13. november 2018

Giv dit input til den kommende ældrepolitik på borgermøde

Giv dit input til den kommende ældrepolitik på borgermøde

Er du 60+ eller pårørende til en, der er det, og har du en holdning til, hvordan det gode ældreliv ser ud? Så vil politikerne i Social- og Sundhedsudvalget og arbejdsgruppen bag den kommende ældrepolitik gerne høre dine synspunkter til et borgermøde, hvor linjerne i den kommende ældrepolitik er til debat.

Det næsten splinternye AktivitetsCenter Skjern lægger hus til, når der er borgermøde om den ny ældrepolitik den 26. november fra klokken 16.00 til 18.00.

Det bliver en eftermiddag med fællesoplæg og debatter i mindre grupper. Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Lennart Qvist, og medlem af udvalget, Linda Nielsen, vil begge fortælle om de tanker, der ligger forud for den vision og de to målsætninger, arbejdsgruppen bag den kommende ældrepolitik er kommet frem til:

- Jeg håber, at mange vil møde op og forholde sig til det arbejde, vi har lavet. Selvom vi har anstrengt os for at få alle perspektiver med, så er der stadig rigtig god grund til at lytte til brugerne, før vi laver den endelige politik, siger Lennart Qvist og fortsætter:

- Ældrepolitikken skal både være for dem, der næsten lige har forladt arbejdsmarkedet og stadig er i fuld vigør og den skal være for dem, der har brug for meget hjælp og støtte. Ældrepolitikken skal skabe rammerne for et værdigt og godt ældreliv for mange forskellige ældre, og derfor er det også så vigtigt, at dem, det hele handler om og deres pårørende er med til at spille tanker og synspunkter ind, siger udvalgsformanden.

Mange stemmer er blevet hørt
Arbejdsgruppen bag udviklingen af den kommende ældrepolitik, der skal gælde fra april 2019, er sat bredt sammen af blandt andre udvalgspolitikere, repræsentanter for kommunens medarbejdere, ledere og administration samt repræsentanter fra Ældrerådet og Ældre Sagen.

Også de to repræsentanter for ældres interesser opfordrer til stærkt fremmøde:

- Hvis man har en holdning til emner, der handler om det gode ældreliv, så vil jeg kraftigt opfordre til, at man møder op. Det er vigtigt at så mange som muligt giver deres besyv med. Mange øjne ser bedre end få, siger Bent Møller Jensen fra Ældre Sagen, han bakkes op af Ældrerådet:

-  Vi er glade for at være med i arbejdsgruppen og synes, der har været god lydhørhed for vores holdninger, men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan være noget, der kan rettes til og blive bedre. Så hvis man er interesseret i ældrepolitik og gerne vil have indflydelse, så synes jeg bestemt man skal møde op, siger Mette Nordentoft Madsen fra Ældrerådet.

Tid: Mandag den 26. november kl. 16 – 18

Sted: AktivitetsCenter Skjern, Nygade 48, 6900 Skjern
 

Tilmelding: Deltagelse i arrangementet er gratis. Af hensyn til forplejningen bedes man tilmelde sig med navn og kontaktoplysninger senest den 19. november inden klokken 12 til lene.vesely@rksk.dk eller 9974 1473.

Program:  Programmet indeholder bl.a:

  • Velkomst og intro til arbejdet med ældrepolitikken ved politikere Lennart Qvist og Linda Nielsen.
  • Frede Haukrogh sætter gang i dialogen, som foregår i mindre grupper af to runder med en pause imellem.
  • Der vil være let forplejning i pausen.