17. december 2024

Kom til seniormøder om det gode liv

Colourbox

Sundhedscenter Vest og Aktivitetscentrene i Ringkøbing-Skjern kommune inviterer til seniormøder med emner om alt fra ”Søvn og Samliv” til ”Sorg”, ”Kørsel” og ”Ensomhed”. Alle er velkomne til møderne, der starter allerede i januar.

Torsdag den 16. januar er der mulighed for at høre et oplæg om ”Dine lunger” og samtidig have en hyggelig eftermiddag med kaffe og let bevægelse, når Sundhedscenter Vest og Aktivitetscentret i Skjern inviterer alle interesserede til Seniormøde klokken 13.30-15.30.

Oplægget er det første i rækken af seniormøder, der finder sted på de fem aktivitetscentre i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Seniormøderne er åbne for alle interesserede og det er gratis at deltage.

Generelt skal man tilmelde sig til aktivitetscentrene, og møderne vil blive gennemført, hvis der er minimum 10 deltagere, og der vil normalt være plads til 60 personer på arrangementerne.

Udover oplæg om lunger, byder seniormøderne i løbet af året også på følgende oplæg:

  • ”Bevar det gode ældreliv”, der handler om, hvad man selv kan gøre, og hvilke muligheder der er for hjælp, råd og vejledning, både i forhold til hjælpemidler, praktisk hjælp, samt evt. besøg i hjemmet.
  •  ”Søvn og samliv” sætter fokus på søvnens betydning for trivsel i hverdagen. Samliv drejer sig om berøring og nydelse i seniorlivet for at undgå hudsult og forebygge ensomhed, uanset om man bor alene eller sammen med nogen.
  •  ”Sorg” sætter fokus på nutidens sorgforståelse og sorgreaktioner, og hvordan vi kan støtte hinanden ved i fællesskab at tale om sorg.

På seniormøderne om ”Ensomhed, Boblberg og kørselsmuligheder” får man oplæg om forebyggelse af ensomhed, samt præsentation af venskabsportalen Boblberg. Derudover vil der være information om forskellige kørselsmuligheder herunder Flextrafik. 

- Vi ved, at mange ældre sidder mere alene hjemme end de måske egentlig har lyst til, og med seniormøderne håber vi at kombinere god og nyttig viden med en kop kaffe eller te samt muligheden for at få nye bekendtskaber og en hyggelig snak på aktivitetscentrene, siger Lene Winkler fra Sundhedscenter Vest.

På kommunens hjemmeside kan man se programmet for alle seniormøder i 2025 på: www.sundhedscenter-vest.rksk  under arrangementer.