24. april 2025

Svømmehallen i Ringkøbing forventes at genåbne i juli

Colourbox

Renoveringen af svømmehallen i Ringkøbing har budt på flere udfordringer og uforudsete forsinkelser. Men i begyndelsen af juli er det efter planen igen muligt at hoppe i svømmebassinet.

Undervejs blev der bl.a. konstateret rust og slitage i de udligningstanke, der egentlig ikke var en del af den omfattende renovering af Ringkøbing Svømmehal.

Senere fik entreprenøren midtvejs i arbejdet med at sætte fliser op i bassinerne leveret de forkerte fliser, samtidig med, at leverandøren havde udfordringer med at producere nye.

Og endelig viste de kontroltjek, som kommunens Ejendomscenter foretog af arbejdet i svømmehallen, at opsætningen af fliser i bunden af 25 meter bassinet var så fejlbehæftet, at fliserne skulle fjernes og udskiftes med nye fliser.

Det har med andre ord ikke været en renovering uden udfordringer i svømmehallen i Ringkøbing.

Men efter at Voldgiftnævnet har givet kommunen medhold i, at fliserne skulle lægges om i det ene bassin, ligger der nu en klar tidsplan mellem kommunen og entreprenøren for aflevering af projektet.

- Aftalen er, at svømmehallen skal være klar til at åbne i begyndelsen af juli måned, siger Henrik Lindquist, projektleder i Ringkøbing-Skjern Kommunes Ejendomscenter.

- Vi har aftalt med entreprenøren, at enkelte mangler kan udbedres efter åbningen af svømmehallen, hvis de ingen praktisk betydning har. Men vi er opsatte på at åbne svømmehallen så hurtigt som muligt, tilføjer han.

Renoveringen af svømmehallen i Ringkøbing begyndte i starten af 2024 og skulle oprindeligt have været færdig umiddelbart efter sommerferien samme år.

- Projektet har været ramt af en række uforudsete hændelser, som vi som ansvarlig bygherre har været nødt til at forholde os til. Netop fordi vi har ført – og fører - nøje tilsyn med projektet, har vi opdaget slitage og fejl, som er endt med at forsinke og fordyre projektet, forklarer Kevin Fraser, afdelingsleder i Ejendomscenteret.

Han understreger, at de tillægsbevillinger, som byrådet har givet til renoveringen af svømmehallen, er brugt på udbedring af uforudsete mangler, samt på at udskifte de slidte dele af det eksisterende anlæg, som alligevel nærmede sig en udløbsdato.