Er dit hus bevaringsværdigt?
357.000 danske huse er officielt vurderet som ’bevaringsværdige’.
Er dit hus ét af dem - og bor du i Ringkøbing-Skjern Kommune, så har du nu mulighed for at søge støtte til udvendige forbedringer, hvis de løber op i mindst 100.000 kr. – og hvis det udvendige istandsættelsesarbejde er i tråd med husets oprindelige stil og underbygger bevaringsværdien.
- Bevaringsværdien er et redskab til at værne om vores bygningskultur; en slags kortlægning af arkitektoniske værdier i vores nærmiljø, fortæller arkitekt i Ringkøbing-Skjern Kommune, Ann Holm Nielsen.
- Og netop fordi bevaringsværdige bygninger fortæller om byggeskik, arkitektur og kulturhistorie i et lokalområde, ser vi det som en kommunal opgave at være med til at vedligeholde bevaringsværdige bygninger, forklarer hun.
Derfor er der oprettet den såkaldte Bygningsforbedringspulje til forbedring af bevaringsværdige bygninger. Puljen kan søges tre gange om året, og kommunens Bygningsforbedringsudvalg tager stilling til ansøgningerne.
Årets første møde i Bygningsforbedringsudvalget er den 10. marts, og sidste frist for indsendelse af ansøgning om støtte til istandsættelse af bevaringsværdige bygninger er i den 11. februar.
Hun peger på, at mens Bygningsforbedringspuljen er godt kendt i Ringkøbing, så er der længere imellem ansøgningerne fra husejere i bevaringsværdige huse i f.eks. Skjern og Tarm.
En blåstempling
Ved man ikke, om ens hus er bevaringsværdigt, kan Kulturstyrelsen hjælpe. På hjemmesiden www.kulturarv.dk/fbb har de listet alle fredede og bevaringsværdige bygninger i Danmark.
Står ens hus ikke på den liste, og er det bygget før 1960 i en byggestil, der fremstår originalt, kan kommunens arkitekt vurdere, om huset er bevaringsværdigt – og dermed, om man er berettiget til at søge støtte til udvendig istandsættelse.
I Ringkøbing-Skjern Kommune er det Ann Holm Nielsen, der vurderer, om et hus bygget før 1960 er bevaringsværdigt.
Så hvis du ejer og bor i et hus, som er opført før år 1960, og som i byggestilen fremstår originalt, så kan du sende nogle billeder fra alle sider af dit hus, til hende på e-mailadressen ann.holm.nielsen@rksk.dk
Ud fra kriterier om den arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi samt originalitet og tilstand vil hun så vurdere om huset er bevaringsværdigt – og i hvilken grad, det pågældende hus er bevaringsværdigt.
Ann Holm Nielsen understreger, at det er en blåstempling af en bygnings arkitektur og oprindelige byggestil, når et hus vurderes som bevaringsværdigt.
- Mange tror, at ’bevaringsværdigt’ er lig med bøvl, eller at det betyder, at kommunen pålægger ejeren en masse forpligtelser for hvad man skal gøre – og måske især en masse restriktioner og begrænsninger for, hvad man må gøre, siger hun og forklarer:
- I sig selv medfører en bygnings bevaringsværdi ikke andre krav end, at kommunens Teknik- og Miljøudvalg skal tage stilling til en nedrivningstilladelse, hvis man ønsker en bygning med en bevaringsværdi på 1-4 nedrevet.
Derudover er det kun lokalplaner, byplanvedtægter og deklarationer med specifikke bestemmelser for bevaringsværdige bygninger, der kan medføre krav til husets udseende.
Højere salgspriser
Ann Holm Nielsen peger på, at der er andre fordele end adgangen til Bygningsforbedringspuljen ved at få vurderet sit bevaringsværdige hus:
- Udover at man jo altså kan søge støtte til den udvendige istandsættelse er det påvist, at huse med bevaringsværdi er nemmere at sælge, forklarer hun og bakkes op af en rapport fra Real Dania.
Rapporten ’Værdien af bygningsarven’ konkluderer, at huse, der er blåstemplet bevaringsværdige har højere salgspriser end huse, der ikke er vurderet som værende bevaringsværdige.
Bevaringsværdien siger ikke noget om et hus’ brugsværdi
FAKTA:
Under søgeordet ’bygningsforbedringsudvalget’ på kommunens hjemmeside www.rksk.dk findes detaljerede oplysninger om kriterier for at få vurderet sit hus som bevaringsværdigt og om ansøgningsprocessen. Her ligger også et ansøgningsskema til Bygningsforbedringspuljen.
På hjemmesiden kan du også læse mere om hvilke dele af huset, der kan søges støtte til. Udover at udfylde ansøgningsskemaet, skal du indhente og sende prisoverslag på det arbejde, som du ønsker at søge støtte til.
I Danmark er ca. 9000 bygninger fredede og godt 357.000 bevaringsværdige. Hvor en fredning gælder hele bygningen – ude som inde, gælder en udpegning som bevaringsværdig alene bygningens ydre.
Læs mere om bevaringsværdier på https://www.kulturarv.dk/fbb/bevaringsvaerdier.htm
Vilkår for støtte fra Bygningsforbedringspuljen:
• Støtten vil først blive udbetalt, når istandsættelsesarbejdet er besigtiget og godkendt, og regningerne for arbejdet er betalt. Ansøger står dermed selv for udgifterne til istandsættelsen, indtil arbejdet er udført.
• Støtten gives i form af et kontant tilskud, der bliver deklareret på ejendommen. Ansøger skal betale tinglysningsafgiften. Såfremt ejendommen afhændes inden for fem år, vil kommunen vurdere, om tilskuddet skal tilbagebetales helt eller delvist.
• Det er ejers ansvar at få lavet en ejendomsvurdering både før og efter, at arbejdet er udført. Denne skal udarbejdes af en certificeret ejendomsmægler eller kreditinstitution og ansøger skal betale vurderingen.
Hvis du har spørgsmål til bevaringsværdien på dit hus, eller gerne vil have vurderet, om dit hus er bevaringsværdigt, kan du kontakte Ringkøbing-Skjern Kommune ved byplanlægger og arkitekt Ann Holm Nielsen på e-mail ann.holm.nielsen@rksk.dk eller telefon: 99 74 17 57.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri