Flere tyskere drømmer om at bo i Ringkøbing-Skjern Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune er med Vesterhavet og Hvide Sande i spidsen et yndet feriemål for mange tyske turister. Flere og flere af dem drømmer om at arbejde og bo i området hele året rundt og det støtter kommunen gerne op om. Kommunens ledighedsprocent er nemlig næsten helt i bund, virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft og kommunen vil samtidig gerne have flere tilflyttere.
Derfor tilbyder Ringkøbing-Skjern Kommunes særlige tyske tilflytterguide råd og vejledning til tyskere, der overvejer at tage det store spring at flytte til et andet land.
Zuzughelfer, som kommunens nye tyske tilflytterguide kaldes på tysk, er Chris Wantia fra Nr. Bork. Han afløser Johanna Mayrberger, Hvide Sande, der er stoppet efter to år på posten.
Kontakt med 1.000 potentielle tyske tilflyttere
Ringkøbing-Skjern Kommune har i tre år arbejdet målrettet på at tiltrække flere tyskere til kommunen. I dag modtager ca. 1.000 tyskere løbende nyheder om job- og bomulighederne i Ringkøbing-Skjern Kommune, og mange af dem spørger den tyske tilflytterguide om råd og vejledning om blandt andet bolig- og jobmuligheder. De har samtidig udfyldt et mini-CV, der gør det muligt for kommunen at matche kvalificerede tyskere med lokale virksomheder, som står og mangler arbejdskraft.
Ringkøbing-Skjern Kommune er blandt de største turistdestinationer i Danmark og 80 procent af turisterne kommer fra Tyskland, så det er en oplagt målgruppe at trække hertil.
-De kender området i forvejen og de kan godt lide at være her. Deres tyske sprogkundskaber er samtidig en særlig kompetence, som gør dem til en attraktiv arbejdskraft for blandt andre udlejningsbureauerne for feriehuse og detailbutikker, påpeger Dorthe Frydendahl, der er bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
-Det betyder, at de tyske tilflyttere eksempelvis kan starte med at arbejde i en butik og samtidig lære dansk. Senere søger de måske så job inden for deres oprindelige fagområde. Andre er heldige lige at have de faglige kompetencer, som eksempelvis flere af vores industrivirksomheder står og mangler her og nu, forklarer Dorthe Frydendahl.
Den nye tyske tilflytterguide
Kommunens nye tyske tilflytterguide, Chris Wantia, 53 år, kender selv til alle de overvejelser og spørgsmål, som er aktuelle, når man drømmer om en flytning til Ringkøbing-Skjern. Han flyttede i juni 2020 til kommunen sammen med sin kone, Janine, efter at de begge fra barnsben har været jævnlige feriegæster i området.
-Vi er vilde med naturen. Folk her er venlige og positive, og vi kan godt lide den frie danske omgangsform, siger Chris Wantia både om erfaringerne som feriegæst og nu også som tilflytter.
-Og oveni kommer de gode danske arbejdsforhold som et ekstra plus, tilføjer Chris Wantia.
Parret startede med et sommerhus ved Bork Havn i 2019, men de besluttede snart efter at realisere drømmen om at bo permanent i Danmark. Chris og Janine Wantia sagde begge farvel til gode teamlederjobs i hjemlandet og solgte deres hus i Hamborg. Trods lidt benspænd som følge af corona-pandemien lykkedes det at gennemføre flytningen i 2020 og afslutte handlen på et helårshus i Nr. Bork, der nu er centrum for familien.
Chris Wantia taler godt dansk. Det lærte han allerede som ung, da han i en periode var ansat ved Flyvestation Karup, og han har også været vant til at bruge engelsk på sit arbejde i Tyskland. Det har været en stor fordel i forbindelse med huskøbene og jobsøgningen. Chris Wantia startede med et job som butiksassistent i OutdoorXperten i Hvide Sande. Siden 1. juli i år har han være ansat i den tyske kundeservice i webshoppen Lampemesteren i Ringkøbing. Hans kone Janine er i gang med at lære dansk på sprogcentret i Ringkøbing og arbejder på deltid med rengøring af sommerhuse ved Feriepartner Bork Havn.
Fakta
- Der bor knap 400 tyske statsborgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, og der har være en stigning i tilflytningen af tyske statsborgere siden 2016.
- Tilflytningen fra Tyskland har i de senere år været på knapt et halvt hundrede årligt.
- Kommunen har også fået tyske tilflyttere under corona-pandemien. Tallet er endnu ikke opgjort for 2021, men i 2020 var der 43 indrejser fra Tyskland til Ringkøbing-Skjern Kommune. I 2019 var der 36.
- Den tyske tilflytterguide kan kontaktes på zuzug@flytmodvest.dk. Læs mere om Chris Wantia under kontaktinfo på www.flytmodvest.dk/deutsch
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri