Danmarksmester i håndværk
Da Skills 2018 i dag slog dørene op for tre dages konkurrence i håndværkerfag for unge, var det med en pep-talk fra undervisningsminister Merete Riisager:
- Er I lidt nervøse, så husk, at I er på hjemmebane; I skal konkurrere i det, I er gode til. Som faglært skaber man noget med sine hænder og sit hoved. Man skaber kager og huse og så videre. Og man skaber værdi. Vi er alle sammen afhængige af jeres skills, sagde ministeren.
Som nyudnævnt formand for Business Region MidtVest gav Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester Hans Østergaard også de unge talenter et verbalt klap på skulderen fra scenen i Messecenterets store Hal E:
- DM i Skills er et fantastisk godt udstillingsvindue for jer alle sammen. I skal vide, at I gør det godt - og at I er gode rollemodeller for de unge mennesker, der i de kommende år skal vælge uddannelse. Der er behov for jer - og vi sætter alle pris på jeres valg af uddannelse og jeres indsats. I kan godt være stolte af at være så dygtige og talentfulde, sagde borgmesteren.
Sammen med de øvrige fem kommuner i Business Region MidtVest er Ringkøbing-Skjern Kommune medarrangør af årets afvikling af mesterskaberne i erhvervsuddannelser, der foregår i Messecenter Herning fra 18-20. januar. Her kan unge høre, hvordan man bliver møbelsnedker. Og hvilken teknik det kræver at sy tagrør fast med en tækkenål - eller at rette parkeringsbuler ud med induktionsvarme.
Der er fri entré, og arrangørerne håber, at både unge og deres forældre dukker op og bliver inspireret af de 42 håndværkerfag, man kan stifte bekendtskab med gennem konkurrencerne.
Herudover er der 19 demonstrationsfag med Prøv, Mærk og Føl stande, hvor der bl.a. er mulighed for at prøve at styre en stor gravemaskine eller en drone hos anlægsstruktørerne, skære et hjerte i glas hos glarmestrene eller sprøjtedekorere en muffin på konditorstanden.
Inspiration til unge
Visionen bag DM i Skills, der kører på 8. år, er at styrke erhvervsuddannelsernes image blandt uddannelsessøgende, deres forældre og lærere, i det politiske system og i samfundet generelt.
- I Ringkøbing-Skjern Kommune taler vi om Vækstjylland, men med en af landets laveste arbejdsløshedsprocenter kan vi allerede begynde at ane flaskehalse indenfor visse faglærte grupper. Danmarksmesterskaberne i håndværksfagene skal vise vores unge, hvilke spændende karrieremuligheder, der ligger i en erhvervsuddannelse – og inspirere dem til at tage en erhvervsuddannelse, for det har vi brug for i dagens Danmark – og det får vi brug for i fremtiden, siger borgmester Hans Østergaard og tilføjer:
- Det er afgørende for vores virksomheders vækstmuligheder, at de kan rekruttere dygtige medarbejdere med de rette erhvervsuddannelser.
Fredag sender Ringkøbing-Skjern Kommune busser med samtlige folkeskoleelever i 6. og 8. klasse til finalerne i Skills, og det er vigtigt at vise eleverne de mange uddannelsesmuligheder. Der er nemlig brug for dem:
- Der er ingen grund til at tro, at vi ikke også i fremtiden får brug for veluddannet, faglært arbejdskraft i Ringkøbing-Skjern Kommune. Derfor vil vi fra kommunens side gerne være med til at understøtte, at flere unge tager en erhvervsuddannelse med i deres uddannelsesovervejelser, siger Hans Østergaard.
Koncentrerede talenter
Traditionen tro deltager der også unge fra Ringkøbing-Skjern Kommune i konkurrencerne – i år er der seks unge deltagere i konkurrencerne fra kommunen.
En af dem er 23-årige Rikke Hyldal fra Skjern. Hun er med til DM i Skills for første gang, og når lige at fortælle, at hun er rigtig glad for at være med, før hun i fuld koncentration går i gang med at skære en halv gris ud. Som gourmetslagter konkurrerer hun på førstedagen i at få en rullepølse, en sylte, en leverpostej og en nyfortolkning af frikadeller ud af den halve gris.
- Det er megastort at være med. Man ved, at man er blandt de 10 bedste, når man er med her, siger hun. Begge Rikke Hyldals forældre er slagtere, ’så dét skulle jeg i hvert fald ikke være’, som hun siger. Det bliver hun så alligevel – og altså én af landets bedste.
Rikke Hyldal har været i lære som gourmetslagter hos Slagter Kirkeby i Skjern i næsten tre år og er færdiguddannet til september. Hun har allerede fået lovning på et job samme sted, men selvfølgelig er DM i Skills noget hun vil skrive på sit CV.
At hun har øvet sig i danmarksmesterskabernes discipliner kan hendes kæreste skrive under på. Han står på sidelinjen og afslører, at han ’i hvert fald en fire-fem gange’ har smagt den 4-retters menu, Rikke Hyldal skal konkurrere i senere.
Få meter fra slagterne konkurreres der i kager. Her er 19-årige Linda Katrine Holst Kjeldsen stille og roligt gået i gang med at lave wienerbrød. Til daglig er hun i lære som bager på Hvide Sande Bageri, hvor hun er færdiguddannet i slutningen af 2019.
Længere fremme i Messecenterets store Hal F er 22-årige Thilda Oehlenschläger Hansen også i gang med at bage. Hendes glutenfri knækbrød bliver bagt med hjemmekærnet laktosefri smør, men ellers er der på standen her mere fokus på kerner end kærnet smør. Thilda Oehlenschläger Hansen er i lære som ernæringsassistent på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, og en anden af hendes konkurrenceopgaver er boller i karry med brune ris og savojkålsalat.
- Det betyder rigtig meget for mig at være med, siger hun over håndmikserens larm.
FAKTA:
DM i Skills 2018 afvikles i Messecenter Herning 18.-20. januar 2018.
Torsdag den 18. januar kl. 10.15 - 19.00
Fredag den 19. januar kl. 8.00 - 17.00
Lørdag den 20. januar kl. 8.00 - 14.00 (dog slutter konkurrencerne kl. 12.00)
Se programmet på skillsdenmark.dk
DM i Skills er de årlige Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser. Bag DM i Skills 2018 står SkillsDenmark, kommunerne i Business Region MidtVest (Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer), Erhvervsskolerne i Business Region MidtVest og Region Midtjylland.
Der dystes over tre dage i 42 håndværksfag. Blandt andet frisør, kok, murer, klejnsmed, elektriker, gourmetslagter, tømrer og konditor.
Vinderne af DM i Skills kvalificerer sig til Euro Skills 2018 i Budapest i Ungarn – og måske videre til World Skills i Kazan i Rusland i 2019.
Fra Ringkøbing-Skjern Kommune deltager:
William Johansen, kok
Rikke Hyldal, gourmetslagter
Lene Højris, blomsterdekoratør
Kenneth Meldgaard Ebbesen, murer
Thilda Oehlenschläger Hansen, ernæringsassistent
Linda Katrine Holst Kjeldsen, Bager
DM i Skills byder velkommen til tilskuere med stande og aktiviteter. I 2017 var tæt på 55.000 mennesker forbi mesterskaberne i Aalborg. Arrangørerne håber på mindst lige så mange besøgende i Messecenter Herning.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan