28. marts 2025

Kommunen opfordrer: 'Sænk Farten'

Kommunen opfordrer: 'Sænk Farten'

I Danmarks geografisk største kommune bliver der hver dag tilbagelagt rigtig mange kilometer på de mange og lange landeveje. Det er også på landevejen, at mange bilister føler sig tryggest, da trafiktætheden og tempoet virker mere overskueligt sammenlignet med motorvejskørsel. Netop derfor er landevejene de farligste veje at køre på, viser statistik fra Rådet for Sikker Trafik; Faktisk er det her, der sker to ud af tre dødsulykker i trafikken.

Grunden til, at landevejene er de farligste at befærde sig på handler i høj grad om, at mange bilister tror, at der ikke kræves samme mængde opmærksomhed som by- eller motorvejskørsel. Derfor hæver de farten, og pludselig har de overset en bilist fra en sidevej, en dumdristig overhaling eller ændrede vejforhold, og så sker ulykken.

Derfor deltager vi

Igen i år deltager Ringkøbing-Skjern Kommune i ’Sænk Farten’- kampagnen, hvor de genkendelige blå, bøjede skilte opstilles langs vejene med ordene: ’Sænk farten – bare lidt’.

- Det gør vi, fordi vi er udsat i Vestjylland. Vi har mange landevejsstrækninger, og vi oplever, at folk faktisk kører en del for stærkt. Udover, at det er farligt med den forhøjede hastighed, så er det også med til at eskalere ulykkens omfang, fortæller Michael Steen Vejrup, trafikingeniør ved Ringkøbing-Skjern Kommune.

’Sænk Farten’- kampagnen er blot én af de kampagner, kommunen deltager i for at gøre opmærksom på de mange trafikrelaterede problemer i forbindelse med skolestart, uopmærksomhed i trafikken og spirituskørsel.

En halvering

Der er heldigvis også gode ting at sige om vores trafikvaner. Kigger man på gennemsnitshastigheden på landevejen gennem de seneste 10 år, så kan man se, at selvom bilister i Jylland stadig kører 4-5 kilometer i timen hurtigere end bilister i resten af Danmark, så ér gennemsnitsfarten faldet. Det har resulteret i en halvering af fartrelaterede dødsulykker.

Selvom farten og dermed også dødsulykkerne er dalende, så har 49 personer i Midt- og Vestjylland måtte lade livet på grund af forhøjet fart i perioden 2019-2023, det højeste antal i landet.

 

FAKTABOKS

  • Ringkøbing-Skjern Kommune er sammen med 74 andre kommuner med i Rådet for Sikker Trafiks landsdækkende fartkampagne fra den 31. marts til og med den 20. april.
  • En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at 58% af danskerne svarer, at de aldrig kører 100 km/t eller derover i 80 km zoner.
  • 162 mennesker mistede livet i trafikken i 2023 i Danmark.
  • 9 ud af 10 ulykker skyldes menneskelige fejl.  
  • Antallet af trafikdræbte var højest i 1971 med 1213 dræbte. 1973: 1132 dræbte. 1974: 766 dræbte (på grund af nye hastighedsbegrænsninger)
    Kilde: https://sikkertrafik.dk/rad-og-viden/bil/fart/