Nyt samarbejde skal kortlægge behovet for brint

For at være klar til en fremtid uden fossile brændstoffer samarbejder Ringkøbing-Skjern Kommune nu med Teknologisk Institut for at afsøge mulighederne for at producere og afsætte grøn brint lokalt. Kortlægningen er en del af det EU-finansierede Hyperion-projekt, hvor kommunen er den danske partner.
Fremtidens energi er grøn, men hvordan ved vi, hvilken type grønt brændstof, fremtidens virksomheder, boligejere og trafikanter vil efterspørge? Og hvornår begynder egentlig ’fremtiden’? Altså, hvornår begynder vi for alvor at efterspørge f.eks. brint som et alternativ til gas, diesel eller andre fossile brændsler?
Dét er noget af det, Ringkøbing-Skjern Kommunes Klimasekretariat gerne vil have afklaret.
Derfor går kommunen nu ind i et samarbejde med Teknologisk Institut for at kortlægge muligheder for at producere, distribuere, lagre og afsætte grøn brint lokalt. Målet er at positionere kommunen som en europæisk brintregion.
I samarbejdet skal Teknologisk Institut undersøge potentielle værdikæder for brint med afsæt i kommunens eksisterende erhvervsstruktur. Det betyder, at rapporten fra Teknologisk Institut skal identificere de Ringkøbing-Skjern virksomheder, som i dag bruger brint allerede, eller som fremover vil kunne bruge brint. Også virksomheder, der kan medvirke til produktion, distribution eller lagring af grøn brint vil blive identificeret. Endelig skal rapporten pege på virksomheder, som ikke findes i kommunen i dag, men som kan tænkes at ville etablere sig i her, såfremt der i fremtiden finder en lokal produktion af grøn brint sted.
- Virksomheder f.eks. i den kemiske industri eller i metal- eller plastindustrien efterspørger grøn brint, så der er muligheder for at tiltrække nye virksomheder og skabe arbejdspladser. Men der er også potentialer i den eksisterende erhvervsstruktur. F.eks. vil skibstrafikken på Hvide Sande Havn med tiden kunne aftage e-metanol, der fremstilles med grøn brint, eller brinten vil kunne bruges til at øge produktionen af grøn gas til naturgasnettet på kommunens biogasanlæg. Også landbruget kan tænkes at aftage grønne gødningsprodukter, der ligeledes fremstilles med grøn brint, ligesom der er muligheder indenfor tung transport, forklarer Henrik Westerby. Han er konsulent i kommunens Klimasekretariat og Ringkøbing-Skjern Kommunes projektleder på det EU-finansierede brintsamarbejde HYPERION.
Ringkøbing-Skjern Kommune er den eneste danske partner i det fireårige EU-Interreg-projekt. Samarbejdet, der har deltagelse af regionale partnere fra en række andre europæiske lande, skal bane vejen for en udbredelse af grønne brændsler ved at analysere barrierer og muligheder for at etablere europæiske brintregioner.
Herudover skal HYPERION-samarbejdet sikre, at den viden, der er tilgængelig om emner som energiforbrug, vedvarende energiproduktion, infrastruktur, ressourcer og lokalsamfundets inddragelse bliver delt mellem deltagerne.
- Vores deltagelse i HYPERION understøtter kommunens klimapolitik og klimahandlingsplan, og jeg håber, at dét at vi er med i HYPERION-samarbejdet og kan videndele og tappe ind i hinandens erfaringer, vil accelerere etableringen af "energikrydset" ved Stovstrup, der forventes at omfatte elnet, transformerstation, brintrørledning og Power-to-X-anlæg, forklarer Henrik Westerby.
Teknologisk Instituts eksperter ventes at aflevere deres kortlægning af brint-infrastrukturen i Ringkøbing-Skjern Kommune inden sommerferien.
FAKTA:
Ringkøbing-Skjern Kommune deltager som eneste danske partner i det EU-finansierede projekt HYPERION under Interreg Europe-programmet. Projektet, der startede den 1. april 2024, løber over fire år og har til formål at analysere barrierer og muligheder for etablering af brintregioner samt dele viden om emner som energiforbrug, vedvarende energiproduktion, infrastruktur, ressourcer og lokalsamfundets inddragelse.
Kortlægningen af potentielle brintværdikæder i Ringkøbing-Skjern Kommune tager udgangspunkt i kommunens eksisterende erhvervsstruktur og de virksomheder, der allerede er etableret i området, med primært fokus på potentielle aftagere af brint. Formålet er at skabe et grundlag for udviklingen af en lokal brintøkonomi, der bidrager til kommunens mål om at være fossilfri inden 2040.
- 5. februar 2025
Så vender TV 2 igen danskernes blik mod Hvide Sande - 4. februar 2025
Vil du have medindflydelse på fremtiden i Ringkøbing-Skjern Kommune? - 17. februar 2025
Nu flytter borgmesterkontoret til Stauning - 11. februar 2025
Frivillige aftaler sikrer rent drikkevand i Naturens Rige - 17. februar 2025
Nyt tilbud letter borgeres kontakt med kommunen - 25. februar 2025
Energiindsprøjtning til klub InWestjylland