Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’
Neutrale VE-facilitatorer, lokale borgere, lodsejere og projektudviklere skal sammen skære seks VE-projekter til, før politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i løbet af vinteren beslutter, hvor der skal planlægges for flere vindmøller og solceller i Naturens Rige.
På byrådsmødet tirsdag besluttede et flertal af byrådsmedlemmerne, at fire ansøgninger om nye solceller eller vindmøller skal videre i processen henimod realiseringen af et Power-to-X anlæg i Stovstrup.
De fire ansøgninger indgår i en bruttopulje, der skal reduceres til cirka 1.000 ha solceller, ligesom potentialet for vindmøller skal afklares.
Byrådet besluttede også, at der skal arbejdes videre med to såkaldte repowering-projekter, hvor eksisterende vindmøller udskiftes til nye større vindmøller.
Det betyder, at de seks projekter nu går videre til en udviklingsproces, hvor lokalsamfundene, lodsejere, VE-udviklere og administrationen i fællesskab ser på mulighederne for at opstille VE-anlæg i områderne - og for lokal værdiskabelse.
Til at hjælpe med en god dialog har byrådet afsat penge til, at neutrale VE-facilitatorer kan understøtte samtalen mellem projektudviklerne og lokalbefolkningen. Derfor kan borger- og sogneforeninger nu søge om op til 60.000 kr. til at hyre en VE-facilitator.
Til at varetage funktionen som VE-facilitator har kommunen lavet aftale med to eksperter i den gode borgerinddragelse og lokal udvikling i forbindelse med grøn omstilling, nemlig Laila Kildesgaard, ejer af rådgivningsvirksomheden Steder Skaber Folk og Søren Hermansen, direktør på Samsø Energiakademi.
VE-facilitatorernes første opgave bliver at forsøge at danne dialoggrupper med de lokale borger- og sogneforeninger med repræsentanter fra lokalsamfundene, borgere, lodsejere og VE-udviklere. Formålet med dialoggrupperne er at arbejde for, at VE-projekterne skaber lokal værdi for borgerne samtidig med, at de bidrager til at modvirke klimaforandringer via en grøn omstilling af energisektoren.
På kommunens VE-hjemmeside https://sologvind.rksk.dk/er-du-nabo/tilskud-ve-facilitering kan man læse mere om VE -facilitatorordningen og bl.a. finde CV’er på de to VE-facilitatorer samt det ansøgningsskema, borger- og sogneforeningerne skal bruge til at søge penge til ordningen.
Lang vej igen
Mens de fire ansøgninger, som byrådet tirsdag sendte til videre bearbejdning, baserer sig på nye solceller og vindmøller, der skal levere grøn strøm til GreenGo Energy’s Power-to-X anlæg Megaton i Stovstrup, ønsker ansøgerne bag de to repowering-projekter, at udskifte 18 eksisterende vindmøller i Fjaldene og 10 møller i Sdr. Vium med fire nye og langt mere effektive møller hvert sted.
Når lokalområderne og projektudviklerne – med hjælp fra VE-facilitatorerne – har tilpasset de enkelte projekter, forventer byrådet at modtage en opdateret ansøgning på hvert projekt.
Først derefter skal politikerne i løbet af vinteren beslutte, om kommunen skal igangsætte en egentlig planlægning for projekterne.
Vælger politikerne i begyndelsen af 2025 at igangsætte planlægningen for projekterne, er der dog stadig lang vej, til solcellerne monteres og vindmøllerne rejses.
Før det sker, skal hvert enkelt projekt nemlig igennem en ordinær planproces.
- Der er ingen hurtige genveje eller nemme snuptagsløsninger, når vi taler vedvarende energianlæg, og det skal der heller ikke være. Tværtimod er der tale om lange og grundige planprocesser, der både skal sikre god tid til input fra borgere - og sikre at vi tager alle de nødvendige miljøhensyn både i etablerings- og driftsfasen af områder til vindmøller og solceller, forklarer formand for Teknik- og Miljøudvalget Ole Nyholm Knudsen.
Han fremlagde sagen for kommunalbestyrelsen på byrådsmødet tirsdag, og understreger, at den udviklingsproces, de enkelte projekter nu skal igennem, stadig kan ende med, at byrådet giver afslag til en eller flere af ansøgningerne.
