5. juni 2019

Netværk skal fastholde unge i ”Westjylland”

Fra venstre er det: Julie Dam Christensen, Tanja Charlotte Krog Sørensen, Emma Kaasgaard, Frederik Osmundsen og Maiken Faaborg. De har alle givet mundtligt samtykke til fotoet.

Hvor går man hen i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvis man er ung og gerne vil møde andre jævnaldrende og ligesindede?

Et sted, man kan være sikker på at møde andre unge, der gerne vil netværke, er i fællesskabet InWestjylland – Klubben for unge i Naturens Rige.

Kvinden med idéen bag det gode initiativ er 23-årige Emma Kaasgaard, der kommer fra Astrup, men nu bor i Ringkøbing.

- Jeg har en del venner, der er medlem af Klub Eksilvestjyder, som fastholder deres engagement i forhold til Vestjylland i studiebyerne. Jeg syntes, der manglede noget for os, der har valgt at blive eller som er flyttet tilbage, siger Emma Kaasgaard og forklarer:

- Jeg ville gerne være med til at sætte fokus på, at der også sker noget her; at det eneste rigtige ikke er at flytte til storbyerne.

Sammen med sin chef i Ringkjøbing Landbobank idéudviklede Emma Kaasgaard på køreturen hjem fra et møde, kontaktede borgmester Hans Østergaard – og blev inviteret til endnu et møde. Denne gang på borgmesterkontoret:

- Vi er altid klar til at støtte et godt borgerrettet initiativ. Mange af de unge mennesker, der bor i Ringkøbing-Skjern Kommune har set deres jævnaldrende kammerater flytte ud af kommunen for at få en af de videregående uddannelser, som vi ikke kan tilbyde lokalt. Derfor kan man måske godt have en oplevelse af at stå alene tilbage, selvom man er født og opvokset i kommunen. Der vil vi godt hjælpe unge mennesker til at få udvidet deres sociale fællesskab og faglige netværk, forklarer Hans Østergaard.

Kommunens bosætningskontor blev involveret, og sammensatte en gruppe af otte unge på tværs af kommunen. De færreste kendte hinanden på forhånd. Men det er de kommet til. I fællesskab har de nemlig arbejdet for at stable InWestjylland på benene med det formål at fungere som et netværk for unge voksne borgere/tilflyttere. Et sted hvor de kan møde jævnaldrende og deltage i netværksskabende aktiviteter.

Forskellige steder i livet

Maiken Faaborg fra Ringkøbing er en af de otte unge i arbejdsgruppen. Som så mange af sine jævnaldrende venner fra kommunen flyttede hun til Aarhus for at læse på universitetet. Mens hun nu er vendt hjem igen til et job hos Esmark, er vennerne blevet i byen:

- Jeg har savnet mine venner i studiebyerne og jeg har manglet et netværk, fordi de gamle venner enten er flyttet væk eller bor i småbyerne og har børn og hus og har travlt med det. Så selv om vi er jævnaldrende, har vi meget forskellige liv. Det er en anden måde at være sammen på, når man er studerende eller endnu ikke har stiftet familie, forklarer hun.

Maiken Faaborgs primære årsag til at gå ind i arbejdsgruppen omkring InWestjylland er, at andre unge, der flytter tilbage til Ringkøbing-Skjern Kommune – eller nytilflyttende unge skal føle, at der er et netværk at komme med ind i:

- Jeg vil gerne være med til at vise unge tilflyttere eller tilbageflyttere alle mulighederne i stedet for, at de måske sidder og kun ser begrænsningerne ved at være flyttet ud af byen, forklarer hun.

Det var Maiken Faaborg, der efter en brain storm med familie og venner kom op med navnet ”InWestjylland”:

- Navnet måtte godt afspejle, at vi investerer noget i det her. Vi investerer vores tid i lokalområdet, vi investerer i aktiviteter og i hinanden - os der bor herude, forklarer hun.

Og så måtte det gerne afspejle Vestjylland og den vestjyske dialekt; derfor w’et.

Vandsport og tapas

Nu har arbejdsgruppen bag InWestjylland så udsendt invitationerne til klubbens første arrangement, ”Vandsport og Haveleg” torsdag den 20. juni kl. 17.00 ved Rådhuset i Ringkøbing.

Her kan de 20-35 årige i kommunen møde op og møde hinanden over nogle timer med vandsport i Ringkøbing Fjord og havespil på græsset foran Rådhuset, før der kl. 19.30-21.00 er netværk og tapas på menuen.

Tilmelding til arrangementet sker efter først-til-mølle princippet og senest den 6. juni ved at man – gratis og uforpligtende - melder sig ind i klubben via linket her: https://www.rksk.dk/borger/kultur-og-fritid/klub-inwestjylland

Maiken Faaborg håber, at arrangementet vil vise, at InWestjylland er en klub, der på alle måder favner bredt og er inkluderende. Også Emma Kaasgaard håber, at netværket kan hjælpe andre unge til at føle sig hjemme:

- Jeg håber, at InWestjylland kan skabe noget sammenhold og være med til at sætte fokus på, at der er muligheder i området, og at det er ok at blive i kommunen og f.eks. tage en læreplads i stedet for absolut at flytte ud af kommunen for at tage en uddannelse, siger hun.

En investering i bosætning

Dermed er hun helt på linje med kommunens bosætnings- og fastholdelsespolitik:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at InWestjylland for os som kommune også handler om bosætning og om at fastholde nogle af vores unge. Selvfølgelig skal nogle af vores unge rejse ud af kommunen og tage sig en videregående akademisk uddannelse. Men vi er kede af at se, at mange af dem, der rejser ud, ikke vender tilbage igen, for vi synes, vi har meget at byde på her i Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Hans Østergaard og uddyber:

- Vores virksomheder efterspørger faglært arbejdskraft også blandt kandidater med de lange universitetsuddannelser; vores skoler kan godt bruge flere børn – og vores landsbyer er rigtig gode til at tage imod børnefamilierne, ikke mindst fordi de er med til at skabe liv i byerne. Og så har vi selvfølgelig naturen, plads til det gode liv, tid til hinanden - og en bred vifte af fritidsaktiviteter og kulturelle tilbud.

Om InWestjylland kan tiltrække eller fastholde flere unge, vil tiden vise. Foreløbigt er det planen, at klubben ca. en gang om måneden vil stå for faglige og sociale arrangementer, hvor alle kommunens unge har mulighed for at udforske og afprøve nogle af de mange aktiviteter og events, der foregår rundt i kommunen.

 

FAKTA:

I gruppen af unge, der har arrangeret opstartsmødet er:

Emma Kaasgaard, Ringkøbing

Tanja Charlotte Krog Sørensen, Ringkøbing

Jeppe Hykkelbjerg Christensen, Højmark

Tim Hykkelbjerg Christensen, Højmark

Julie Dam Christensen, Hvide Sande 

Maiken Faaborg, Ringkøbing

Magnus Mortensen, Tim           

Frederik Osmundsen, Lønborg


 

Formålet med InWestjylland er:

  • At styrke fællesskaberne for unge mellem 20 og 35 år i kommunen.
  • At InWestjylland skal fungere som et netværk for unge voksne tilflyttere. Et sted, hvor de kan møde jævnaldrende og deltage i netværksskabende aktiviteter.

InWestjylland er et pilotprojekt under Ringkøbing-Skjern Kommunes bosætningskontor, og kører med support og tilskud fra kommunen foreløbigt frem til nytår. Projektet vil blive evalueret, hvorefter der tages stilling til om InWestjylland skal gøres permanent.