Pas på skolebørnene i trafikken
I næste uge begynder 558 børn i skole for første gang i Ringkøbing-Skjern Kommune. En aktuel kampagne opfordrer trafikanterne til at passe på dem. Men pas også på teenagerne, for de kommer oftest til skade i trafikken. Foto: Rådet for Sikker Trafik
Mandag er skolestart for børnene i folkeskolen i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og mens flertallet kommer tilbage fra sommerferien, er det allerførste skoledag for 422 nye elever i 0. klasse i folkeskolen og for 136 nye elever på friskolerne i kommunen.
Når børn skal over vejen, kan de f.eks. have svært ved at vurdere, hvor hurtigt biler og cykler kommer kørende. Derfor sættes der hvert år ekstra fokus på trafiksikkerheden ved skolestart. Og i år er ingen undtagelse.
Derfor er der lige nu hængt plakater op med budskabet “Børn på vej” ved mange skoler.
Det er kommunerne og Rådet for Sikker Trafik, der står bag kampagnen, der skal minde trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til børnene. Og Ringkøbing-Skjern Kommune er med i kampagnen.
- Trafiksikkerhed er altid en prioritet for os, ikke mindst, når det gælder de yngste, der endnu ikke har så stor erfaring med at færdes i trafikken og derfor kan komme galt afsted, siger borgmester Hans Østergaard.
Han sender samtidig en hilsen og en tak til de mange skolebørn, der frivilligt stiller op som skolepatrulje og dermed giver en hjælpende hånd til skolekammeraterne.
Teenagere kommer oftest til skade
Foruden den landsdækkende kampagne er politiet også til stede ved mange skoler i august for at stoppe dem, der kører for stærkt, er uopmærksomme eller har glemt at spænde sikkerhedsselen på dem selv eller deres barn.
Det store fokus på de nye skoleelever er med til at sikre, at de fleste kommer trygt og sikkert gennem trafikken. Men det er også vigtigt, at de voksne trafikanter holder et ekstra øje med de ældre elever, som de møder på deres vej. For teenagerne kommer oftere til skade i trafikken end de yngste elever, viser ulykkestal fra Vejdirektoratet.
- Mange tænker nok, at teenagerne har helt styr på trafikken. Men de 13-16-årige børn har endnu ikke udviklet det overblik, der gør, at de kan gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. F.eks. hvis de ikke bruger cykelhjelm, eller hvis de skriver sms'er, mens de cykler eller går over vejen. Så hold godt øje med alle børn, lyder opfordringen fra Rosa Nissen, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Om kampagnen
Kampagnen ”Børn på vej” har fokus på, at vi skal holde et ekstra øje med de børn og unge, som vi møder i trafikken. Hvor de yngste elever har meget lidt erfaring med at gå og cykle i trafikken, så kan teenagere være mere risikovillige og uopmærksomme på grund af venner eller mobilen.
Det er Rådet for Sikker Trafik og landets kommuner, der står bag kampagnen, som kører fra den 12. august til den 1. september.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man finde gode råd til at lære sit barn at færdes sikkert i trafikken:
Træn skolevejen til fods med dit barn
Lær dit barn at cykle sikkert til og fra skole
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan