Ringkøbing-Skjern Kommune gentænker studiestarten for unge eksilvestjyder
Nuværende og kommende eksilvestjyder fra Ringkøbing-Skjern Kommune mødes til sportsfestivallen ”Sport Tailgate 2017” lørdag den 19. august i Aarhus.
September måned er ensbetydende med studiestart for mange unge mennesker. En ny og ofte større by, ny bopæl, nye undervisningsfag og nye kammerater kan få sommerfuglene til at flakse i maven på selv den sejeste vestjyde.
Derfor arrangerer Ringkøbing-Skjern Kommune i samarbejde med eksilvestjydefodboldholdet, ST 8000, som kommunen sponsorer i Aarhus, et særligt eksilvestjydearrangement for unge fraflyttere fra kommunen i forbindelse med ”Sport Tailgate 2017” lørdag den 19. august under Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad.
- Aarhus er førstevalg for mange unge, når de skal vælge studie. Derfor synes vi, det er oplagt at samle nuværende og kommende eksilvestjyder op til studiestarten for at give de nye eksilvestjyder muligheden for et lokalt netværk i deres nye by, og derved forhåbentlig gøre deres studiestart lettere, siger Dorthe Frydendahl, bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Det var Peter Stensig, der udover at være anfører på eksilvestjydefodboldholdet også er involveret i at arrangere ”Sport Tailgate 2017”, som fik idéen om at sammentænke eksilvestjyderne og sportsfestivallen.
- Sport Tailgate er ny sportsfestival i Aarhus, der gentænker måden at gå til sportskampe på. Som optakt til kampen kombinerer vi alt det bedste indenfor mad, musik, kunst og kultur for at skabe et sted, hvor gæsterne kan fællesskabe og hygge sig, fortæller, Peter Stensig, der stammer fra Skjern og er Cand. Merc. Marketing studerende til daglig.
- Jeg synes, det giver mening at skabe et event i Aarhus med vestjyske kunstnere for eksilvestjyder op til studiestart. Uanset om man er til sport eller ej, er der nogle gode rammer for at nuværende og tilflyttende eksilvestjyder får en super dag med specielle oplevelser, der kan være med til at skabe et fællesskab som det, vi kender, hjemme fra Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Peter Stensig.
Til det særlige eksilvestjydearrangement spiller Mads Pontoppidan Kristensen og Simon Vang Andersen bedre kendt som ”Mads & Simon” fra Skjern. Herudover optræder standupper Frederik Rosgaard der stammer fra Tarm og er kendt fra Comedy Fight Club på TV2 ZULU.
Se hele programmet for eksilvestjydearrangementet ”Sport Tailgate 2017” lørdag 19. august 2017 (ej aktivt link da arrangementet er overstået)
Hvad er Klub Eksilvestjyder?
Klub Eksilvestjyder er en klub for dem, der tidligere har boet i Ringkøbing-Skjern Kommune. En gratis og uformel klub uden binding som man til enhver tid kan melde sig ud af.
En undersøgelse har vist, at mere end fire ud af ti tilflyttere tidligere har boet i kommunen. Derfor holder kommunen forbindelsen til tidligere borgere varm gennem Klub Eksilvestjyder.
Som medlem af Klub Eksilvestjyder får man:
- Invitationer til VIP-arrangementer til eksempelvis Skjern Håndbolds udebanekampe i studiebyer.
- Nyheder og tilbud til events i Ringkøbing-Skjern Kommune f.eks. Bork Havn Musikfestival, vandsportsfestivalen WATERZ m.fl.
- Løbende orientering om hvad der sker i Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Relevante jobopslag fra Ringkøbing-Skjern Kommune og de virksomheder, som ligger i kommunen.
- Mulighed for at netværke med andre eksilvestjyder og erhvervsvirksomheder fra Ringkøbing-Skjern Kommune.
- Nuværende og kommende eksilvestjyder kan tilmelde sig Klub Eksilvestjyder via kommunens hjemmeside her: rksk.dk/eksilvestjyder
- 8. oktober 2024
Byrådet sender seks VE-projekter til ’videre bearbejdning’ - 18. oktober 2024
Hjemmeplejekontor får endelig nye lokaler - 1. oktober 2024
I fremtiden vil ældre i højere grad klare sig selv - 17. oktober 2024
Stor tilfredshed med Åkanden blandt borgerne - 11. oktober 2024
Ikke flere tricks i Streetparken i Skjern - 14. oktober 2024
Parat til start på Hvide Sandes nye helhedsplan