Flygtninge siger foreløbigt farvel til sosu-skole og plejehjem
”Mange tak for hjælpen til at komme igennem to år. Vi har fået erfaring og sprog – og nu kan vi arbejde på plejehjem.”
Det var en synligt stolt Zainab Hamada, der fredag modtog diplom og blomsterbuket – og takkede underviserne på Social- og Sundhedsskolen i Herning såvel som de to mentorer, som Ringkøbing-Skjern Kommune i en unik ordning i foråret 2019 afsatte til at følge ti flygtninge tæt på vejen mod integrationen.
Og 25-årige Zainab Hamada har god grund til at være stolt. Gennem de seneste to år har hun gennemført det såkaldte integrationsgrunduddannelsesforløb (IGU) med en kombination af skolegang i Herning og praktikforløb på Ringkøbing Plejehjem.
Undervejs har hun også samlet et pænt forråd af danske ord og vendinger op – og nævner ’hospice’ og ’tavshedspligt’ som eksempler på ord og begreber, hun ikke kendte til på forhånd, men som både hun og holdkammeraterne nu kender og forstår implikationerne af.
- Nu ved vi, at tavshedspligt betyder, at man ikke må tale om beboerne på plejehjemmet til andre, siger hun og peger på, at forløbet også har lært hende at registrere symptomer på sygdom og at udføre personlig pleje af beboerne på plejehjem, ligesom hun har lært, at demens er en sygdom.
I løbet af det to-årige uddannelsesforløb er Zainab Hamada desuden blevet skilt og har måttet jonglere en tilværelse som studerende, plejehjemsansat og alenemor til ’næsten 6’-årige Bafeen.
Et hårdt forløb
Derfor havde hun også taget datteren med på sosu-skolen, da hun sammen med holdkammeraterne fredag fik overrakt et diplom og en blomsterbuket som afslutning på IGU’en.
Et par stykker har opgivet undervejs i det to-årige uddannelsesforløb, mens tre af kvinderne har fået forlænget deres IGU, fordi de er på barsel. Til gengæld er Ahmad Maasoul, der allerede er uddannet sygeplejerske fra Syrien, kommet til. Så fredag afsluttede i alt fem IGU ´er fra Ringkøbing-Skjern Kommune deres uddannelse.
- Det har været rigtig hårdt for mange af dem. De har været udfordret og har næsten uden undtagelse været fulde af tvivl og været tæt på at opgive undervejs, siger Anette Birch, pædagog i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Ud over, at corona-situationen selvfølgelig også har påvirket dem, har mødet med den danske arbejdsmarkedskultur været svær. Især kvinderne har typisk ikke været vant til at være udearbejdende, så det der med at komme til tiden og huske at ringe, hvis man er syg eller har barnets første sygedag, det er noget, de har skullet lære, siger Henriette Ibsen.
Hun er socialrådgiver og sammen med Anette Birch udgør hun det team under Ringkøbing-Skjern Kommunes Social- og Integrationsafdeling, som er afsat til at hjælpe gruppen af flygtninge igennem IGU-forløbet.
Meningsfyldt indsigt i samfundet
Gruppen består af palæstinensere, kurdere, syrere foruden en burmeser og en eritreer. Fordi de alle har flygtningestatus, kan de trods skolediplom, sprogkundskaber og erfaringerne fra kulturmødet på plejehjemmene hjemsendes den dag, myndighederne ikke længere vurderer, at de er individuelt forfulgte i deres hjemlande.
- I mellemtiden har IGU’en givet dem en indsigt i det danske arbejdsmarked indenfor sosu området– og en indsigt i det danske samfund, siger Henriette Ibsen og forklarer:
- De her folk kom til os med et varierende uddannelsesniveau og en manglende erfaring fra det formelle arbejdsmarked. De var på udebane i forhold til det danske sprog, den danske kultur og det danske arbejdsmarked, og de kom fra en turbulent fortid med krig og konflikt, flugt og utryghed. Men de har et rigtig godt omsorgsgen og vil gerne arbejde med mennesker. Og så har de lyst til at blive integreret i det danske samfund. Derfor var det oplagt at oprette et integrations-grunduddannelsesforløb i plejesektoren, som samtidig kan bane vej til en del af arbejdsmarkedet, der mangler hænder.
I praksis har eleverne været ansat på plejehjem i 25 timer om ugen og har derudover fulgt undervisningsforløb på sosu-skolen i løbet af uddannelsen.
Sideløbende med den fagspecifikke undervisning har de også fået danskundervisning én dag om ugen.
Og netop danskundervisningen venter på den anden side af en velfortjent sommerferie for dagens fem dimittender fra IGU’en.
- På plejehjem i Danmark skal man skrive rigtig meget, og jeg er ikke så god til at skrive dansk, forklarer syriske Tagreed Abdallah.
Som mor til fire har hun et veludviklet omsorgsgen, og efter to års IGU har hun overmandet adskillige blufærdighedsgrænser hos sig selv.
Men ligesom sine holdkammerater skal hun en tur omkring 9. klasse på VUC for at blive kvalificeret til at søge ind på den sosuhjælper-uddannelse, der er målet.
- Vi mangler allerede hænder i plejesektoren, og der går omsorgsfulde folk rundt og mangler noget at bidrage med. Så vi ser det som en win-win-situation, at vi har fået en gruppe flygtninge manøvreret igennem IGU’en og givet dem en forståelse for krav og kultur på det danske arbejdsmarked. De her kvinder har aldrig før tjent deres egne penge, men nu ved de, hvad en lønseddel og en fagforening er for noget, og de stiller spørgsmål til SU’en og har fået en stolthed over at forsørge sig selv og deres familier, fortæller Anette Birch.
Ligesom Henriette Ibsen er hun overbevist om, at det har været tiden og kræfterne værd, at de som mentorer har kunnet vejlede og støtte IGU’erne igennem de seneste to år.
Alligevel skal de nu tilbage til andre opgaver, fordi der er for få flygtninge i kommunen til, at der kan stilles et nyt hold IGU’er på sosu-området.
FAKTA:
Integrationsgrunduddannelse (IGU)-forløbet varer to år og indeholder fagspecifik undervisning såvel som sprogskole.
Forløbet er en del af opkvalificeringen til optagelse på sosu-uddannelsen.
Eleverne på IGU-holdet har undervejs i grunduddannelsen været ansat på otte plejehjem i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri