9. august 2017

Medvindere skaber grøn omstilling på landevejene

Medvindere skaber grøn omstilling på landevejene

Om kort tid springer de tre landsbyer Højmark, Lem og Borris i sadlen og dyster om, hvem der kan fræse flest kilometer på elcykel over to uger. Bag dysten står den grønne energigruppe, som er sat i verden for at finde grønne transport-løsninger, der kan være med til at gøre Ringkøbing-Skjern selvforsynende med vedvarende energi i år 2020.

En elcykel kan være et rigtig godt alternativ til en bil på kortere strækninger, og i nogle husholdninger i landdistrikterne kan en elcykel måske helt gøre det ud for bil nummer to. Sådan er ræsonnementet i den grønne transportgruppe, som er en tænketank bestående af frivillige folk med lokale rødder og grøn tankegang.

Derfor opstod ideen om at sende elcykler i omløb til fri afbenyttelse – i første omgang i de tre landsbyer, der hver har to uger til at teste og fylde kilometer på cyklernes trip-målere.

- Vi tror, at en elcykel gør det en tand nemmere at motivere sig selv til at lade bilen stå, siger Jette Meyer, der er med i den grønne energigruppe og engageret i at få flest mulige deltagere med i dysten fra Højmark, hvor hun selv bor.

Fem cykelhandlere i kommunen er med på ideen og stiller hver en cykel til rådighed  for projektet. Landsbydysten er skruet sammen som en konkurrence, men projektets navn, Medvinder på el-cykel, afslører, at der bliver mere end en vinder:

- Medvinder er flertydigt, og peger på alt det, vi gerne vil opnå med landsbydysten: Man får medvind på cykelstien, strømmen kan være lavet ”med vind” og vi bliver alle sammen med-vindere, hvis det lykkes os at få ændret kurs i forhold til Co2-udledningen, fortsætter hun.

Hvor og hvornår
Søndag d. 20 august. Startskuddet lyder. Mødested Højmark Forsamlingshus kl. 14.00.

Søndag d. 3. september: Overlevering af cykler til Borris. Mødested på Torvet kl. 14.00.

Søndag d. 17. september: Overlevering i Lem. Mødested ved Smedenes Hus kl. 14.00

Søndag d. 1. oktober: Dysten slutter i Højmark kl. 14.00.


Kaffe, kage, afsløring af antal kørte kilometer samt en lille præmie og en stor high five til medvinder-byen, der har slidt mest på dækkene.

Se Facebooksiden Medvindere på elcykel for updates fra de dystende landsbyer og information om lokale kontaktpersoner.

Grøn omstilling er for alle
Formand for Energirådet, Peder Sørensen, hilser initiativet velkommen:

- Det er en sjov idé med en dyst, og jeg tror, at det lokalt kan være med til at inspirere til at spænde cykelhjelmen oftere og sikkerhedsselen sjældnere, siger han.

Kommunen har sat sig for at Ringkøbing-Skjern som område skal være selvforsynende med vedvarende energi i år 2020. Det vil sige, at området skal producere en mængde vedvarende energi, der svarer til den mængde, som borgere, virksomheder og institutioner forbruger. Derfor er det vigtigt, at alle spiller med.

Netop derfor er kommunen også gået med i det EU-støttede projekt COBEN, der handler om borgerdrevet grøn omstilling.

- Vi kan som kommune ikke nå i mål selv, det er helt afgørende, at alle små og store lokalsamfund begynder at forholde sig til, hvordan vi kan ændre vores forbrug på en måde, der er både er rentabel og giver mening for den enkelte borger, siger Alexander Lauring Knudsen fra projekt COBEN, som den grønne transportgruppe har kunne trække på i forbindelse med at arrangere landsbydysten.

Projekt COBEN er altid på udkig efter dialogpartnere i landdistrikterne, der gerne vil samarbejde om grøn energi-omstilling, energibesparelser i boliger og om grøn transport.

Fakta
Medvindere på elcykel er organiseret af frivillige i den grønne transportgruppe under kommunens Energi 2020 tiltag. 

Elcykler venligst stillet til rådighed af Fjord Cykler (Skjern), Sahl Cykler (Skjern), Ringkøbing Cykel Center, Record Cykler (Borris) og Videbæk Cykelcenter.

COBEN
COBENProjekt COBEN under Interreg Nordsø programmet indeholder en række energiprojekter inden for emnerne energibesparelser i boliger og grøn transport. Et vigtigt omdrejningspunkt er, at de mange energiprojekter sker i organiseret samskabelse mellem borgerne og kommunen.  I projektet kaldes dette Civic Energy Co-Creation. COBEN er støttet af EU med 4 mio. kroner.

Energi 2020
Energi 2020Kommunen har en vision om at være selvforsynende med vedvarende energi i år 2020. De seneste tal fra 2015 viser, at selvforsyningsgraden er på 58,5 procent.