Lær at tackle-forløb skal få langvarigt syge og pårørende til at passe bedre på sig selv
Sundhedsstyrelsen anslår, at 1,3 millioner danskere lider af kroniske smerter. Næsten halvdelen af os bliver i løbet af livet ramt af psykisk sygdom, og hver tiende - eller godt en halv million danskere - er dagligt ramt. Flere end 750.000 danskere er desuden pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer.
Der er med andre ord over en million gode grunde til at kommunerne udbyder kursusforløb, hvor pårørende såvel som borgere med angst og depression eller kroniske smerter lærer at tackle deres situation og håndtere udfordringerne med det overordnede formål at øge livskvaliteten.
I Ringkøbing-Skjern Kommune har Sundhedscenter Vest siden 2007 udbudt kursusforløb under ”Lær at tackle”-paraplyen, og næste kursusrække starter i slutningen af februar.
En bedre hverdag
”Lær at tackle”-kursusforløbet er en overordnet ramme for såkaldte mestringsprogrammer, hvor pårørende og borgere med angst, depression eller kroniske smerter kan få redskaber til bedre at mestre deres situation i hverdagen.
Gennem syv kursusmoduler á 2,5 timer mødes de med erfarne undervisere og lærer gennem undervisning og erfaringsudveksling – eller som der står i kursusmaterialet ”kognitiv indlæringspsykologi” - at få en bedre hverdag som langvarigt syg eller som pårørende.
Når der også udbydes et ”lær at tackle”-forløb for pårørende hænger det sammen med, at pårørende ofte også ender med at blive syge af situationen:
- En undersøgelse fra 2021 viser, at tæt på halvdelen af de pårørende føler sig deprimeret, hver tredje føler sig stresset og en ud af fem er selv blevet langvarigt syg på grund af situationen, fortæller Hanne Larsen.
Hun er sundhedsfaglig medarbejder i Sundhedscenter Vest og koordinator for kommunens ”Lær at tackle”-indsats.
- Ofte er fokus på den syge borger, og vi etablerer da også kurser for grupper af borgere med angst eller depression og for borgere med kroniske smerter, men vi møder et stort behov blandt pårørende for indsatser, der kan hjælpe dem med at håndtere deres situation, fortæller hun og forklarer:
- Indsatsens formål er at give de pårørende redskaber til at passe bedre på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer, så de trives bedre i hverdagen og ikke selv bliver stressede eller syge.
Positive effekter af kurset
Mens kurset for pårørende ligesom ”Lær at tackle angst og depression” starter op den 23. februar i Ringkøbing-Skjern Kommune, starter ”Lær at tackle kroniske smerter”-kurset den 27. april.
En lang række videnskabelige undersøgelser dokumenterer positive effekter af ”Lær at tackle”-kurserne. Deltagerne i kurserne har bl.a. fået øget trivsel, færre symptomer og er blevet bedre til at mestre hverdagen og sygdommen, herunder også en øget tro på egne evner til at mestre situationen og til at få følelsesmæssig og praktisk støtte hos omgivelserne.
FAKTA:
Lær at tackle er gruppeforløb, der skal lære mennesker med angst, depression eller kroniske smerter (og pårørende til langvarigt syge) at mestre situationen.
Du kan læse mere om Lær at tackle-forløbene i Ringkøbing-Skjern Kommune på siden her: https://sundhedscenter-vest.rksk.dk/sundhedsfremme-og-forebyggelse/laer-at-tackle
I to ud af tre danske kommuner har foreløbigt 34.000 danskere haft glæde af Lær at tackle-forløb.
I Ringkøbing-Skjern Kommune starter Sundhedscenter Vest nye ”Lær at tackle”-forløb op den 23. februar (lær at tackle angst og depression og lær at tackle hverdagen som pårørende) og den 27. april (Lær at tackle kroniske smerter). Interesserede borgere kan henvende sig til Hanne Larsen på hanne.larsen@rksk.dk eller sende en e-mail til sundhedscenter.vest@rksk.dk for mere information eller tilmelding.
Det er gratis at deltage i kursusforløbene.
Ifølge Komiteen for Sundhedsoplysning, har følgende positive effekter vist sig ved ”lær at tackle”-forløbene for angst og depression:
- Bedre selvvurderet helbred
- Reduktion af smerte og træthed
- Reduktion af symptomer på angst og depression
- Reduktion af bekymring for helbred
- Øget self-efficacy (tro på egne evner)
- Reduceret funktionsbegrænsning
- Øget brug af kognitive strategier til at håndtere symptomer
- Øget fysisk aktivitet
- Øget trivsel
- Bedre søvn
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri