Velafviklet erhvervstræf kørte på skinner i Remisen i Skjern

Ca. 100 repræsentanter for erhvervslivet i Ringkøbing-Skjern Kommune var mødt op, da der onsdag var erhvervstræf på Remisen i Skjern. På to timer fik deltagerne både brunch og mulighed for at netværke, et rids af erhvervsklimaet i kommunen, fortjent hyldest og en peptalk om ledelseskultur fra en håndboldlegende. Og så gik årets elev og årets lærling hjem med 5.000 kr. hver.
Når hele verden er fra forstanden, er det ekstra vigtigt at fokusere på alt det, der fungerer – og på det lokale.
Nogenlunde sådan lød de indledende bemærkninger fra kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen, da han onsdag morgen bød ca. 100 lokale erhvervsfolk velkommen til Ringkøbing-Skjern Kommunes Erhvervstræf 2025.
Og samme tone slog borgmester Hans Østergaard an, da han understregede, at kommunen fortsat vil arbejde på at sikre så stærke lokale vilkår som muligt i takt med, at fremtiden bliver mere usikker:
- Vi kan ikke påvirke verdenssituationen, men vi kan sikre, at der er klare rammer, god service og en åben dialog mellem kommune og erhvervsliv. Det er noget af det, vi prioriterer højt - og som vi vil fortsætte med at have fokus på, sagde han og mindede om, at kommunen da også har en femteplads i DI’s årlige erhvervsvenlighedsundersøgelse at leve op til.
Hans Østergaard pegede på, at usikkerhed nu er den største vækstbarriere for dansk erhvervsliv.
- Derfor er der god grund til at fokusere på, at det går godt i erhvervslivet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det gør vi i dag, hvor vi bl.a. hylder de 24 lokale virksomheder, der i 2024 blev udråbt som gazeller af Børsen, sagde borgmesteren og tilføjede:
- I er virksomheder, der er forbilleder, når det gælder innovation, stærk ledelse og engagement. Virksomheder, der skaber arbejdspladser, vækst og udvikling her i kommunen – og som tager et ansvar også for fremtiden ved bl.a. at tage elever og lærlinge, som er med til at sikre arbejdskraften og udviklingen fremadrettet.
Hæder til Årets elev og lærling
Bag erhvervstræffet, der blev afholdt på Remisen i Skjern, står foruden Ringkøbing-Skjern Kommune også Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, Destination Vesterhavet og Ringkøbing Fjord Handelsråd.
På programmet var foruden hyldest af de lokale gazelle-virksomheder også afsløringen af årets elev og årets lærling i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Alle lokale virksomheder er i forårets løb blevet opfordret til at indstille deres bedste elev eller lærling til priserne.
På Erhvervstræf 2025 var det Amalie Houborg fra Huset Men & Women, der vandt titlen som Årets Elev 2025 – og de 5.000 kr. som fulgte med udnævnelsen. Danny Korshøj, der er voksenlærling hos Viftrup Jespersen, fik ligeledes hædrende omtale og 5.000 kr. sponsoreret af kommunen - foruden titlen som Årets Lærling 2025.
Ledelse gennem kultur
Inden kåringen af årets elev og lærling havde deltagerne fået et veloplagt oplæg om kultur i ledelse af tidligere håndboldspiller i bl.a. Skjern Håndbold og på landsholdet, tidligere landsholdstræner og tv-kommentator Jesper Jensen.
Han pegede bl.a. på, at flertallet inspirerer resten af et hold – på håndboldbanen og i erhvervslivet, definerede kultur som ’måden, vi gør tingene på’ og kaldte sprog det mest kulturskabende på arbejdspladsen.
- Måden vi taler med og om hinanden skaber ro, tryghed og glæde, sagde han og tilføjede, at spillere – eller medarbejdere, der oplever netop tryghed, anerkendelse og tillid præsterer bedst.
- De bløde værdier skaber også resultater undervejs, og hvis indsatsen er god nok, så skal resultaterne nok komme med tiden, understregede han og afslørede, at ét af de fineste øjeblikke, han oplevede som træner for Team Esbjerg, var den dag, holdet vandt pokalfinalen og flere af spillerne bagefter prioriterede at hjælpe med at rydde banderne af vejen i hallen frem for at gå i omklædningsrummet, hvor kolde øl og varm pizza ventede.
- Dét var i virkeligheden større, end at vi vandt pokalen. Vi endte godt nok med lunkne øl og lunken pizza, men de her stjernespillere tog et ansvar og hjalp de folk, der ellers skulle ha’ brugt timer på at fjerne bander og feje guldkonfetti op. For mig var det et bevis på, at vi havde fået skabt en attraktiv kultur og et godt sted at være, forklarede han.
- 12. marts 2025
Ny dokumentarfilm fra Skjern samler brudstykker af familieidyl i modig fortælling - 3. marts 2025
Ny leder på Sundhedscenter Vest - 17. marts 2025
Socialtilsynet ændrer afgørelse: botilbuddet Holmehusene lukker ikke - 6. marts 2025
Stor succes i Borgerservice: 98 procent er tilfredse - 13. marts 2025
INFOTAG får tyskere til at flytte til Ringkøbing-Skjern - 19. marts 2025
Kommunen deltager igen i ’Earth Hour’ og slukker alle gadelamper