SSP: Din teenager har brug for dig
Der er fyraftensmøde på skolen. Forældrene til børnene i 7. klasse er mødt op for at møde de nye lærere, hinanden, høre om det kommende skoleår – og møde SSP.
SSP er i dag Flemming Pedersen og Torben Sandsberg. De besøger hver klasse med et 20 minutters oplæg med en række opfordringer og forslag til forældrene – lige som de også har et par gode oplysninger med i skoletasken:
- I 8. klasse siger 92-94 procent af eleverne, at det er okay, at forældrene bestemmer. Det skal I huske. Jeres mening betyder noget – også selvom I nu har store børn, siger Flemming Pedersen.
Og Torben Sandsberg gør det endnu mere konkret:
- I har garanteret en regel hjemme hos jer om, at man ikke må hoppe i sofaen. Det er noget, I har’ en holdning til. Sådan kan I også gøre i forhold til sociale medier og alkohol: Ha’ en holdning, lav nogle regler.
Tal med dit barn
SSP er dem, kommunens unge kan gå til, hvis de har problemer eller bekymringer. De er også dem, forældrene kan gå til, hvis der er problemer eller bekymringer.
- Men hvis I ser os, skal I ikke tænke, at der er noget galt. I ni ud af ti tilfælde er vi bare sammen med de unge, fordi vi godt kan lide dem. Vi vil gerne, at de ikke falder – og at hvis de falder, så skal de ikke slå sig for hårdt, siger Torben Sandsberg og Flemming Pedersen.
Og fordi SSP er så meget sammen med de unge, har de nogle gange nemmere ved gennemskue, hvad der foregår i skolegårdene, på de sociale medier og i fritiden, end forældrene har.
- Der er mange udfordringer med sociale medier. Det er nok det, vi bruger mest tid på. De unge er gode ved hinanden i klasserne, men de er sindssygt hårde ved hinanden på SoMe, og her kan tingene nemt koge over. Derfor er det en god ide, hvis I også taler med dem om, hvad de er involverede i på nettet, lyder opfordringen.
Mandagspralerier
Der er gennem årene sagt og skrevet meget om danske unges alkoholvaner. Det er også et emne, når SSP besøger forældrene til 7. årgang.
- I skal vide, at der er mange mandagspralerier. De unge tror, de andre drikker meget mere, end de gør, og det er vigtigt at huske, at det i 7. klasse er mere almindeligt ikke at drikke alkohol end det er at drikke alkohol. Og de senere år er aldersgrænserne rykkede, så de er ældre i dag end tidligere, når de begynder at drikke alkohol – og heldigvis for det, siger de.
Det vigtigste fag på skoleskemaet for tiden er trivsel. Elevernes trivsel er afgørende for en god skolegang, og derfor er SSP da også klar med ideer til, hvordan trivslen kan hjælpes på vej. Nogle af budskaberne er derfor en opfordring til, at forældrene i hver klasse laver aftaler for, hvordan man vil hjælpe hinanden med at sikre børnenes trivsel.
- Vi foreslår, at I får lavet forældre-aftaler for de vigtigste emner. Hvis I står sammen og er enige om de store linjer, så ved I også, at når jeres barn kommer hjem og siger, at ”alle de andre må…..” så er det ikke rigtigt. På den måde er det ikke bare dig som forælder, der er træls, men alle forældre der er trælse, og så er det bare nemmere både at være barn men også forælder, lyder det fra den erfarne duo.
God aftale
Deres oplæg til hvad en forældre-aftale kan indeholde er derfor noget om alkohol, noget om hvordan man som forælder ønsker at blive kontaktet, hvis der opstår problemer i klassen, på sociale medier, en vennegruppe eller man som forælder måske har set en dreng eller pige fra klassen i en dum situation.
- Det er en god ide, hvis I aftaler, at I kontakter hinanden, hvis I observerer noget, som bør videregives. Og hvis I synes, det er svært at ringe til en anden mor eller far med et træls budskab, er I også velkomne til at ringe til os; vi vil meget gerne hjælpe, siger Flemming Pedersen.
Og det er hovedbudskabet fra SSP: De vil gerne hjælpe. Med stort og småt. Man kommer i kontakt med SSP her:
Videbæk, Spjald, Skjern, Tarm og opland:
Louise Villadsen, tlf: 2323 4200, e-mail: louise.villadsen@rksk.dk
Anette Nordqvist, tlf: 4221 3558, e-mail: anette.nordqvist@rksk.dk
Hvide Sande, Ringkøbing, Lem, Tim og opland:
Flemming Pedersen, tlf: 2442 2440, e-mail: flemming.pedersen@rksk.dk
Torben Sandsberg, tlf: 2489 9240, e-mail: torben.sandsberg@rksk.dk
SSP har lavet en Ungeprofilundersøgelse for 2023-2024, hvor de har spurgt ind til en række emner i de unges liv. På 7. årgang har de også spurgt ind til alkoholvaner.
Nogle af spørgsmålene lyder:
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri