Kom til flagdag i Skjern
For 15. år i træk hædrer det officielle Danmark de personer, der har været udsendt på en mission på fædrelandets vegne. Det gøres ved at hejse Dannebrog på alle offentlige bygninger på den officielle flagdag for udsendte den 5. september.
I Ringkøbing-Skjern Kommune har borgmester Hans Østergaard igen i år inviteret veteraner, veteranforeninger og pårørende - samt hermed også alle andre interesserede borgere i kommunen til en ceremoni i anledning af den officielle flagdag for Danmarks udsendte.
- Krigen i Ukraine har i al sin gru mindet os om, at fred og frihed ikke er noget, vi kan tillade os at tage for givet. For os i Ringkøbing-Skjern Kommune såvel som for det øvrige officielle Danmark er flagdagen en anledning til at vise, at vi anerkender den store, uselviske og professionelle indsats, danske udsendte yder i alle verdens brændpunkter, siger borgmester Hans Østergaard.
Formålet med Flagdagen er netop at minde, hædre og anerkende de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af Regeringen, Folketinget eller en minister, hedder det på hjemmesiden flagdagen.dk. Flagdagen omfatter således alle, der er eller har været udsendt fra Udenrigsministeriet, Forsvaret, Redningsberedskabet, politi og Sundhedsvæsenet.
Ceremoni ved Holger Danske
I Ringkøbing-Skjern Kommune bliver flagdagen igen i år markeret i Skjern, hvor det officielle program begynder klokken 16 i Skjern Kirke. Her vil der være faneborg og andagt ved feltpræst Jesper Wiborg Andersen. Fra kirken går alle deltagerne samlet til Holger Danskes Plads, hvor der vil være boder og kransenedlæggelse ved mindepladen, som er opsat af foreningen Veteraner Ved Fjorden,
Dagen slutter på Hotel Skjern, hvor kommunen fra kl. 17.30 er vært ved lidt mad og hyggeligt samvær. Her bliver Familienetværkets børnemedaljer og diplomer delt ud til børn, som er tæt knyttede til en person udsendt i international tjeneste.
Det officielle arrangement slutter med en kort gæstetale ved militærhistoriker Frank Weber, og arrangementet slutter senest kl. 19.00.
Alle er velkomne, men tilmelding til arrangementet på Hotel Skjern er nødvendig og skal ske til Politisk Administrativt Sekretariat på viden.strategi@rksk.dk eller på telefon 99 74 19 89 senest fredag den 25. august 2023.
- Jeg glæder mig til et gensyn med vores veteraner, og jeg håber, at rigtig mange andre borgere også har lyst til at møde op og være med til at hædre vores udsendte og veteraner. Det synes jeg, de har fortjent, siger Hans Østergaard.
FAKTA:
Flagdagen markeres i Ringkøbing-Skjern Kommune med en ceremoni, der starter i Skjern Kirke den 5. september kl. 16.00. Alle er velkomne. Tilmelding til arrangementet på Hotel Skjern er nødvendig og skal ske til Politisk Administrativt Sekretariat på viden.strategi@rksk.dk eller på telefon 99 74 19 89 senest fredag den 25. august 2023.
Dagen er arrangeret i samarbejde med Veteraner ved Fjorden, formanden for Hjemmeværnsforeningen oberst Jørn Møller Sørensen samt sognepræst i Staby Kirke og feltpræst ved Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland Jesper Wiborg Andersen.
- 26. november 2024
Nyt tiltag afliver ’småt brændbart’ på genbrugspladserne - 1. november 2024
Rekord: Næsten 300 tyskere til INFOTAG i Ringkøbing- Skjern - 7. november 2024
Landdistriktsmøde med fokus på mulighederne - 8. november 2024
Afløserbank er en stor succes - 4. november 2024
Kommunens Jobdating får langtidsledige i job - 8. november 2024
Fokus på iværksætteri