Beskæftigelsesprojekt øger trivslen blandt ledige mænd med angst og depression
Gennem aktiviteter med fokus på natur og bevægelse, fællesskab med andre mænd, psykologsamtaler og en håndholdt indsats er Ringkøbing-Skjern Kommunes Beskæftigelsesafdeling lykkedes med at hjælpe mænd med angst eller depression til bedre trivsel – og øget beskæftigelse. Seminar skal udbrede konceptet til andre kommuner. Arkivfoto
For 110 mandlige modtagere af ydelser fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Beskæftigelsesafdeling var problemet ikke ’kun’, at de manglede et job. De kæmpede også med angst og/eller depression, der gjorde det svært for dem at magte et job – og at gå ud og sælge sig selv til en jobsamtale.
Derfor søgte Kompetencecenteret under Beskæftigelsesafdelingen i Ringkøbing-Skjern Kommune for fire år siden penge fra Den A.P. Møllerske Støttefond til Projekt PLUS. Fonden har støttet Projekt PLUS med 5,2 mio. kr.
Projektet skulle tage fat ved roden af problemet og hjælpe de deltagende mænd med en større sygdomsforståelse, ligesom det skulle give dem konkrete værktøjer til at mestre deres hverdag med henblik på at få dem i job eller uddannelse.
- Vi har været rigtig glade for støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Takket være bevillingen har vi gennem Projekt PLUS kunne arbejde med et fleksibelt tilbud, der kunne tilpasses den enkelte deltagers behov og justeres i takt med deltagerens udvikling, fortæller projektleder Rikke Præsius fra Ringkøbing-Skjern Kommunes Beskæftigelsesafdeling.
Hun peger på, at projektet har inkluderet en håndholdt indsats med en fasttilknyttet kontaktperson, som gennem individuelle samtaler har guidet deltageren i forløbet og givet sparring i forhold til både personlige og beskæftigelsesrettede udfordringer.
Natur og bevægelse
Herudover er deltagerne blevet tilbudt individuelle psykologsamtaler, ligesom projektet har indeholdt aktiviteter med fokus på natur og bevægelse i et fællesskab med andre mænd:
- Det at komme ud og bevæge sig eller at få oplevelser med andre mænd klæder deltagerne bedre på til at kunne indgå i et socialt fællesskab på en arbejdsplads og giver dem en indsigt i, at der er andre mænd med lignende problematikker, forklarer Rikke Præsius og tilføjer:
- Det var vigtigt for deltagerne at komme ud i et trygt fællesskab, fordi mænd med angst og depression har tendens til social isolation. Der er evidensbaseret viden om, at fysisk træning og ophold i naturen i samvær med andre personer med stress, angst og depression har en positiv virkning.
Det samme kan siges om motion generelt, og derfor har mændene i projektet da også haft mulighed for at bruge Kompetencecenterets motionsrum, hvor en tilknyttet fysioterapeut har stået for træningen to gange om ugen.
Næsten halvdelen jobklar efter 9 måneder
Ud over projektlederen, en psykolog og fysioterapeuten har der også været tilknyttet en projektmedarbejder og en virksomhedskonsulent til projektet, der henvendte sig til mænd mellem 18 og 60 år, der var på kontanthjælp, på sygedagpenge, i jobafklaringsforløb på ledighedsydelse og for nogle enkeltes vedkommende uden for ydelse, men tynget af depression eller angst.
Projektet, der startede i januar 2018 har kørt frem til oktober 2021, og fortsætter efter projektperiodens udløb. Inden for projektperioden har 97 af de 110 mænd hver især gennemgået et forløb på ca. 9 måneder, hvorefter 50 nu er startet i ordinært job, på uddannelse, er ansat på flexordning eller med lønnede timer. De resterende mænd er fortsat tilknyttet projektet.
Øget selvforsørgelse og bedre trivsel
Efter i alt knap fire år ligger evalueringen af projektet nu færdig fra konsulentvirksomheden Rambøll. Og konklusionen er klar:
Mens 48 procent af de deltagende mænd modtog sygedagpenge ved projektets opstart, er det tilsvarende tal ved afslutningen kun 10 procent.
I samme periode er andelen af selvforsørgende mænd steget fra 4 procent til 38 procent, mens antallet af deltagende mænd i delvis beskæftigelse steg fra 21 procent til 40 procent.
- Det vi kan se, er, at fire ud af fem mænd forlader projekt PLUS i bedre trivsel end ved start, supplerer Rikke Præsius og forklarer:
- Fra at befinde sig i en høj risiko for depression eller stressbelastning har de flyttet sig til ikke at være i risiko, og samtidig kan vi se, at tre ud af fire forlader projektet med en lavere angstgrad.
Deltagernes oplevelser
Af Rambølls evaluering fremgår det desuden, at deltagerne gennemsnitligt ”oplever en positiv progression”:
- Deltagerne oplever stor tilfredshed med forløbet.
- De oplever, at projekt PLUS hjælper dem med nogle af de udfordringer, de har, ved at give dem et rygstød og motivation samt troen på, at de kan få det bedre.
- De oplever særligt et stort personligt udbytte i form af konkrete redskaber til bedre at kunne mestre hverdagen og deres sygdom.
- Flere af deltagerne oplever, at de får et større overskud i hverdagen og et mere positivt syn på fremtiden, efter at have deltaget i projekt PLUS.
- Nogle deltagere oplever, at projektet har givet dem et mere realistisk billede af, hvilke rammer og vilkår der er nødvendige for, at de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Som en del af projektet er der etableret et efterværn, hvor deltagerne også efter afslutningen af deres forløb har mulighed for samtaler og telefonisk sparring med deres kontaktperson fra projektet.
Projektet overgår nu til drift og forankres fremover i Ringkøbing-Skjern Kommunes beskæftigelsesindsats.
Herudover vil kommunen udbrede resultaterne på et seminar den 10. februar, hvor beskæftigelsesafdelinger fra landets øvrige kommuner er inviteret. Formålet er, at erfaringerne med Projekt PLUS skal udbredes til gavn og glæde for mænd med angst og depression i hele landet.
FAKTA:
Projekt PLUS har støttet på tre ben:
- Individuelle samtaler med fasttilknyttet kontaktperson
- Psykologforløb
- Natur og bevægelse
Projektet er støttet med midler fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Læs mere om Projekt PLUS på kommunens hjemmeside
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri