Ny sti ved Ejstrup Søerne indvies med rød flagrute
Allerede nu kan man følge de røde Wild West Walk ’n’ Run flag på en rute rundt i den kuperede skov ved Ejstrup Søerne. Søndag indvies ny sti med guidet tur og grillpølser.
Søndagsaktiviteterne i Ringkøbing-Skjern Kommune trækker generelt mange mennesker med ud på en hyggelig vandretur et udvalgt sted i Naturens Rige.
Og når den sidste søndag i måneden nu igen nærmer sig med hastige skridt, er forventningen, at der dukker endnu flere end normalt op til en god gåtur ved Ejstrup Søerne i den østlige del af kommunen.
Her har Ringkøbing Fjord Museers naturvejleder Sabine Jensen nemlig allerede markeret en rød flagrute på ca. 2,5 km, hvor man kan gå på opdagelse i skoven uden at fare vild, hvis blot man sørger for at følge de små røde flag. Wild West Walk ’n’ Run-ruten er som altid både off road og midlertidig, hvilket betyder, at flagene bliver indsamlet igen i begyndelsen af næste uge.
Den flotteste vandresti
Til gengæld har kommunen også etableret en ny permanent vandresti. Og trods en beskeden længde på kun godt 1 km. glæder skovfoged Poul Gregersen sig til officielt at indvie stien på søndag – og til at vise den frem for alle interesserede:
- Ejstrup Søerne er gamle brunkulsudgravninger og skoven omkring søerne er derfor virkelig kuperet og interessant, forklarer han og tilføjer:
- Den nye vandresti rundt om den største sø er anlagt på toppen af bakkerne omkring søen, så man får et fantastisk udsyn til søen fra stien både sommer og vinter. Jeg tør godt påstå, at det er den flotteste sti, vi har i kommunen!
Ved Ejstrup Søerne kan man også stadig gå den lidt mere krævende blå eller den strabadserende gule rute. Hvis man da kan komme igennem regnvandets voldsomme oversvømmelser på visse steder:
- Skoven er i forvejen våd og de seneste dages skybrud har lagt sig på dele af stierne, så jeg vil nok foreslå, at man venter til vandstanden er faldet, før man går den gule og den blå rute. Men jeg kan godt garantere, at vi kan gå på den nye sti – og at man vil få et godt indtryk af området, hvis man møder op på søndag, siger Poul Gregersen.
Natureventyr i skoven
Samtidig minder han om, at der er etableret et natureventyr for de mindste ved Ejstrup Søerne. For at følge ruten og lytte til eventyret skal man blot downloade app’en Natureventyr på sin telefon, finde den første QR-kode ved P-pladsen og madpakkehuset i skoven, følge instrukserne – og nyde eventyret, der er beregnet for de 3-9 årige.
Ved indvielsen kommer formand for Kultur- og Fritidsudvalget Erik Viborg og klipper den røde snor. Og efter den guidede gåtur fejres den nye sti med grillpølser og sodavand.
Indvielsen af stien ved Ejstrup Søerne falder sammen med de søndagsaktiviteter, som Sundhedscenter Vest i samarbejde med kommunens naturafdeling, Ringkøbing Fjord Museer, FrivilligVest og DGI afholder den sidste søndag i hver måned – dog med undtagelse af månederne juli og december.
På Sundhedscenter Vests hjemmeside kan man se programmet for de kommende søndagsaktiviteter, der har sundhedsfremme og forebyggelse, motion i naturen, kulturelle oplevelser og fællesskab i centrum.
Ejstrup Søerne ligger imellem landsbyerne Ejstrup og Egeris nordøst for Astrup. Der er indkørsel og P-plads fra Fasterlundvej 4A, 6900 Skjern.
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan