Snusfornuftigt at droppe snus og tyggetobak
”Sig nej! Det er… snusfornuft”. Sådan lyder opfordringen til unge vestjyder i den pjece Sundhedscenter Vest i Ringkøbing-Skjern Kommune har målrettet mod de unge, der igennem de senere år i stigende omfang har kastet sig over brugen af snus og tyggetobak.
Både røg og snus er nemlig stærkt vanedannende. Faktisk ”langt farligere og mere vanedannende, end du tror”, advarer pjecen. Derfor gør Ringkøbing-Skjern Kommune nu gennem en målrettet kampagne på de sociale medier en indsats for, at færre børn og unge bliver afhængige af røg og snus, som øger risikoen for flere kræftformer væsentligt.
- Vi kan se, at unge de senere år har taget beskeden om, at cigaretter er farlige, til sig. Desværre har mange erstattet cigaretterne med snus – eller tyggetobak, siger Trine Bloch Burmølle, udviklingskonsulent i Sundhedscenter Vest.
Mens snus i årtier har været solgt og brugt i Norge og især Sverige, er det først de senere år blevet lidt af en uheldig modedille i Danmark. Til gengæld viser en 2016-undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at hver tredje unge mand mellem 16 og 25 år har prøvet at bruge snus. 12 procent af de unge mænd bruger det nu dagligt, ugentligt eller af og til. Også blandt pigerne er snus blevet populært; ikke mindst efter at produktet bliver markedsført i smagsvarianter som hyldeblomst, lakrids, pebermynte og vanilje.
- Vi har en formodning om, at de unge tror snus eller tyggetobak er mindre vanedannende og mindre farligt end almindelige cigaretter. Men faktisk så optager kroppen mindst dobbelt så meget nikotin fra snus som fra en cigaret, fortæller Trine Bloch Burmølle. Hun peger desuden på, at unge er mere følsomme overfor nikotin end voksne:
- Forskning har vist, at hvis hjernen udsættes for nikotin, før den er færdigudviklet, kan det medføre varige kognitive skader. Det tror jeg ikke, at de unge er klar over, siger hun.
Det er ok at sige nej
For at imødekomme, at snusfornuftig kommer til at rime på kedelig moralisering fra de voksnes side, har Sundhedscenter Vest allieret sig med idrætsklubber, efterskoler, DGI og Ungdomsskolen i bestræbelserne på at få snusfornuftig-kampagnen ud blandt de unge. Herudover medvirker adskillige unge, kendte sportsfolk som ambassadører for kampagnen.
En af dem er håndboldspilleren Emil Bergholt. Han har venner, der presser på, for at han skal prøve. Derfor håber han, at han ved at deltage i kampagnen kan være med til at sende et signal til andre unge om, at det er ok at sige nej til snus – også selvom kammeraterne tager det:
- Jeg har set på kammerater, hvor vanedannende det er, og der er simpelthen ikke noget, der taler for, at man skal tage snus – eller bare prøve at tage snus. Så jeg håber, vi kan forhindre, at unge begynder, siger den 20-årige håndboldspiller, der skiftede fra Skjern Håndbold til Tønder sidste sommer.
En anden af de unge ambassadører er 17-årige Jeppe Kirkegaard, der er gymnast på Rep-holdet og selv træner et hold junior-gymnaster. Han kalder det ’en dum ting’ at tage snus eller at ryge, og siger, at selvom flere af hans kammerater bruger snus, så er det bare ikke noget, han har lyst til at udsætte sin krop for.
- Mine venner har respekteret, at jeg ikke vil tage snus. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det. Jeg tror ikke, nogen på min alder kan være i tvivl om, at det er skadeligt; vi har set masser af skræmmekampagner. Nogle er måske startet, fordi de syntes, det så hyggeligt ud, og nu kan de ikke stoppe igen, siger han.
Både Emil Bergholt og Jeppe Kirkegaard peger på, at de som nogenlunde jævnaldrende med målgruppen for snusfornuft-kampagnen kan appellere til de unge på en anden måde, end voksne kan.
- Vi er sådan lidt velkendte ansigter i kommunen, og måske endda nogle som unge ser op til, siger Emil Bergholt. Han tilføjer:
- Jeg har i hvert fald fået ret meget respons på at være med i kampagnen – primært fra unge på min egen alder eller lidt yngre.
Mens kampagnen retter sig mod de unge, er der også en appel til forældrene, der opfordres til at tage snakken med deres unge. ”Din mening har betydning for, hvilke valg dit barn træffer” skriver Sundhedscenter Vest i Sig nej! Det er snusfornuft-pjecen.
Vidste du?
…at nikotin blev brugt som sprøjtegift i perioden 1956-1987? I 1987 blev nikotinholdige gifte forbudt som sprøjtemiddel, fordi stoffet var for giftigt.
FAKTA:
Link til pjecen Sig nej! Det er… SNUSFORNUFT!
I Danmark er det forbudt at sælge snus. Et lignende tobaksprodukt sælges lovligt under navnet tyggetobak. Snus kan lovligt importeres fra andre lande til privat brug.
Ligesom andre tobaksprodukter indeholder snus nikotin og forskellige kræftfremkaldende stoffer fx tungmetaller, formaldehyd og tobaksspecifikke nitrosaminer.
Brug af snus giver bl.a.:
- Øget risiko for kræft i bugspytkirtlen, en kræftform, der er langt mere dødelig end fx lungekræft.
- Øget risiko for skader ved træning - og længere helingstid, hvis skader opstår
- Øget puls og blodtryk
- Skader i mundens slimhinde
- Lange tandhalse og medfølgende isninger i tænderne
- En markant øget risiko for type 2 diabetes
Nikotin er livsvarigt afhængighedsskabende, og fysisk afhængighed kan opstå allerede efter kort tids brug.
Unge er mere følsomme overfor nikotin end voksne og bliver lettere afhængige. Undersøgelser tyder på at, hvis hjernen udsættes for nikotin, før den er færdigudviklet, kan det medføre varige kognitive skader.
Den mængde nikotin, som optages ved brug af snus, er mindst dobbelt så høj, som ved at ryge en cigaret. For nogle typer snus kan der optages 5-6 gange så meget nikotin som ved at ryge en cigaret.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri