Nyt naturkort til Naturens Rige
Ringkøbing-Skjern Kommune er Danmarks geografisk største. Alligevel er afstanden til fantastiske natur- og friluftsoplevelser overkommelig. Der er nemlig rigtig mange af dem - og de ligger spredt ud over hele kommunen.
Og selv om sommerferien for mange lakker mod enden, er der stadig gode muligheder for at komme ud på gode oplevelser i Naturens Rige.
Er man i tvivl om, hvor man skal tage hen for at opleve naturen, er der hjælp at hente hos kommunens afdeling for Land, By og Kultur, der sammen med turismedestinationen Destination Vesterhavet har udgivet et Naturkort til Naturens Rige.
Kortet, der supplerer Naturens Rige-app'en, byder på natur- og fritidsoplevelser i særklasse. Oplevelser, hvor man kan få pulsen op - eller komme ned i gear, som der står i den indledende tekst.
Her nævnes Vesterhavet, Ringkøbing Fjord og Skjern Å-systemet som 'signaturer' for Naturens Rige, men teksten gør også opmærksom på, at der ud over vandet og de karakteristiske klitheder og strandenge venter masser af unikke naturoplevelser inde i landet.
- Guiden skal inspirere og informere om mulighederne for at få rekreative oplevelser ud over det sædvanlige - og for at få ro til fordybelse, siger naturvejleder Søren Frederiksen.
Oplevelser i verdensklasse
Små tekster på bagsiden af kortet fortæller - på dansk, tysk og engelsk - om seværdigheder som Bagges Dæmning, Kulsøen i Troldhede og Naturcenteret i Momhøje. Om Kvindehøjskolen i Hoven, om sømærker og redningsstationer, og om Danmarks største hedeareal Borris Hede og landets højeste fyrtårn, Lyngvig Fyr - foruden om Værnengene og Tipperne, Naturkraft, Den Grønne Korridor og Pumpestation Nord.
Og så fortæller kortet om rekreative muligheder som laksefiskeri i verdensklasse i Skjern Å, om vandsport - ligeledes i verdensklasse, badning og sejlads fra de små, hyggelige fjordhavne, om sildefiskeri fra en af Danmarks travleste industrihavne i Hvide Sande - og om charmerende cykelruter og gode vandreture med mulighed for overnatning i shelters.
Alt sammen krydret med QR-koder, så man nemt kan finde yderligere information om en seværdighed.
- Vi har så mange fantastiske naturtyper, -opleveler og -attraktioner, som fortjener at blive fremhævet. Det gør vi allerede med Naturens Rige-app'en, men vi tror også, at mange vil foretrække at have et fysisk folde ud-kort ved hånden, og derfor lancerer vi nu Naturens Rige Naturkortet, siger Søren Frederiksen.
Kortet er gratis og vil blandt andet kunne fås hos Destination Vesterhavet, på Bibliotekerne og i Borgerservice i Ringkøbing og Skjern.
Naturens Rige-app'en er ligeledes gratis og kan downloades fra app-store, eller der hvor man normalt henter sine apps
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri