Skolepatruljernes sureste uge
I januar og februar viser vejret sig ofte fra sin sureste side, og det er en god anledning til, at vi alle gør en ekstra indsats for at hylde og motivere landets skolepatruljer. Sådan lyder det fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, der står bag kampagnen ”Den Sureste Uge”.
Mens de fleste skutter sig indenfor i varmen, trodser skolepatruljerne også her i januar og februar morgentræthed, blæst, kulde og regn for at hjælpe andre børn trygt og sikkert over skolevejen.
Februar plejer at være den koldeste måned på året, og derfor har Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring valgt uge 5 til kampagnen ”Den Sureste Uge” som startskud til en ny kampagne, der skal få flere til at vise skolepatruljerne den anerkendelse, som de fortjener.
Med kampagnen ”Den Sureste Uge” vil kommuner, politikredse samt Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring sætte fokus på, hvordan man i løbet af uge 5 kan vise skolepatruljerne, at man sætter stor pris på deres ulønnede indsats på skolevejene.
Det kan være, at man lige husker at smile til skolepatruljerne og sige tak til dem, når man møder dem på sin vej. Det kan også være, at forældrene aftaler at ville skiftes til at bage kage, lave varm kakao eller te, som de møder op og serverer for skolepatruljerne. Eller at de fx kommer og holder paraplyen for skolepatruljerne, når det regner.
- Skolepatruljerne fortjener stor ros for den indsats, de gør for at hjælpe deres kammerater trygt og sikkert i skole. Jeg håber, at kampagnen kan medvirke til, at de øvrige trafikanter lader sig inspirere af skolepatruljernes overskud og husker at give dem et vink, en high five eller på anden vis påskønner dem, siger Michael Steen Vejrup, civilingeniør afdelingen Plan og Vejanlæg i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Bilister råber ad skolepatruljer
Sidste år viste en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, at hver tredje skolepatruljeelev har oplevet ubehagelige episoder med trafikanterne. Det kan fx være utålmodige bilister, der dytter eller råber ad eleverne.
For at få ændret den adfærd har Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring besluttet, at man vil sætte ind med en kampagne over tre år, der skal få flere til at vise respekt for skolepatruljerne. En af indsatserne er ”Den Sureste uge”, som løber af stablen i uge fem.
Med en ny kampagnefilm, (Vær opmærksom på at du ved at klikke på linket til filmen forlader rksk.dk og de gældende regler i vores privatlivspolitik) nyhedsbreve til skoler og forældre samt samarbejde med kommuner og politiet vil kampagnen ”Den Sureste Uge” minde alle om, hvor stor en indsats skolepatruljerne yder hver dag. Og at de fortjener mere end at blive vrisset ad i trafikken af utålmodige og morgensure trafikanter.
- Normalt er det skolepatruljerne, der gør noget for andre. Vi synes, at det er på sin plads, at vi alle en gang om året gør det omvendt, så det er os voksne, der nu gør noget godt for skolepatruljerne. Der skal ikke så meget til. Et smil eller et ”tak for jeres indsats”, når man møder skolepatruljerne. Det er med til at vise eleverne, at vi er mange, som sætter meget stor pris på deres indsats, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Se mere om kampagnen ”Den Sureste Uge”
Fakta om skolepatruljerne
- Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
- I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
- Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
- En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
- Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.
Skolepatruljen skaber tryghed i trafikken for både børn og voksne. Morgen efter morgen, i al slags vejr står de der. Udrustet med veste og viljestyrke afvikler de morgentrafikken og hjælper store og små sikkert i skole. Sådan har det været siden 1949, hvor Danmarks første skolepatrulje så dagens lys.
I dag går de stadig forrest som det gode eksempel og minder alle os andre om, at vi skal passe på hinanden – ikke bare i trafikken, men overalt i livet. De tager et større ansvar end de fleste og ser det som helt naturligt at hjælpe de mindste elever sikkert i skole hver morgen. Skolepatruljen viser os alle sammen, at en lille smule hensyn og overskud er alt det kræver – så er vi godt på vej sammen.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri