3. september 2021

DM kommer til Ringkøbing-Skjern Kommune

Foto fra Karsten Iversen, Disc Golf-vest

”Hvor tit er det lige, at vi får et DM til Vorgod-Barde?”

Spørgsmålet kommer – med en vis stolthed - fra Karsten Iversen. Han er formand for Disc Golf - Vest, der i otte år har været en del af foreningslivet i Vorgod-Barde.

Og så er han turneringsleder på det danmarksmesterskab i disc golf, der fra fredag kl. 9 og frem til søndag kl. ca. 18 bliver afviklet i Momhøje.

Den kommunale disc golf-bane i Momhøje er valgt, fordi den ifølge Karsten Iversen ganske enkelt er Danmarks pt bedste bane:

- Der er en god sværhedsgrad på hullerne. Det er en kuperet bane med korte, tekniske huller og huller til lange kast, og så er der en variation mellem huller i det åbne landskab og skovhuller, hvor man bliver udfordret i forhold til at få discen til at vende rigtigt, forklarer Karsten Iversen.

Han tilføjer, at det også betyder en del, at banen er spilbar hele året og at de såkaldte teesteder, hvor man starter et hul fra, er blandt top 3 i Danmark.

Under coronanedlukningen har Disc Golf – Vest, ligesom disc golf-klubber i resten af landet, oplevet det, Karsten Iversen kalder en ’eksplosion’ i interessen, fordi man stadig har kunnet gå ud i små grupper og spille disc golf trods nedlukning og restriktioner.

Dermed har den syv år gamle kommunale bane i Momhøje været forud for sin tid, efter at kommunens afdeling for Kultur, Natur og Fritid allerede i 2014 anlagde den i et samarbejde med Disc Golf – Vest.

Siden er teestederne fornyet – igen i et samarbejde, hvor kommunen har fundet pengene til materialerne og Disc Golf – Vest har bidraget med frivilligt arbejde og ekspertise.

- Det havde ikke været muligt at etablere så god en bane uden kommunens opbakning, siger Karsten Iversen.

Dén udtalelse kastes tilbage af Ringkøbing-Skjern Kommunes skovfoged, Poul Gregersen, der kalder disc golf-banen i Momhøje et rigtig godt eksempel på et fremragende samarbejde mellem lokale klubber eller foreninger og kommunen.

- Vi havde ikke kunnet anlægge Danmarks bedste disc golf-bane uden spillernes involvering og ekspertise, siger han og tilføjer:

- Jeg er altid glad for at se, at kommunens skove og plantager bliver brugt af en bred del af befolkningen, og kan vi hjælpe hinanden med at skabe vilkårene for, at der er noget for os alle sammen at komme efter i skovene, så er det da bare win-win som jeg ser det.

Poul Gregersen peger på, at kommunen bl.a. også har lagt areal og tømmer til den TREC-bane, som medlemmer af foreningen Ridespor i RKSK har bygget i den kommunale Sandbæk Plantage, og siger:

- Jeg ved, at rytterne er rigtig glade for TREC-banen og for den riderute, vi har etableret i Sandbæk, og jeg kan jo se, at disc golf-spillerne er tilsvarende glade for den bane, de har i Momhøje. Og så synes jeg da godt, at vi kan tillade os at være lidt stolte over, at vi nu får DM til Momhøje.

 

FAKTA:

DM i disc golf afvikles den 3.-5. september i Momhøje med i alt 120 spillere, der dyster i syv rækker. For yderligere information tjek facebooksiden https://www.facebook.com/DiscgolfVest