Fokus på nye fødevarer og nicheprodukter
På Lolland-Falster levede landmændene i generationer af roer til sukkerproduktion. I 2016 såede de quinoa på markerne. For det sydamerikanske superafgrøde har ikke kun et højt indhold af protein, vitamin, mineral og fibre – foruden en sund fedtsyrebalance - det er også hipt blandt forbrugerne.
Derfor er quinoa-markerne på Lolland-Falster et eksempel til inspiration, når Vestjysk Landboforening og Center for Fødevareudvikling under Erhvervsrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune på onsdag den 21. februar klokken 10 inviterer til inspirationsdag i Fødevarepark Skjern Enge.
Overskriften på dagen er ”Nye måder at tænke fødevareproduktion”, og gennemgående i programmet er inspiration til at tænke nyt, tænke i nicheproduktion og landbrugsproduktionens fremtid i en tid, hvor der er nødt til at være et større fokus på samarbejdspartnere, finansieringsmuligheder, afsætningskanaler – og på rentabiliteten i produktionen.
- Vi har produceret bulkvarer i mange år i Danmark, men vi er nødt til at stille spørgsmål ved, om det er der fremtiden ligger, siger Søren Holm udviklingschef i Center for Fødevareudvikling.
På Center for Fødevareudvikling kan de se en stigende efterspørgsel efter lokale og egnsspecifikke fødevarer. Derfor peger Søren Holm på et behov for udvikling af nicheprodukter – og gerne nicheprodukter, der både kan være givtige for landmanden eller iværksætteren og som får placeret lokale specialiteter og Vestjylland eftertrykkeligt på det kulinariske danmarkskort.
- Gruppen af mennesker, der gerne vil betale lidt mere for autentiske, håndbårne varer er stærkt stigende. Forbrugerne vil gerne købe dansk producerede fødevare. De køber gerne ind på den gode historie om produkters vej fra jord til bord og om producenten, der står bag. Kan man endda tilføje produktet egns-specifikke kvaliteter, er det endnu bedre, siger han.
Øko-grise og insekter på dagsordenen
Det er et udsagn, der harmonerer godt med temaet for det første indlæg på inspirationsdagen i Fødevareparken.
Her vil Birthe Erhardt Egdal fra Dalum Landbrugsskole udfordre de eksisterende tanke- og handlemønstre hos mange traditionelle landmænd og give en pep-talk under overskriften Hvordan kommer du i gang med at tænke anderledes?
Baggrunden er netop, at afsætningsprisen efterhånden ikke står mål med den økonomiske risiko og arbejdsmæssige indsats danske landmænd leverer.
- Vi er nødt til at se på os selv med nye øjne, og på værdikæden, mener Birthe Erhardt Egdal:
- Hvordan kan jeg tænke anderledes, finde nye samarbejdspartnere, finansieringsmuligheder og måske nye afsætningskanaler, eller udforske de eksisterende?
Foruden et oplæg om Lolland-Falsters nye afgrøde – og om quinoa’ens rentabilitet for landmændene, byder inspirationsdagen også på et oplæg af Mike Erikstrup, der kastede sig over insektproduktion efter endt landbrugsuddannelse, ligesom Danmarks største producent af økologiske grise, Bertel Hestbjerg, kommer og fortæller, hvordan stærke værdier, mod og målrettethed er med til at skabe en god forretning for ham. Herudover vil Bjarne Thy fra Kulinarisk Vestjylland fortælle om salgsplatformen i Fødevarepark Skjern Enge og slutte dagen af med gode råd til, hvordan man som producent af lokale nichevarer får bygget bro til kunderne og dermed får afsat sine produkter.
- Vi har inviteret landbrugselever, landmænd og iværksættere. Alle interesserede er meget velkomne, men jeg håber sådan, at vi får rigtig mange landmænd til at dukke op, siger Søren Holm, og forklarer:
- Omlægning af produktionen kræver tid og mod. Det er en tanke, der skal modnes. Men vi står klar med konsulentbistand og assistance, og jeg håber, at der kommer et par stykker bagefter og siger: Kan I hjælpe mig? Det er jo ikke fordi, vi skal holde landmændene i hånden, men det er en stor beslutning at springe ud i at realisere sine drømme.
FAKTA:
Nye måder at tænke fødevareproduktion afholdes på Fødevarepark Skjern Enge, Feldsigvej 3, Borris den 21. februar klokken 10-14.
Alle interesserede er velkomne.
Tilmelding senest mandag den 19. februar til Vestjysk Landboforening på telefon: 96801200 eller online på www.vjl.dk.
Programmet findes på Erhvervsrådets hjemmeside.
Ringkøbing-Skjern Kommune råder over ca. 2.000 m2 i Fødevarepark Skjern Enge, som Center for Fødevareudvikling står for aktiveringen af. Her kan iværksættere og eksisterende virksomheder komme ind og blive en del af et samarbejdende netværk, på attraktive og fleksible vilkår.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri