10. august 2017

Succes for samarbejde om at rekruttere akademikere til Ringkøbing-Skjern

Succes for samarbejde om at rekruttere akademikere til Ringkøbing-Skjern

Der er meget langt mellem de jobsøgende akademikere i Ringkøbing-Skjern Kommune, men et nyt samarbejde mellem KUBE, AC/Akademikerkampagnen og Akademikernes A-kasse har succes med at tiltrække akademikere til områdets virksomheder.

I uge 33 begynder en kampagne i Ringkøbing-Skjern, hvor formålet er at bygge bro mellem højtuddannede og små og mellemstore virksomheder. Kampagnen består af to dele: Fra den 18. august til den 11. oktober afdækkes virksomhedernes behov for højtuddannede medarbejdere, og den 26. oktober er der match-event mellem virksomhederne og en busfuld jobsøgende akademikere fra Odense og København.

Timan i Tim fik to akademikere på tre måneder

Timan er en af flere virksomheder, der allerede har fået hjælp fra samarbejdet til at ansætte en akademiker. Faktisk har den Tim-baserede producent af maskiner og redskaber til professionelt vedligehold i den grønne sektor ansat hele to akademikere indenfor de seneste tre måneder. Og direktør i Timan, Henning Pedersen, vil gerne anbefale andre at kontakte kommunens Virksomhedsservice og Akademikernes A-kasses rekrutteringsteam.

Han kontaktede i første omgang selv jobkonsulent i kommunen, Helle Hansen, for at få hjælp til at ansætte en tekniker.  På det tidspunkt var der bare ingen ledige teknikere i miles omkreds, og derfor spurgte Helle Hansen, om han kunne bruge en akademiker – en diplomingeniør – i stedet?

- Den ide var jeg med på, jeg er selv ingeniør, og vi har tidligere haft ingeniører ansat i Timan. Vi har erfaring for, at én akademiker skaber job til 10 andre ansatte - og samtidig har ingeniører viden og kompetencer, som vi har brug for til at udvikle vores produkter, siger Henning Pedersen.

Helle Hansen henvendte sig derfor til Mark Baumgarten fra Akademikernes A-kasses rekrutteringsservice og bad ham hjælpe med at finde en kandidat til jobbet i Timan. Hun har tidligere arbejdet sammen med ham.

- Jeg er helt tryg ved, at han har kontakten til de virksomheder, der henvender sig til os. Han klæder både virksomheder og kandidater på, så begge parter ved, hvad de går ind til, fortæller hun.

Virksomheden sparer tid

- Mark besøgte os her på Timan, og sammen fik vi beskrevet jobbet og mulighederne her. Mark tegnede så en profil og tog den første kontakt til de medlemmer i Akademikernes A-kasse, som matchede profilen, fortæller Henning Pedersen.

Han oplevede, at Akademikernes A-kasse arbejdede professionelt og var en meget stor hjælp.

- De sparede os for en masse tid, fordi de tog den første kontakt til kandidaterne, så vi efterfølgende blot fik en præsentation af dem, der virkelig var interesserede i at få job hos os, siger Henning Pedersen.

Han vil derfor gerne anbefale andre at bruge dem til rekruttering af akademikere – og han er rigtigt godt tilfreds med de to nyuddannede ingeniører, som han har fået ansat.

- Der er selvfølgelig en del, de skal lære, men det vidste vi godt på forhånd. Vi plejer at sige, at uanset hvem vi ansætter, så går der et til to år, før de er kommet helt ind i vores produktion, som er meget specialiseret, siger han.

Timan fremstiller kørende maskiner, som skal kunne fungere under mange forskellige forhold, som der skal tages højde for i konstruktionen af dem. Fx skal en sne-rydder både kunne håndtere let frost-sne i Sverige og tung tø-sne i Danmark.

Kemien mellem kandidat og virksomhed er vigtig

For Mark Baumgarten fra Akademikernes A-kasse er det vigtigt, at der er god kemi mellem kandidat og virksomhed, for kemien afgør, om det bliver et velfungerende match. Derfor lægger han stor vægt på dialog med virksomheden for at få kendskab til, hvordan den er som arbejdsplads: Hvad kan man fx tale sammen om? Hvordan holder man fester osv.?

- Vi finder vi de bedst egnede kandidater, da det hele handler om det gode match mellem kandidat og virksomhed, og her er kandidatens motivation for jobbet vigtig, fortæller key account manager i Akademikernes A-kasse Mark Baumgarten.

- Vores del er at have fokus på, hvad virksomheden har brug for. Jeg skriver en rapport om de kandidater, jeg vælger ud, så virksomheden får alle argumenter for og nøjagtige beskrivelser af, hvorfor netop de er valgt ud, siger Mark Baumgarten.

- Vores rekrutteringsservice kan især gøre en stor forskel for små og mellemstore virksomheder, som ikke har tradition eller specialiseret erfaring i at ansætte akademikere. Her er det godt med en professionel sparringspartner, som kan være med til at definere behovet og oversætte det til relevante kandidater. Derudover sparer vi virksomheden for en masse ressourcer og administration, da vi varetager den første del af rekrutteringen – gør det helt uden beregning, siger han.

FAKTA

Virksomhedernes behov for akademikere kortlægges i perioden fra den 18. august til den 11. oktober 2017 som en del af Akademikerkampagnen.

Det er KUBE - Koordineret Uddannelse-, Beskæftigelse- og Erhvervsindsatsen, der laver den indledende kortlægning.

Match-eventet finder sted d. 26 oktober 2017.

KUBE står for Koordineret Uddannelses-, Beskæftigelses- og Erhvervsindsats

KUBE-samarbejdet varetages af fire personer:

Helle Hansen fra Jobcentret – Virksomhedsservice

Hanne Kirk fra Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern

Susanne Trip Nielsen fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd

Hans Uhd, udviklingschef i Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern

BOKS:
Kommunens Virksomhedsservice har fire konsulenter, der blandt andet kører ud og servicerer virksomheder i forhold til de behov, de har for ny arbejdskraft. Virksomhedsservice har også et godt rekrutterings-samarbejde med både Metal og 3F.

Alle virksomheder er velkomne til at benytte kommunens Virksomhedsservice og rekrutteringsservice. Se mere på:  https://www.rksk.dk/erhverv/ansatte-rekruttering

FOTO: Stefan Thomas Hessels (tv) og Dan Rudi Petersen er de to akademikere, der for nylig er ansat på Timan.