- Intet er endeligt besluttet endnu, hverken om endelige placeringer – eller om antallet af vindmøller eller solceller. De projekter, som byrådet har peget på, skal opfattes som bruttoområder, hvor forvaltningen nu – i samarbejde med lokalområderne, projektudviklerne og VE-facilitatorerne - skal ind og arbejde med detaljerne. Vi har en klar forventning om, at de projekter, byrådet til sin tid skal tage endeligt stilling til, vil være justeret i udformning og omfang i forhold til de oprindelige ansøgninger, tilføjer Ole Nyholm Knudsen.
Han minder om, at den endelige vedtagelse af projekterne formentlig først skal træffes i løbet af 2026. Dermed vil beslutningen ligge hos det byråd, der træder til efter kommunalvalget i november næste år.
En oplagt mulighed
Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune godkendte i august 2023 en konceptansøgning fra GreenGo Energy om Power-to-X anlægget Megaton ved Stovstrup og opfordrede VE-projektudviklere til at indsende ansøgninger pr. 1. maj i år.
Her modtog kommunen 27 ansøgninger om i alt 5.871,5 ha solceller med en kapacitet på ca. 3.615 MW og 76 vindmøller med en kapacitet på ca. 440 MW. Det er de 27 ansøgninger, der nu er reduceret til seks.
28 af 29 byrådsmedlemmer meldte i forsommeren ud, at de var enige om at arbejde henimod en realisering af Power-to-X anlægget med 200 MW elektrolyse. Produktionen baseres på grøn el fra op til 1.000 ha solceller og 30 landmøller, og er uafhængig af brintrør og kommende havvind-udbud.
- Et stort flertal i Byrådet ser et Power-to-X anlæg i vores kommune som en oplagt mulighed for at understøtte en grøn erhvervsudvikling og kommunens klimapolitik, forklarer borgmester Hans Østergaard.
I og med, at Teknik- og Miljøudvalget tidligere har valgt at lade GreenGo Energys ansøgning om Power-to-X anlægget Megaton ligge, indtil byrådet havde prioriteret VE-ansøgningerne, forventer borgmesteren nu, at planlægningen for Power-to-X anlægget kan blive sat i gang sideløbende med den videre proces for ansøgningerne om sol og vind.
- Det ville betyde, at anlægget kan stå klart, når der kommer grøn strøm fra de nye solceller og vindmøller, forklarer han og tilføjer:
- Udover at power-to-X anlægget omdanner grøn strøm til nye fossilfri brændstoffer og derved sikrer, at vi kan lagre energien og omstille den tunge trafik, er jeg overbevist om, at Megaton vil skabe nye lokale arbejdspladser og udvikling i lokalområdet.
Samtidig understreger borgmesteren, at byrådet er meget opmærksom på den bekymring, der er blandt nogle borgere ved udsigten til nye solceller og vindmøller.
- Derfor har vi på et meget tidligt tidspunkt i processen meldt åbent og klart ud, at vi ønsker at inddrage lokalområderne, siger han og tilføjer:
- Nu, hvor byrådet har peget på seks projekter, bliver lokale borgere i de områder for alvor involveret i processen. Her er det min forventning, at de bliver rigtig godt hjulpet af VE-facilitatorerne, der har stor erfaring med at arbejde med udviklingsperspektiver i VE-projekter. VE-facilitatorerne repræsenterer en ny måde at gå til borgerinddragelsen på, og det er mit håb, at lokalområderne vil benytte sig af muligheden.
FAKTA:
De VE-ansøgninger, som byrådet har udvalgt til videre bearbejdning, før politikerne på et senere tidspunkt skal træffe en endelig beslutning, er følgende:
- Ansøgning nr. 6: Stovstrup (dog kun ca. 400 ha solceller)
- Ansøgning nr. 9: Hemmet/Sdr. Vium (dog kun vindmøller og ca. 500 ha solceller)
- Ansøgning nr. 11: Vennervej
- Ansøgning nr. 13: Nørhede-Hjortmose
Herudover har byrådet udvalgt to repowering-projekter, hvor eksisterende vindmøller udskiftes med færre, men større møller:
- Ansøgning nr. 17: Fjaldene
- Ansøgning nr. 20: Sdr. Vium
Før solcellerne kan monteres og møllevingerne rotere skal projekterne igennem en ordinær planproces, der bl.a. indeholder udarbejdelsen af:
- et kommuneplantillæg
- en lokalplan, der udlægger de enkelte områder til teknisk formål.
- en miljøvurdering
- samt borgerinddragelse bl.a. i form af høringsprocesser
På kommunens VE-hjemmeside kan man få svar på spørgsmål om solceller og vindmøller – og bl.a. få et letforståeligt grafisk overblik over planprocessen for VE-anlæg på linket her: https://sologvind.rksk.dk/
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri