Hjælp til den grønne bundlinje i midtjyske virksomheder
Klimaforandringer og grøn omstilling er for alvor kommet på dagsordenen – også i Region Midtjylland. Her har et konsortium af Aarhus, Skive og Ringkøbing-Skjern Kommuner med opbakning fra alle andre kommuner i regionen netop fået tilsagn om et projekt med et budget på i alt 40 mio. kr. over 3 år.
Projektet skal hjælpe små og mellemstore virksomheder i alle de 19 kommuner i Region Midtjylland til at effektivisere energiforbruget, nedbringe udledningen af CO₂ og reducere ressourceforbruget.
Dermed forbedres virksomhedernes bundlinje og konkurrencedygtighed, samtidig med, at regionen opnår et grønnere energi- og ressourceforbrug.
- Kommunerne og virksomhederne har et delt ansvar for den grønne omstilling. Vi kan ikke tillade os at lade stå til. Virksomhederne skal forholde sig til, hvordan de får lavet deres forretningsmodel om, så bæredygtighed spiller mere ind, forklarer Søren Elbæk, viceborgmester og formand for Erhvervs- og Vækstudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han tilføjer:
- Forbrugerne forventer, at virksomhederne i stigende grad forholder sig ansvarligt til ressourceforbrug, udledning af CO₂ og energieffektivisering.
Bæredygtig vækstregion
Projektets ledelsessekretariat er placeret i Ringkøbing-Skjern Kommune, der har en vision om at være 100 procent selvforsynende med bæredygtig energi allerede i 2020 – og som tidligere i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd har vejledt små og mellemstore virksomheder om energi- ressource- og procesoptimering gennem det såkaldte GRO-projekt.
Men med i konsortiet er også Aarhus Kommune, der bl.a. qua sin størrelse og position er en vægtig partner, og Skive Kommune, som igennem en længere årrække; heraf de seneste ti år som Energiby - har været foregangskommune i forhold til energi, klima og bæredygtig udvikling og som bl.a. på den baggrund er hjemsted for den grønne erhvervspark, GreenLab Skive.
- I Skive Kommune – som i resten af landet – er vi udfordret af, at en stor del af vores energiforbrug og dermed også CO₂-udledning kommer fra borgere og virksomheder. Derfor er der et enormt potentiale i at energieffektivisere her. Vi skal have borgere og virksomheder med på vognen og investere i tiltag, som kan effektivisere og reducere energiforbruget, samt udvikle nye forretningsmodeller og dermed mindske klimabelastningen, ellers får vi ikke succes med den grønne omstilling, siger borgmester Peder Chr. Kirkegaard fra Skive Kommune og tilføjer:
- Vi tager et tydeligt og nødvendigt skridt i den rigtige retning med det her projekt og samtidig får vi synliggjort, at det ikke bare er godt for klimaet men også en god forretning for vores virksomheder.
Samarbejde på tværs
Projektet kræver, at både virksomheder, erhvervsfremmeorganisationer og kommuner i hele Region Midtjylland medvirker og tager ejerskab, og der er da også lagt op til samarbejde på tværs af kommunegrænser og lokale særinteresser.
Frem for udelukkende at fokusere på lokale virksomheders energieffektivitet, sætter de tre kommuner bag samarbejdet nemlig fokus på virksomheder i alle 19 kommuner i Region Midtjylland med det fælles formål at sikre, at små og mellemstore virksomheder i regionen mindsker deres ressourceforbrug, effektiviserer deres energiforbrug og reducerer deres CO₂-udledning.
- Samlet set vil det reducere virksomhedernes driftsomkostninger. Men det handler ikke kun om virksomhedernes sorte bundlinje. Det handler også om deres grønne bundlinje, for med en grønnere forretningsmodel kan virksomhederne fastholde markedsandele eller skabe nye markeder. En grønnere profil er simpelthen et stigende markedsparameter, siger Ringkøbing-Skjern Kommunes Søren Elbæk.
Dermed vil projektet ikke blot bidrage til regionens vision om at være en attraktiv og bæredygtig vækstregion. Det vil også hæve bundlinjen hos små og mellemstore virksomheder gennem energioptimering, der typisk kræver både kapital og tid - og gøre dem mere robuste.
- Der er en stor efterspørgsel på produkter, der er produceret så klimavenligt som muligt. Her kan vi hjælpe virksomhederne med gøre deres produktionsmetoder så konkurrencedygtige som muligt. Det er godt for klimaet, virksomhederne og samfundet som helhed, og der skal vi hjælpe virksomhederne med at realisere deres potentiale, siger Bünyamin Simsek, der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Vejen frem
Under arbejdstitlen ”Energieffektivitet og CO₂-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland” vil projektet med hjælp fra erhvervsfremmeorganisationerne og forvaltningerne i de i alt 19 kommuner i Region Midtjylland i første omgang screene op til 800 små og mellemstore virksomheder fra alle 19 kommuner for deres potentiale for ressource-, energi- og CO₂-besparelser.
Herefter vil 250 virksomheder få mulighed for at indtræde i et forløb bestående af et energitjek og tilhørende potentialeplan for energieffektiviseringer samt individuel strategirådgivning med henblik på, at virksomhederne udvikler en grøn forretningsmodel. Målet er, at der udvikles 200 nye grønne forretningsmodeller.
7,5 mio. kr. af det samlede budget på 40 mio. kr. kommer fra de regionale erhvervsudviklingsmidler, 15 mio. kr. er bevilliget fra EU’s Regionalfond. De resterende 17,5 mio. kr. flyder til projektet i form af bl.a. egenbetaling fra virksomhederne i projektets rådgivningsforløb.
Effekten af projektet ventes hvert år at blive et fald i udledningen af drivhusgasser på 4.400 tons, en reduktion i energiforbruget på 66.400 Gigajoule og et reduceret materialeforbrug på 600 tons.
- Det er måske svært at forholde sig til det regnestykke, at vi vil bruge en del millioner og en masse tid på at reducere virksomhedernes udledning med 4.400 tons drivhusgasser. Men projektet her handler ud over reduktioner i materialeforbrug, energi og CO₂-udledning også om at sætte den grønne dagsorden i spil i regionen og om skubbe på en kulturændring, siger Søren Elbæk og tilføjer:
- Det er oftest ikke en manglende vilje til at producere mere bæredygtigt, der afholder virksomhederne fra at arbejde med en grønnere forretningsmodel. Mange bliver bare optaget af driften i det daglige. Hér vil vi gerne hjælpe dem til at se, at det kan betale sig både på den sorte eller røde bundlinje og på den grønne at effektivisere og reducere. At det er vejen frem, simpelthen.
FAKTA:
”Energieffektivitet og CO₂-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland” er et regionalt energiprojekt under projektledelse af Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med Skive Kommune og Aarhus Kommune.
Projektet er inddelt i 4 faser, hvor 800 virksomheder screenes, 250 tilbydes energitjek og energirapport, 200 får rådgivning til at udarbejde en grøn forretningsmodel – og 75 får hjælp til at implementere den grønne forretningsmodel.
Projektet løber i 3 år og finansieres med 7,5 mio. kr. fra Region Midtjyllands erhvervsudviklingsmidler, 15 mio. kr. fra EU's Regionalfond og 17,5 mio. kr. i egenbetaling fra virksomhederne og i arbejdstimer fra de tre kommuner.
Effekten af projektet ventes hvert år at blive, et fald i udledningen af drivhusgasser på 4.400 tons, en reduktion i energiforbruget på 66.400 Gigajoule og et reduceret materialeforbrug på 600 tons.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri