Kanon-salut og krabbevæddeløb til fejring af 30 års blå flag på Vedersø Klit Strand
Da de første blå flag i 1987 blev hejst på 16 danske strande var Vedersø Klit Strand én af dem, der levede op til kriterierne for at få det eftertragtede flag. 30 år efter er den vestjyske strand den eneste i landet, der har fået tildelt det blå flag tredive år på stribe. Mandag den 5. juni bliver det fejret højlydt.
Det er både de Blå Flags 30 års dag i Danmark og det lokale jubilæum på Vedersø Klit Strand, der bliver fejret den 5. juni med indslag for både børn og voksne.
Nørrejyske Kanonlaug tropper op ved stranden i 1864-uniformer og med medbragte kanoner, som vil brage ud over området for at markere, at her er en strand, der gennem 30 år har præsteret noget særligt: høj vandkvalitet, klar og tydelig miljøinformation, gode udenomsfaciliteter og fokus på badesikkerhed.
Fejringen foregår både på selve stranden og på P-pladsen, hvor naturvejleder Rene Hankelbjerg dukker op med nettet fuldt af strandkrabber, tangspræller, sild, skrubber og ulk, som han vil fortælle om - og nogle af fiskene laver han også mad af. Krabberne bliver til gengæld sluppet løs i et raskt krabbevæddeløb.
Programmet slutter med en fælles strandrensning kl. 13.30 til 15.00 og turistforeningen byder på kaffe, kringle og juice lige inden.
256 blå flag i Danmark i år
Det blå flag så første gang dagens lys i Frankrig i 1985 og allerede to år efter var 10 lande med i ordningen - heriblandt Danmark, hvor flaget uddeles af Friluftsrådet. I 1988 fulgte lystbådehavnene efter med 19 havne, og i år vil det Blå Flag komme til tops i alt 256 steder i Danmark.
- 30 år med Blå Flag til tops Vedersø Klit Strand er et udtryk for, at kommunen i mange år har prioriteret en miljørigtig drift af stranden samt leveret sikkerhed og servicefaciliteter af høj kvalitet, siger formand for Friluftsrådet, der uddeler de blå flag, Lars Mortensen.
Han mener, at Ringkøbing-Skjern Kommune har grund til at klappe sig selv på skulderen over den bedrift, og lokale borgere såvel som turister kan glæde sig over at have haft en kvalitetsstrand med badesikkerhed i så mange år.
- I Friluftsrådet synes vi, det er vigtigt at anerkende dem, der gør en ekstra indsats for miljøet og badegæsterne, siger han.
Formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Ole Kamp, understreger, at Blå Flag spiller en vigtig rolle i forhold til at holde kommunens strande rene og sikre.
- Det er med til en brande og markedsføre vores område som en attraktiv turistdestination, siger han.
Danmark er ikke det eneste land, som hejser det Blå Flag. I 2017 hejses der i alt 4266 Blå Flag i 47 lande.
Program
11.00 Eventen åbnes og et 30-års eventflag hejses på P-pladsen ved Vikkevej.
Friluftsrådet og Ringkøbing-Skjern Kommune ønsker velkommen ved
- Benny Pedersen, Friluftsrådet, kredsformand Midtvestjylland
- Søren Frederiksen, Ringkøbing-Skjern Kommune, udviklingskonsulent
Aktiviteter på parkeringspladsen og stranden bl.a.:
- Fremvisning af havkajak
- Naturvejleder Rene Hankelbjerg kommer med et net fuld af strandkrabber, tangsprælle, sild, skrubber og ulk. Naturvejlederen fortæller om fiskene og arrangerer krabbevæddeløb
- Lokale repræsentanter fra Dansk Ornitologisk Forening
- Maling på strandsten for børn
Kl. 13.00 Den officielle Blå Flag hejsning ved flagstangen på parkeringspladsen
Formand for Vedersø Klit Grundejerforening, Bjarne Sørensen ønsker velkommen
Taler af:
Ole Kamp, Formand for Teknik- og Miljøudvalget
Lars Mortensen, Formand for Friluftsrådet
13.30 Nørrejyske Saluteringslaug affyrer 8 kanoner
13.45 Strandrensning. Traktorer og vogne bringer deltagerne ud på stranden.
Turistforeningen byder på kaffe, kringle og juice inden strandrensningen.
15.00 Strandrensningen afsluttes med lidt forplejning på Vedersø Klit Badehotel
Fakta
Blå Flag er en international miljømærkningsordning, som sikrer gode oplevelser ved strand og havn. Organisationen bag arbejder for at beskytte og passe godt på vores fælles hav- og kystmiljø.
Mere om blå flag på: http://www.blaaflag.dk/
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri