18. januar 2018

Nu kan borgere stille forslag til byrådet

Nu kan borgere stille forslag til byrådet

Kan man samle 1148 underskrifter - eller hvad der svarer til at få valgt en kandidat i byrådet – så kan man få en sag til drøftelse i byrådet. Samtidig er reglerne for spørgetid ved byrådsmøderne forenklet.

- Jeg glæder mig over, at det bliver nemmere og mere enkelt for borgerne at få taget en problemstilling op i byrådet, siger Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det var det tidligere byråd, der vedtog at borgerdrevne forslag skulle være en mulighed samt at forenkle spørgetiden. To ting, som nu træder i kraft:

- Jeg er personligt gået til valg på mere åbenhed og dialog, så det er naturligvis en udvikling, jeg hilser varmt velkommen. Nu håber jeg, at borgerne vil gribe muligheden og sætte de ting på dagsordenen, som deres hjerter banker for, fortsætter borgmesteren.

Man skal være borger i Ringkøbing-Skjern Kommune for at kunne stille forslag. Forslaget skal være relevant i forhold til de opgaver som kommunen varetager og der må ikke være truffet beslutning om forslaget tidligere.

Læs mere om, hvordan man stiller forslag til byrådet på kommunens hjemmeside: www.rksk.dk/borgerforslag

Kan stille spørgsmål til aktuelle sager i spørgetiden
Også reglerne for spørgetid er blevet nemmere at gå til. Nu er det eksempelvis muligt at stille spørgsmål til aktuelle punkter på byrådsmøderne. Den første halve time af byrådsmøderne fra klokken 16.00 til 16.30 er sat af til spørgetiden.

Retningslinjer for spørgetid i forbindelse med byrådsmøder:

  • Borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune kan stille spørgsmål til byrådet.
  • Spørgsmål sender man til borgmesteren eller kommunaldirektøren senest fredagen før et byrådsmøde.
  • Man skal være til stede i spørgetiden.
  • Hvis et spørgsmål ikke har med kommunale forhold at gøre, bliver spørgsmålet afvist.
  • Borgmesteren har ret til at afgøre, om administrationen skal besvare spørgsmålet.
  • Borgmesteren, udvalgsformand eller et udpeget byrådsmedlem svarer på spørgsmålene. 
  • Besvarelse af et spørgsmål må højest vare fem minutter.
  • Tidligere besvarede spørgsmål kan ikke fremsættes igen i spørgetiden.
  • Spørgeren modtager svar på, om spørgsmålet bliver behandlet på førstkommende byrådsmøde, om det bliver besvaret administrativt eller afvist.
  • Spørgetiden bliver suspenderet i tre måneder op til et valg.
  • Indkomne spørgsmål videresendes til alle byrådsmedlemmer.
     

Se byrådets mødekalender

Abonnér på byrådets dagsordener

Se byrådets dagsordener 

Fakta
Det tidligere byråd har også vedtaget, at der skal streames live-video fra byrådsmøderne. En løsning, som forventes sat i værk ved byrådsmødet i februar efter at, byrådssalens loft har undergået en planlagt renovering.