Gadelyset slukkes i en time - Earth Hour 2018
Igen i år slukker Ringkøbing-Skjern Kommune lyset på gader og veje i en time for at støtte verdens største klimaevent, Earth Hour. Det sker lørdag den 24. marts klokken 20.30 til 21.30.
Earth Hour er verdens største klimakampagne, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden. En time om året slukker millioner af mennesker, tusindvis af virksomheder og byer kloden rundt lyset som et symbol på handling mod klimaforandringerne.
Formålet er at skabe debat og opmærksomhed i medierne og lægge pres på de nationale politikere, så flere lande lever op til den ambitiøse klimaaftale, der blev underskrevet i Paris i 2015
Ud over den symbolske mørke time, der markerer, at klimasagen skal tages alvorligt, er kampagnen en mulighed for virksomheder, kommuner og private til at komme i gang med at skabe en grønnere og mere klimavenlig hverdag.
Godt i tråd med Energi2020
Ringkøbing-Skjern Kommunen har et ambitiøst mål om at blive selvforsynende med vedvarende energi i år 2020. Et enigt byråd står bag det og projektet Energi2020, som skal realisere målet.
Ambitionen er, at der inden for kommunens grænser skal produceres lige så meget vedvarende energi, som borgere og virksomheder i kommunen bruger. Det gælder både boliger, arbejdspladser og transport.
Arbejdet med at omstille Ringkøbing-Skjern Kommune til 100 % vedvarende energi er forankret i Energirådet. Det består af erhvervs- og organisationsfolk samt politikere og embedsmænd fra kommunen. Rådet rådgiver Økonomi- og Erhvervsudvalget og er med til at inspirere omgivelserne og sprede viden om vedvarende energi.
Startede i 2007
Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor Verdensnaturfonden WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset i Sydney en time.
Året efter var 35 byer og anslået 50 mio. mennesker med i kampagnen.
I 2009 var 4.000 byer i 88 lande med og sidste år var 178 lande med, med i alt 6600 begivenheder, 400 ikoniske bygninger var slukket, og der var mere end 2,5 mia. hasttags på de sociale medier.
I Danmark slukkede 40 kommuner lyset i en time.
Læs mere om kampagnen her http://www.wwf.dk/kampagner/sluk_lyset/
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri