Frivilligrådet søger nye medlemmer
Det frivillige sociale område engagerer 29 procent eller næsten en tredjedel af alle Ringkøbing-Skjern Kommunes 25.000 frivillige. Dermed er det frivillige sociale arbejde kommunens største frivilligområde.
Derfor har kommunen da også nedsat et Frivilligråd, hvor medlemmerne kommer fra det frivillige, sociale område.
Via indstillinger til kommunens Social- og Sundhedsudvalg er Frivilligrådet hvert år med til at uddele 1 mio. kr. af de såkaldte §18 midler til foreninger og organisationer, der arbejder frivilligt på det sociale område.
- Det er bestemt ikke alle kommuner, der har et Frivilligråd, og Frivilligrådet er et gode, vi har i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger medlem af Frivilligrådet Erik Hansen.
Selv har han arbejdet frivilligt i godt 60 år, siden han som 10-årig var med til at starte en ungdomsklub i Lønborg.
Prikkerunde
Erik Hansen har – som de andre medlemmer af Frivilligrådet – prikket bekendte, der arbejder frivilligt, på skulderen for at sikre, at der kommer friske kræfter i Frivilligrådet.
Han håber især, at der kommer nogle yngre frivillige med på listen, inden fristen for at melde sig som kandidat til Frivilligrådet udløber på mandag den 22. november.
- Folk har så meget at løbe efter i øjeblikket, og det går ud over det frivillige engagement i foreningslivet. Men for de hjemløse, der har et tilholdssted, fordi der er kommet penge fra Frivilligrådet eller for de udlændinge i Ådum, der har lært dansk i en fart, fordi nogle frivillige søgte penge og fik sat en sprogcafé op, betyder Frivilligrådet noget, siger Erik Hansen.
Også rådets formand, Hans Pinderup griber ud efter de unge frivillige:
- Vi vil gerne have især nogle yngre medlemmer med i rådet, så vi får friske øjne på vores arbejde siger han og opfordrer alle, som selv gør en frivillig indsats for socialt udsatte borgere til at stille op.
8 årlige møder
Frivilligrådets arbejde er fokuseret på uddelingen af §18 midler. Derfor har Frivilligrådet kun 8 årlige møder, som indeholder behandling af ansøgninger til kommunens §18 pulje, evaluering af puljernes fordelingskriterier, og inspirationsmøder med foreninger, som har modtaget midler fra puljen. Derudover indstiller rådet en vinder til den årlige Frivilligpris og har høringsret på beslutninger, som angår det frivillige sociale område.
Til Frivilligrådets pulje på ca. 1 mio. kr. om året indløber der ca. 80 ansøgninger fra foreninger, hvis arbejde gavner sårbare borgere i vores lokalområde – i mange tilfælde også selv om det ikke står direkte i foreningernes formålsparagraffer:
- Det kan være fodboldklubber, der også integrerer indvandrere, madklubber for udviklingshæmmede, eller foreninger, der arbejder med ensomme ældre, og meget andet, forklarer Hans Pinderup.
Hvem kan være med?
Man er valgbar til Frivilligrådet, hvis man bor i Ringkøbing-Skjern Kommune og repræsenterer en forening eller organisation, der udfører frivilligt arbejde til gavn for socialt udsatte borgere.
Frivilligrådet er sammensat af ni medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af Social- og Sundhedsudvalget. De resterende otte pladser i rådet vælges af foreninger, der udfører frivilligt socialt arbejde.
Ønsker man at opstille til Frivilligrådet for ét eller to år, finder man en opstillingsformular her: https://foreningsportal.rksk.dk/side.asp?wkid=ringkoebing&side=103
Valgaften til Frivilligrådet
Mandag den 29. november bliver medlemmerne af det nye Frivilligråd valgt blandt de kandidater, der har meldt sig senest den 22. november.
Valgaftenen begynder kl. 19.00 i spisesalen på Dejbjerglund Efterskole (Uglbjergvej 10, Dejbjerg, 6900 Skjern) og alle, der yder en frivillig indsats for udsatte borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune er stemmeberettigede. Man bedes tilmelde sig senest den 19. november kl. 12 til valgaftenen.
Program og tilmelding til Frivilligrådsvalget foregår på tilmeldingssiden her: https://frivilligvest.nemtilmeld.dk/28/
På kommunens hjemmeside https://www.rksk.dk/om-kommunen/raad-naevn-syn-og-kommissioner/frivilligraadet kan man læse mere om Frivillighedsrådets arbejde.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri