Kvinder går langt for andre kvinder

Ladywalk er Danmarks største endagsmotionsevent kun for kvinder. Med et deltagerantal på over 44.000 i 2017 og en forventning om vækst igen i 2018, har Ladywalk formået at skabe en oplevelse, som kvinder samles om, år efter år.
Og mandag den 28. maj kl. 18.30 skydes Ladywalk for 3 år i træk i gang i Tarm, hvor deltagerne i år kommer til at krydse åen på en helt ny bro, som Ringkøbing-Skjern Kommune og Naturstyrelsen i fællesskab har anlagt.
I 12 andre byer fordelt rundt i hele landet vil tusindvis af kvinder ligeledes gå en aftentur på 7 eller 12 kilometer i den gode sags tjeneste.
Ruterne er lavet, så alle har mulighed for at være med, og formålet er ikke at komme først – bare at være med.
Naturoplevelse for den gode sag
For at være med i Ladywalk’en lægger deltagerne 140 kr. For det beløb får man en rygpose med bl.a. et stykke frugt, en energibar og en flaske vand. Derudover får man en T-shirt, en uforglemmelig oplevelse sammen med søstre, mødre og døtre, veninder, kolleger og naboer i den smukke natur omkring Tarm by og Skjern Ådalen – og man støtter en god sag.
Overskuddet går traditionen tro til forskningen i kvindesygdomme – og igen i år er det håbet, at det lykkes at få samlet et anseeligt beløb ind. Årets overskud går til Endometriose Foreningen og Hjerteforeningen.
- Vi er i fuld gang med tilmeldingerne til Ladywalk i Tarm og håber, at endnu flere kvinder fra lokalområdet har lyst til at deltage i år. I 2017 var vi 3.801 kvinder, men vi har plads til mange flere, siger Lone Bech, koordinator for Ladywalk på Sundhedscenter Vest.
Hun tilføjer, at der er taget hånd om den trængsel, nogle kvinder oplevede sidste år:
- Det betyder, at alle kan se frem til en god gåtur i eget tempo, med albuerum - og ikke mindst med mulighed for at nyde det gode selskab og den smukke natur, vi går igennem.
FAKTA:
Tilmelding til Ladywalk i Tarm på www.ladywalk.dk Man kan tilmelde sig som enkeltperson eller som et hold på mindst 11 personer.
Pris pr. deltager: 140 kr. ved tilmelding inden 30. april. På dagen koster det 175 kr.
Ladywalk har eksisteret siden 2001 og finder altid sted den sidste hverdagsmandag i maj.
I 2017 donerede ladywalk 750.000 kr. til Hjerteforeningen. Derudover fik PCO Foreningen mulighed for at øge deres synlighed, da de fik doneret en hjemmeside og en folder.
I 2018 vil Ladywalk støtte Endometriose Foreningen og Hjerteforeningen.
- 12. marts 2025
Ny dokumentarfilm fra Skjern samler brudstykker af familieidyl i modig fortælling - 3. marts 2025
Ny leder på Sundhedscenter Vest - 17. marts 2025
Socialtilsynet ændrer afgørelse: botilbuddet Holmehusene lukker ikke - 6. marts 2025
Stor succes i Borgerservice: 98 procent er tilfredse - 13. marts 2025
INFOTAG får tyskere til at flytte til Ringkøbing-Skjern - 19. marts 2025
Kommunen deltager igen i ’Earth Hour’ og slukker alle gadelamper