Vil du være med til at skabe en helhedsplan for Videbæk?
Hvilken retning skal Videbæk bevæge sig i? Hvilke elementer skal der fokuseres på i udviklingen af byen? Og hvordan kan nye og eksisterende ideer og drømme få vinger?
Det er de overordnede spørgsmål, når Ringkøbing-Skjern Kommunes Planafdeling den 1. oktober inviterer alle interesserede til opstartsmøde om den kommende helhedsplan for Videbæk.
Tidligere har Vorgod-Barde, Ølstrup og Ringkøbing fået helhedsplaner, der gennem en stærk vision og klare retningslinjer sætter rammerne for byernes udvikling ind i fremtiden.
Og nu er det altså blevet Videbæks tur.
- Vi udsender en åben invitation og håber, at rigtig mange lokale vil komme og involvere sig, siger planlægger i Ringkøbing-Skjern Kommune Anne-Marie Bøgh, der står i spidsen for arbejdet med helhedsplanen for Videbæk. Hun understreger, at man sagtens kan komme med input senere i processen, hvis man er forhindret i at møde op i Hallen i Videbæk til kick-off workshoppen.
- Men vi ved af erfaring, at jo før vi får input til processen, jo bedre kan de indarbejdes i resultatet, tilføjer hun.
Lokal forankring
Helhedsplanen skal tage udgangspunkt i byens identitet og udviklingsmuligheder, og skal styrke de igangværende udviklingsprojekter og skabe mulighed for, at nye ideer og drømme for byen kan opstå.
- Det er kommunens mål, at helhedsplanen dermed bliver et robust planlægnings- og udviklingsredskab, som alle byens aktører vil gøre brug af og lade sig inspirere af, når de igangsætter nye initiativer og projekter i byen, siger borgmester Hans Østergaard.
Han sidder med i styregruppen for Helhedsplanen og tilføjer, at det er vigtigt, at så mange lokale som muligt engagerer sig i arbejdet med helhedsplanen:
- Det her er Videbæk-borgernes helhedsplan – og deres mulighed for at være med til at præge udviklingen i byen de kommende mange år. Så mit håb er, at folk vil se arbejdet med helhedsplanen som en mulighed – og som et redskab til at være med til at tage ansvar for udviklingen i Videbæk, siger borgmesteren.
For at sikre lokal forankring er de fire lokale medlemmer af byrådet Hans Pedersen, Linda Nielsen, Irene Lund Pedersen og Jens S. Højland blevet udnævnt som ambassadører for processen. Sammen med formanden for Videbæk Borgerforening Peter Vennevold, formanden for Videbæk Handel & Erhverv Anita Søjberg, formanden for Videbæk Udviklingsforum Torben Tobiasen og formanden for Landdistriktsrådet Torben Hjøllund Mortensen har de bl.a. til opgave at invitere og involvere interesserede borgere, erhvervsdrivende, foreninger og organisationer.
- Det er vigtigt, at vi får fat i alle aldersgrupper – unge og ældre, børnefamilierne, seniorerne og alle os, der er midt i livet. Og så synes jeg, det er vigtigt, at dem, der måske ikke til daglig involverer sig får mulighed for at komme til orde, siger byrådsmedlem Hans Pedersen.
Han peger på, at arbejdet med helhedsplanen kan få folks øjne op for nogle af de ting, de har at være stolte over og opfordrer alle til at møde op for at bidrage med ideer - eller bare for at lytte til andres ideer og blive inspireret til at deltage i arbejdet.
- Jeg ser arbejdet med en helhedsplan for Videbæk som en facilitator for sammenholdet og fællesskabet i byen; et arbejdsfællesskab er eminent til at skabe fællesskaber på tværs, forklarer han.
Et blankt stykke papir
I Ringkøbing-Skjern Kommunes Planlægningsafdeling peger planlægger Anne-Marie Bøgh på, at man i forbindelse med udarbejdelsen af helhedsplanen for Ringkøbing udpegede nogle hovedtemaer, der blev arbejdet med som fokuspunkter og indsatsområder. Hun forventer, at der allerede på kick-off workshoppen vil blive foreslået nogle temaer til videre drøftelse, og understreger, at alle emner er åbne for debat:
- Vi kommer med et helt blankt stykke papir uden nogen forudbestemt liste eller prioriterede punkter. Så de lokale nøgleaktører, der involverer sig i arbejdet med helhedsplanen, kan få reel indflydelse på, hvad indholdet i helhedsplanen bliver, siger hun og tilføjer:
- Og der er ikke noget, vi ikke kan diskutere eller inkludere. Hvis et flertal af nøgleaktørerne i helhedsplan-arbejdet vil tale om f.eks. erhverv, tager vi emnet op som et tema, vi kan diskutere i den fremtidige helhedsplan.
Mens alle emner kan debatteres, er helhedsplanen ikke et økonomisk tag-selv-bord.
- Kommunen betaler for udarbejdelsen af helhedsplanen, men på nuværende tidspunkt er der ikke reserveret penge til evt. anlægsudgifter efterfølgende, understreger Anne-Marie Bøgh og peger på, at nogle projekter har en meget lang tilløbsfase, før de evt. bliver en realitet:
- Men projekter, der er med i en helhedsplan er meget nemmere realiserbare, og i og med, at kommunen er afsender på helhedsplanen, er projekter i helhedsplanen kvalitetssikret af fagpersoner i forvaltningen og dermed valideret.
Kick-off workshoppen afholdes i Videbæk Idræts- og Fritidscenter den 1. oktober kl. 18.30-20. Alle interesserede er velkomne, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
Efter opstartsmødet vil der blive åbnet en digital idébank, hvor alle kan komme med forslag og ideer til processen. I uge 5 og 6 næste år rykker kommunens planlæggere til Videbæk med et mobilt værksted.
Læs mere og giv dit besyv med på det digitale samarbejdsforum for helhedsplanen
FAKTA:
Hvad er en helhedsplan?
En helhedsplan tager udgangspunkt i byens identitet og udviklingsmuligheder og er et robust planlægnings- og udviklingsredskab.
Den udarbejdes i et samarbejde mellem kommunen og byens forskellige aktører, som blandt andet tæller borgere, erhvervsdrivende og foreninger. Helhedsplanen skal sætte rammerne for byens udvikling ind i fremtiden - og beskriver en udviklingsproces fra den overordnede langsigtede vision til konkrete tiltag, som skal udføres i nærmeste fremtid. Helhedsplanen for Videbæk ventes at række frem til 2050.
Læs mere om helhedsplanen i denne fil.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan