 2024 overgik opkrævningen af grundskyld fra kommunen til Skat, som opkræver grundskyld månedligt via indkomstskatten. Derfor er ’Ejendomsskattebilletten’ erstattet af ’Ejendomsbidragsbilletten’ som indeholder renovation mv. og det er dét beløb, som kommunen fremover opkræver én gang om året.

Hvad gør du nu

Betalingen til februar bliver altså for hele året. Derfor er beløbet også i første omgang dobbelt så stort, som det plejer at være. Hvis man plejer at være tilmeldt betalingsservice, skal man ikke gøre mere.

Hvis man ikke er tilmeldt betalingsservice, får man en regning i januar 2025. På denne regning kan man se, hvem man kan ringe til, hvis man har spørgsmål eller udfordringer med at betale det højere beløb. Kommunen kan i visse tilfælde være behjælpelige med, at borgeren i 2025 fortsat kan betale to rater, lover Jane Eichenwald Henriksen.