14. august 2024

Kom til gadeteater ved verdensmålsgavlene

Foto: DIG, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival

Gader og pladser forvandles til festlige teaterscener, når gadeteater fra hele verden indtager en række danske byer

Der er lidt for enhver smag, når Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler (DIG) frem til den 31. august dukker op med en række internationale gadeteaterforestillinger i danske byer.

Blandt byerne er også Ringkøbing, Skjern og Astrup, og fælles for værtsbyerne er, at de også kan prale med en verdensmålsgavl. FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er nemlig det fælles tema for de 14 forskellige gadeteaterforestillinger, der i øjeblikket bliver opført eller er på vej i 34 danske byer over hele landet.

Forestillingerne byder på vedkommende, underholdende og livgivende scenekunst midt i dagligdagen og henvender sig til alle aldersgrupper med gratis optrædener. Teatertrupperne består af scenekunstnere fra Japan, Canada, Frankrig, Storbritannien, Holland og Danmark.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er det den franske teatertrup Les Grooms, der leverer forestillingen LA BARONNADE, som DIG kalder ’en af de mest turnerede "kult" musikalske forestillinger inden for gadeteaterverdenen’.

- Med en unik blanding af drama, musik og interaktion mestrer Les Grooms kunsten at bringe teater direkte ind i vores dagligdag – bl.a. ved at plante skuespillere blandt publikum, hvilket skaber en helt særlig atmosfære, hvor grænserne mellem forestilling og virkelighed bliver utydelige, fortæller Anders Berg Jacobsen, kulturkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune, der støtter gadeteaterforestillingerne.

Han tilføjer, at Les Grooms-skuespillerne i hver by går en runde i byen som en del af forestillingen – og ender ved verdensmålsgavlene.

Udover Ringkøbing-Skjern Kommune har Kultursamarbejdet Midt og Vest støttet projektet, ligesom de lokale foreninger Ringkøbing Udviklingsforum, Skjern Udviklingsforum og Aktiv Faster er medarrangører.

Fra globale mål til lokal handling

Det er 10. gang, at Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler (DIG) turnerer med internationalt gadeteater. Under mottoet ''GOAL IS ONLY A WISH UNTIL YOU ACT” (Et mål forbliver kun en drøm, medmindre vi handler for at realisere det) er det ideen, at jubilæumsudgaven skal kombinere kunst og aktivisme ved at gøre komplekse globale mål forståelige og relevante for alle borgere gennem forestillinger, der inspirerer til refleksion og handling.

I Ringkøbing-Skjern Kommune spiller Les Grooms på pladsen ved Møllegade 9/Holger Danskes Plads i Skjern tirsdag den 20. august kl. 14.30-15.15 og igen samme dag kl. 17.00-17.45 ved Danmarks Smukkeste Busskur, Busstoppestedet Højevej 35 i Astrup.

Fredag den 23. august kl. 14.00-14.45 opføres samme forestilling ved verdensmålsgavlen på Herningvej 22 i Ringkøbing. Alle forestillinger er gratis.

- Forestillingerne varer kun 45 minutter, og scenevalget er atypisk, men bl.a. derfor forventer vi, at det bliver en teateroplevelse, man bare ikke vil gå glip af, siger Anders Berg Jacobsen.

På DIG’s hjemmeside kan man læse om de mange andre forestillinger rundt om i landet på https://www.gadeteaterfestival.dk/forestillinger.html

Læs mere om verdensmålsgavlene på linket her: https://17gavle.dk/17-verdensmaalsgavle

 

FAKTA:

Helt gratis for publikum og med fokus på verdensmålene fejrer Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler deres 10-års jubilæum med 350 forestillinger i 34 byer fra 11. til 31. august.

Find programmet her: https://www.gadeteaterfestival.dk/forestillinger.html

Den franske teatertrup Les Grooms leverer forestillingen LA BARONNADE i Ringkøbing-Skjern Kommune på følgende tidspunkter og steder:

Tirsdag den 20. august kl. 14.30-15.15 ved Møllegade 9, 6900 Skjern (mod Holger Danskes Plads)
Tirsdag den 20. august kl. 17.00-17.45 ved Busstoppestedet, Højevej 35, Astrup, 6900 Skjern
Fredag den 23. august kl. 14.00-14.45 ved Herningvej 22, 6950 Ringkøbing

Ringkøbing-Skjern Kommune støtter gadeteaterforestillingerne i Skjern, Astrup og Ringkøbing. Projektet er også støttet af Kultursamarbejdet Midt og Vest, ligesom de lokale foreninger Ringkøbing Udviklingsforum, Skjern Udviklingsforum og Aktiv Faster er medarrangører.

DIG (Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler) har eksisteret siden 2013 og tilbyder gratis scenekunst af international særklasse midt i gadebilledet. Forestillingerne falder inden for genrer som nycirkus, akrobatik, jonglering, gadeparade, marionetteater, komedie og meget mere.

Læs mere om verdensmålsgavlene på linket her: https://17gavle.dk/17-verdensmaalsgavle