Nye søndagsaktiviteter i Naturens Rige
I Ringkøbing-Skjern Kommune har den sidste søndag i måneden traditionelt været lig med en frisk gåtur i naturen. Og efter et par år, hvor corona-afstand og forsamlingsforbud har spændt ben for en del af de arrangerede fællesture, er søndagsaktiviteterne nu tilbage på programmet.
Årets første tur foregår i Faster Plantage på søndag den 30. januar – og foreløbig er der trykt foldere med information om gåturene frem til sommerferien:
- Vi glæder os til at komme i gang igen, og det tror jeg også, at mange af de borgere, der tidligere har været med på Søndagsaktiviteternes ture, gør, siger Lene Brodde, koordinator for Sundhedsfremme og Forebyggelse i Sundhedscenter Vest.
Det er 11. år i træk, at der arrangeres Søndagsaktiviteter. Turene bliver gennemført den sidste søndag i hver måned (med undtagelse af juli og december) i skove, plantager, hede- og klitområder i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Sundhed på flere planer
Bag søndagsaktiviteterne, der er gratis og almindeligvis finder sted kl. 13.00-15.00, står foruden Sundhedscenter Vest også Ringkøbing-Skjern Kommunes Natur-, Kultur- og Fritids-afdeling, DGI-Vestjylland, Ringkøbing-Skjern Museerne og FrivilligVest.
Arrangementerne er en god blanding af en gåtur på ca. 5 km i varieret terræn, kulturelle indslag og fortællinger med inddragelse af lokale ildsjæle og fagpersoner, samt ikke mindst godt selskab med andre en søndag eftermiddag. Og det er netop den brede opbakning til idéen, der gør søndagsaktiviteterne til mere end bare en gåtur:
- Dét, at der er så mange forskellige aktører bag søndagsaktiviteterne, gør dem til noget helt specielt, siger Lene Brodde og forklarer:
- Naturvejledere kan give deltagerne viden om biodiversiteten i det område, hvor vi går, ligesom Ringkøbing-Skjern Museum byder ind med historiefortællingen. Og fra kollegerne i kommunens Natur-, Kultur- og Fritidsafdeling, får vi en masse tips om, hvor der sker noget nyt i kommunen, som det kan være interessant for deltagerne at få indblik i. Og endelig er både DGI og Frivillig Vest jo nærmest danmarksmestre i at engagere frivillige og foreninger, der har lyst til at byde ind som arrangører på de forskellige steder.
Også en Wild West Walk ’n’ Run-rute
Bag årets første tur står kommunens skovfoged Poul Gregersen, der sammen med lokale jægere vil guide rundt i den relativt lille kommunale Faster Plantage, hvor kommunen sidste år anlagde nye brede stier igennem varieret skov og langs gamle brunkulsudgravninger og jernbanespor.
Samtidig vil naturvejleder ved Ringkøbing-Skjern Museum Sabine Jensen endnu en gang tage en rygsæk fuld af små røde flag på ryggen og markere en Wild West Walk ’n’ Run-rute i plantagen. Det betyder, at man ud over den guidede tur søndag eftermiddag også selv kan tage på tur i skoven og weekenden igennem blive guidet af flagruten, før frivillige fra FrivilligVest tager flagene ned igen mandag formiddag:
- Da vi pga. corona-restriktioner ikke kunne lave fællesture sidste vinter og forår, kom vi på ideen med at markere pop-up ruter i en række weekender, så folk individuelt eller i små grupper kunne komme ud på nogle ’nye’ stier og vandre i naturen. Det blev en kæmpe succes, så derfor har vi besluttet i nogle tilfælde at kombinere Wild West Walk ’n’ Run med søndagsaktiviteterne, fortæller Lene Brodde.
Når Sundhedscenter Vest år efter år bruger tid og kræfter på at koordinere og planlægge Søndagsaktiviteterne – og senest også Wild West Walk ’n’ run-ruterne, er det af den simple årsag, at en gåtur i naturen er en effektiv vitaminindsprøjtning for både folkesundheden og livskvaliteten.
- Formålet med gåturene er sundhed på flere planer. Søndagsaktiviteterne kombinerer viden om natur og kultur med fællesskab, frisk luft og motion. Og både når det gælder søndagsaktiviteterne og de individuelle gåture i naturen under Wild West Walk ’n’ Run-konceptet kan vi jo se, at folk er rigtig glade for muligheden for at få en ny oplevelse i naturen – en oplevelse, der kombinerer motion med naturoplevelser, forklarer Lene Brodde.
FAKTA:
Søndagsaktiviteterne er et tilbud til de borgere, der ønsker at komme i gang med let motion, eller har lyst til at blive inspireret til nye gåture eller andre aktiviteter i naturen – og som er interesserede i et områdes særlige identitet, kvalitet og landskabsmæssige karakter.
Programmet for søndagsaktiviteterne frem til sommerferien er trykt og kan hentes i Borgerservice eller på bibliotekerne – eller man kan finde en elektronisk udgave på www.sundhedscenter-vest.rksk.dk/arrangementer
På hjemmesiden kan man se mødested og –tid for de enkelte ture, om der serveres en kop kaffe/te efter turene, og man kan orientere sig i forhold til eventuelle ændringer i programmet.
Deltagelse i turene er gratis.
Søndag den 30. januar starter søndagsaktiviteten ved P-pladsen i Faster Plantage (indkørsel fra Egerisvej imellem Ejstrup og Egeris) kl. 13.00. Er P-pladsen fyldt op, er der parkering langs Egerisvej.
Du kan se programmet for søndagsaktiviteterne frem til sommerferien her:
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri