Børn og unge laver film til festival med Oscarpriser
I februar var det 120 elever i Ringkøbing Skoles 8. klasser, der prøvede kræfter med filmproduktion som udtryksform. I sidste uge var det 100 lærere fra Ringkøbing Skole, der sad på film-skolebænken en hel dag – og afsluttede med en gallafest i bedste Oscar-stil.
Og i næste uge er foreløbigt 170 elever fra fire skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune tilmeldt en megaworkshop, hvor de skal lære alle aspekter af filmproduktion som kunstart, håndværk og udtryksform.
- Filmproduktion har mange facetter, og et filmset rummer alle former for praktiske, kunstneriske, kreative og organisatoriske talenter og håndværkere, forklarer Rebecca Molders, filmkonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Derfor er der plads til alle; både de kreative skuespiller- og instruktørtalenter, men også for idérige manuskriptforfattere og for folk, der kan nørde med en computer og lave kringlede special effects, klippe filmen, sætte lys og lave lyd, forklarer hun.
De unges synsvinkel
Sammen med Filmby Aarhus, Ringkøbing Skole, Ungdomsskolen og Ringkøbing Biograf står Rebecca Molders bag filmfestivalen Filmfest i Vest, der tager udgangspunkt i den såkaldte POV-metode. POV står for ”Point of View”, og metoden sikrer, at filmene bliver velfortalte og interessante for et bredt publikum – og at historierne fortælles fra de unge filmskaberes perspektiv og afspejler deres virkelighed.
Når det trykkes på startknappen til megaworkshoppen den 21. marts, vil deltagerne samtidig blive opfordret til at indsende deres film til deres egen Oscar-prisuddeling.
Blandt de indsendte film, vil tre film blive nomineret til hver af 10 kategorier. Op til Oscar-aftenen i Ringkøbing Biograf den 24. april vil de nominerede film blive vist i biografen i løbet af dagstimerne.
På selve Oscar-aftenen vil den røde løber blive rullet ud foran biografen, før vinderne af hver kategori kåres. Kuverterne med prisvinderne vil blive med guldskrift og rød rivesnor, lover Rebecca Molders, og værtsrollen vil bl.a. blive indtaget af den lokale skuespiller og producer Jannick Raunow, der er aktuel med gyserkomedien ”Lad de døde hvile”.
- Vi vil gerne gøre lidt ud af det og inspirere de unge til at yde deres bedste. Men kategorierne vil også afspejle, at der er brug for alle – og når vinderen kåres, er det ikke én person, men hele holdet, der vinder, understreger Rebecca Molders.
VIP-tur til Filmby Aarhus
Mens alle indsendte film sikrer deres bagmænd en billet til biografen for at se netop ”Lad de døde hvile”, vil holdet bag vinderfilmen få en fællesoplevelse med kammeraterne i form af en VIP-tur til Filmby Aarhus.
Her vil de bl.a. få en rundvisning og møde professionelle filmmagere, se studierne, hvor f.eks. TV-serien Dicte blev optaget og få et kig indenfor i filmbyens idélaboratorium, hvor nystartede filmfolk, app-udviklere, lydfolk, animationsfolk og andre kreative ildsjæle arbejder på deres projekter.
- Ideas lab afspejler nogle af alle de mangeartede uddannelser, der er brug for i filmproduktionen, og et af formålene med hele filmsatsningen er at vise de unge, at filmmediet kan bruges som en platform for at udtrykke sig, forklarer Rebecca Molders.
Hun peger på, at unge, der har lært håndværket i filmproduktion, bøvlet med lyssætning og krydsklip og talt om handling, etik og virkning blive mere kompetente, kritiske forbrugere:
- Vi giver eleverne de mest basale greb og gør dem dermed kompetente til at producere film af en vis kvalitet. Det betyder, at de ikke bare vil æde alting råt fra YouTube fremover, men forhåbentlig i stedet tænke: ”Det der, det kan jeg gøre bedre”, siger hun.
Også for de lærere, der har været på filmworkshop, har der været gevinst allerede.
- Lærerne kan se, at de kan bruge det her værktøj til mange fag. Ikke bare i danskundervisningen, som mange måske forventede på forhånd, men også i mange andre fag, forklarer Rebecca Molders.
FAKTA:
Følgende skoler har tilmeldt sig megaworkshoppen den 21. marts: Ringkøbing Skole, Hvide Sande Skole, Vedersø Efterskole og Herborg Friskole.
Der er tilmeldingsfrist den 19. marts og der er plads til 200 deltagere i workshoppen.
Børn og unge, der ikke har deltaget i workshoppen, kan stadig nå at indsende film af max. 4 minutters varighed og være med i konkurrencen om den lokale Oscar-statuette.
Frem til d. 4. april kan du tilmelde dig og uploade din film på www.filmfestivest.dk.
Læs også mere på www.filmfestivest.dk, hvor der ligger en trailer for Filmfest i Vest og mere information om POV.
POV er en forkortelse for "Point of View" – eller synsvinkel på dansk. Navnet understreger vigtigheden af, at historierne fortælles fra de unge filmskaberes perspektiv og afspejler deres virkelighed
POV er en håndværksorienteret metode til filmproduktion, som bygger på en række dogmer/regler, der skal overholdes. Reglerne er med til at sikre, at filmene, der laves efter metoden, bliver seværdige og velfungerende, velfortalte og interessante for et bredt publikum.
POV-dogmerne er:
Filmen skal have en hovedperson, der vil noget
Handlingen skal have en tydelig udvikling
Filmen skal overraske
Filmen skal være troværdig
Filmen skal have en varieret og interessant billedside
Filmen skal være dokumentar eller fiktion med en maksimal længde på 4 minutter
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan