Vi er vilde med at samle affald
I Ringkøbing-Skjern Kommune passer vi på naturen. Vi passer så godt på den, at borgere og foreninger fra nord til syd og øst til vest med jævne mellemrun melder sig til at hjælpe med at samle affald.
- Det er utrolig positivt, at borgerne støtter aktivt op omkring indsamling af affald i vores kommune - og at foreningerne samtidig kan tjene penge på deres indsats er bestemt et plus mere, siger naturvejleder og udviklingskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune Søren Frederiksen.
Det har de i den grad mærket hos organisationen Ren Natur. Foreninger i Ringkøbing-Skjern Kommune har for tredje gang deltaget i indsamlingerne.
- Som en af de eneste kommuner i landet behøver I ikke søge efter flere foreninger til affaldsindsamlingerne. Jeres venteliste er nok den længste, og der kommer jævnligt flere til, skriver Ren Natur til kommunens tovholdere.
De friske indsamlere har, udstyret med sæk og grapper, gået ruter på Vestas-halvøen, Røjklitvej, Hvide Sande Nord, Hvide Sande Syd, Skaven Strand, Lønborg-Tarm, Sidselbjerg Strand og i Hee.
Da Ren Natur spurgte deltagerne, hvad det bedste var ved indsamlingerne, lød nogle af svarene, at "cyklister og biler tilkendegav deres respekt for vores arbejde. Det skaber glæde og motivation", "At vi var sammen om, at gøre noget nyttigt. Og så var der pølser og hygge bagefter" og at "Det var en rigtig dejlig tur og passende længde og heldigvis med knap så meget affald som forventet."
Økonomisk tak
Hver forening, der deltager, får 3000 kroner af Ren Natur som tak for hjælpen. Foreningerne har fortalt, at pengene blandt andet bruges på tiltrængt medlemspleje og en ekstra indsats i arbejdet med at rekruttere nye medlemmer men også fastholdelse af "gamle" medlemmer.
En af de foreninger, der tog imod opfordringen til at samle affald, var Wild West Linedans. Foreningens 13 medlemmer gik fra Mejlby til Hee nord for Ringkøbing og samlede hele 14 sække med plastik, metaldåser, glaskrukker, flasker, flamingo, slikpapir, affald fra take away, cigaretskod og meget andet
Initiativtager Helle Stenberg Marhauer fortæller:
- Vi havde en helt fantastisk dag, hvor solen kom frem, lige som startskuddet skulle lyde. Vi mødtes midt på ruten og delte os op og gik hver sin vej. Det så ret let ud, da vi kom kørende dertil, men det skulle vise sig, at der ikke bare var grøfter men dybe grøfter med vand og nogle steder ret ufremkommeligt. Med gymnastiske øvelser og en god portion stædighed, fik vi alligevel ram på affaldet og her viste "grabberne" sig at være fremragende at have ved hånden. Mange vinkede, dyttede og tilkendegav, at de havde respekt for det, vi gik og lavede, et par stykker råbte det endog til os - det er dejligt motiverende at få den form for opbakning.
Nu er et nyt år netop begyndt, og den 1. marts melder Ren Natur igen nye indsamlingsruter ud:
- Vi er meget glade for, at borgerne er så flittige til at melde sig som affaldsindsamlere og ser frem til endnu en god sæson i samarbejde med Ren Natur, siger Søren Frederiksen.
Han minder desuden om, at kommunen blandt andet i samarbejde med lokale virksomheder også arrangerer strandrensninger. Derudover står der affaldscontainere og strandkasser til det affald, man måtte finde i naturen. Så selv om der er venteliste til Ren Naturs affaldsindsamlinger, er der altså gode muligheder for, at man som borger eller besøgende kan hjælpe med at samle affald i naturen.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri