Gratis influenza-vaccine
Efteråret er lig med starten på influenza-sæsonen.
Derfor har Sundhedsstyrelsen i denne uge iværksat en kampagne, der skal informere udsatte grupper om muligheden for at få en gratis influenza-vaccine.
Den gratis vaccination inkluderer i år børn på 2-6 år.
Herudover tilbydes influenza-vaccinationen gratis til en lang række borgere, der er i øget risiko. Det gælder f.eks. ældre over 65 år, gravide i 2. og 3. trimester, personer, der lever med kroniske sygdomme (som f.eks. kronisk lungesygdom, diabetes 1 eller 2 eller kronisk lever- og nyresvigt), svært overvægtige, førtidspensionister og de medarbejdere i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, som er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza.
”I år står vi i en særlig situation, hvor COVID-19 stadig cirkulerer i samfundet, og hvor det derfor er ekstra vigtigt at forebygge al den sygdom vi kan, blandt andet gennem influenzavaccination. Både for at undgå at belaste sundhedsvæsenet og for at beskytte personer, der er i øget risiko. Influenza udgør nemlig en særlig risiko for mange af de samme mennesker, der også risikerer et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver syge med COVID-19,” skriver Sundhedsstyrelsen i sit kampagnemateriale.
På styrelsens hjemmeside sst.dk/influenza kan man finde mere information om vaccinationen og få et fuldt overblik over, hvem der er omfattet af det gratis vaccinationstilbud
Influenza-vaccinen, som man skal bestille tid til hos sin praktiserende læge, er ikke en garanti imod influenza, men stikket reducerer risikoen for at blive ramt af influenza med 60 procent, oplyser Det Fælleskommunale Social- og Sundhedssekretariat i Region Midtjylland.
Herudover giver vaccinen et mildere sygdomsforløb, hvis man skulle blive smittet.
Det Fælleskommunale Social- og Sundhedssekretariat i Region Midtjylland slår desuden fast, at selv om man kan opleve lidt ømhed i kroppen – og især på stikkestedet - efter en influenza-vaccine, så kan man ikke få influenza af vaccinen.
FAKTA:
Følgende grupper er ifølge Sundhedsstyrelsen omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:
• Alle personer, der er fyldt 65 år
• Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
– Kronisk lungesygdom
– Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
– Diabetes 1 eller 2
– Medfødt eller erhvervet immundefekt
– Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
– Kronisk lever- og nyresvigt
– Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
• Gravide i 2. og 3. trimester
• Børn på 2-6 år
• Svært overvægtige med BMI > 35
• Førtidspensionister
• Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
• Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og
behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza
• Børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
Man kan læse mere om målgrupperne og vaccinen på: sst.dk/influenza
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri