Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne
Målet er, at 55 procent af al affald i 2025 bliver genanvendt.
Vi er allerede godt på vej, men for at nå målet skal borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune nu blive endnu mere grundige, inden de på genbrugspladserne tømmer den klare sæk i containeren med ’Småt brændbart’.
- Det er vigtigt, at genanvendeligt affald ikke havner i ’Småt brændbart’. Derfor vil vi fra den 2. december stille nogle særlige sorteringsborde på genbrugspladserne ved sidsen af containeren med ’Småt brændbart’, så man lige kan lave en ekstra sortering, inden det sidste ryger i ’Småt brændbart’, fortæller Mette Vestergaard, Genbrug.
Når nu affaldet bliver sorteret endnu mere grundigt, er det naturligt også at ændre navnet på den container, det sidste affald skal i. Skiltet ved containeren kommer derfor fra den 2. december til at sige ”Rest efter sortering”. Navnet ”Småt brændbart” forsvinder dermed helt fra genbrugspladserne.
Hjælp fra medarbejder
Borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune er generelt gode til at sortere affald, og siden den nuværende affaldsordning blev indført, er mængden af affald i det, der indtil nu hed ’Småt brændbart’ da også reduceret væsentligt:
- Genanvendeligt affald skal naturligvis ikke i småt brændbart. Der er nogle gange noget, der alligevel ryger den vej, og det skal vi helst undgå, siger Mette Vestergaard.
Hvis det er svært at se, hvordan man kan sortere endnu mere grundigt eller præcist vide, hvordan man skal gøre det, vil der den kommende tid være en medarbejder ved containeren til ’Rest efter sortering’, som vil hjælpe med at svare på spørgsmål.
- Vi ved godt, at det kan være svært, når man skal ændre gamle vaner. Derfor vil en medarbejder på hver af de fire store pladser stå klar til at hjælpe – både med det praktiske men også med at svare på spørgsmål, siger Mette Vestergaard.
Den ekstra grundige sortering til ’Rest efter sortering’ er en arbejdsgang, der for tiden gennemføres i en række kommuner landet over. Afdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune har været på inspirationstur for at høste de andre kommuners erfaringer, så den lille justering kan ske så glidende som muligt.
OBS! Har du set:
Ringkøbing-Skjern Kommune har fået en ny affalds-app, der hedder ’Perfect Waste’.
Download app’en ’Perfect Waste’ til din telefon og se, hvornår dine beholdere bliver tømt. Det er også her, du kan bestille en større eller mindre beholder, ændre tømme-hyppighed etc.
Perfect Waste-app’en er endnu ikke helt opdateret ift. grundig sorteringsvejledning. Den del bliver færdig i løbet af de kommende måneder. Indtil da kan du se, hvordan du sorterer forskellige typer affald på www.mst.dk
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan